Somme tider kan totalt ligegyldige oplysninger eller viden tilsammen give finurlige oplevelser eller viden, der muligvis er lige så ligegyldig, men til gengæld sjovt.
I går hørte jeg i nyhederne at salget af flagstænger er steget i sådan grad at flagstangsproducenterne ikke kan følge med, og der derfor er ugers ventetid på en flagstang.
I den forbindelse udtalte en kulturforsker at det at flage ikke længere hænger sammen med nationalfølelse, men i højere grad er et udtryk for glæde og hygge. Vi flager når der er grund til at fejre noget. For eksempel fødselsdage, jubilæer eller bare fordi vi er glade.
Pludselig gav en enkelt sætning, min søsters veninde for mange år siden kom med, meget mere mening. Det var dengang søsteren min var i USA som aupair og sluttede af med en tur i bil tværs over landet sammen med ovennævnte veninde, der dukkede op tidsnok til at være med til at afprøve det nyligt erhvervede kørekort.
Inden de tog afsted havde sønnike i familien fødselsdag og veninden undrede sig over alle de amerikanske flag – hvorfor var det ikke det smukke og absolut brugbare Dannebrog, der pyntede – for var det danske flag ikke det internationale fødselsdagsflag?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar