Gode ideer skal tages alvorligt, prøves og nogen gange forkastes igen. Ideer er spændene og når først den ene griber den anden gælder det om at følge strømmen, hoppe på og lade alle ideerne få frit løb.
Mit seneste forsøg udi papirtaskefoldningskunsten endte langt fra den ide, jeg troede jeg lagde ud med. Efterhånden som den voksede, dukkede nye ideer op, blev implementeret og slutteligt sad jeg med … en numse.
Den kommer aldrig til at hedde andet. Samtidig er det den bedste beskrivelse jeg kan komme på.
Det betyder ikke jeg har opgivet numsen – langtfra. Der er stadig masser af muligheder i den. Oveni er den fyldt med nye tiltag, der alle viste sig anvendelige.
Bunden og de fine spidser er jeg ret glad for, men rundningen langs siderne, den er der muligheder i og lige netop rundinger er hovedbestanddelen i mine nye tanker.
Mit store problem lige nu er af luksusslagsen, for for hver af de seneste projekter af arten jeg har siddet med, ender jeg ud med mindst tre nye ideer, der hopper op og ned for at blive afprøvet. Når hver eneste af de tre nye ideer også ender ud med mindst tre nye ideer, kan det pludselig blive svært at beslutte hvor ideafprøvningen skal starte og siden begive sig hen.
Jeg fortsætter og måtte i gang med tegneredskaberne, for at visualisere næste projekt. Et projekt, der allerede inden det er startet, har skabt nye planer og lige nu ser ud som et to-i-et projekt.
Det er sjovt det her, og kunne håndleddet holde til mere kunne jeg godt finde på at glemme strikketøjet de næste par måneder.
Men sådan skal det ikke være, og mens ideen er klar pakker jeg sammen og venter til weekenden, hvor min far fylder halvfjerds og jeg har lovet min lille niece Victoria at lære hende foldeteknikken. Mon ikke der også kan blive plads til mit nye projekt… og måske en samling af de ideer der højst sandsynligt dukker op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar