Sidste weekends bytur gav anledning til køb af bomuldsgarn i fine forårsfarver. Garnet fandt jeg hos Søstrene Grene, og i løbet af ugene er det hele blevet omsat til grydelapper.
Jeg lagde ud med en fin lap inspireret fra farmors køkken. Fin det blev den, men som grydelap er den ikke meget bevendt. Det har sikkert heller ikke været meningen, dengang den hang i farmors køkken.
Jeg ville have varme, så nye muligheder blev fundet og med stangmasker rundt og rundt og rundt, blev jeg endelig tilfreds. For ekstra godt greb om varmen valgte jeg at hækle to tykke lapper og bruge kanten som sammensætning.
Mens halvdelen havner i mit eget køkken er den anden halvdel allerede øremærket til gave.
Nu gælder det så bare om at få noget i ovnen, så varmebestandigheden kan testes.
Design: Begge opskrifter fandt jeg ved at rode lidt rundt på Ravelry. Farmors blomstrende grydelap hører Kristallklara til, mens de fine runde af slagsen er fundet hos Knitting and some more.
Garn: 100% bomuld fra Anna og Clara – Søstrene Grene. Bomuld findes i mange forskellige versioner og kvaliteter. Jeg er ikke voldsomt begejstret for denne version, der indeholdt alt for mange løse ender og knuder af mærkelige formationer.
Til de i alt fem lapper endte jeg med at bruge 265 gr garn, hvilket betød at de fem nøgler jeg lagde ud med måtte følges til dørs af en smule hvidt fra det efterhånden ikkeeksisterende bomuldslager.
Nåle: Farmors blomstrene pyntelap er hæklet på en nål 3 i enkelt garn, mens de mere solide af slagsen nåede op på en nål 4 og dobbelt garn. Tætte og bastante er de endt med at blive.
Bemærkninger: Pyntelappens opskriften er fulgt slavisk, mens jeg lavede lidt om på de runde. Måske var det de meget tætte masker en nål fire frembragte, men 14 ens rapporter omgangen rundt gav lidt for meget lap med en lidt for flæsende effekt til følge. Jeg startede derfor i stedet med 13 stangmasker (iregnet de første luftmasker).
I stedet for 7 omgange valgte jeg en lidt større lap og hæklede 8 omgange i hver cirkel.
For ekstra værn mod varmen valgte jeg også at ligge cirklerne dobbelt inden kanten, der fint fungerer som samling.
Sammenhækling og kanten startede jeg med at hækle fastmasker gennem de to runde lapper og derefter muslingekant med 5 stangmasker i hver musling.
Har du lyst til at se flere billeder af lapperne, kan de ses på min side af Ravelry
skønne lapper !
SvarSletOg fornuftigt med de tykke, ellers ville du da brænde dig :-)
Men den er så fin !
Hej Pernille! Jeg er vild med de runde grydelapper! Og de må helt sikkert være MEGET bedre til at beskytte mod varmen, end de "farmorede". de ser nu ellers også søde ud.
SvarSletGod søndag!
-LisBeth.
Hold op, hvor er det nogle dejlige farver, du har valgt; det er da lige før, selv jeg ville kunne lide at gå i køkkenet med så glade grydelapper
SvarSletHvor er de skønne og garanteret "brandfri".
SvarSletJeg er vild med grydelapper i alle mulige afskygninger!
De farmorede er rigtig søde, men helt sikkert ikke meget bevendt. De andre synes jeg også er blevet rigtig gode, og dem glæder jeg mig helt til at afprøve :)
SvarSletDine fine farmor-grydelapper - tror jeg heller ikke har været anvendt som grydelapper men som bordskånere. Jeg har også set dem (i brug) hos et kært familiemedlem, og det var som bordskåner ;-)).....men flotte er de.
SvarSlet