Tirsdag var tilbage til hverdagen, glade gensyn og dejlige øjeblikke. Tirsdag var mest dejlige øjeblikke.
Tirsdag var dagen da en af drengene pludselig stod med en låge i hånden og måtte afværge smadringen af samtlige glas på hylderne bag. Glassene bestod og drengen blev fundet alt for stærk, mens den søde kollega vedgik at vide, at lågen ikke længere sad helt så fast som den burde.
Tirsdag var desværre blandet med en smule bittersødme, efter konstateringen af lån uden respekt. Tirsdag gav dermed overvejelser om reaktioner – og skal/skal ikke.
Tirsdag gav også tid til en hyggelig snak med en forælder, der troede at skulle til møde. Jeg troede også, og ærgredes bare lidt over manglende kommunikation.
Tirsdag blev længere for Tøsebarnet, der meldte til og brugte aftenen til silkemaling. Jeg tænker at vi hele tiden bliver bedre og lærer, og måske kunne vi lære at arrangementer første dag efter en ferie ikke er blandt de mest geniale tilbud. På den anden side er jeg sikker på, de der mødte op nød aftenen.
Tirsdag er pludselig hen under aften, og jeg er ved at være grydeklar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar