Jeg skal ærligt indrømme, at jeg hverken følte mig særlig smart eller gennemtænkt, da jeg i går lagde an til brød, lige inden døren bød til afgang.
Først da alting var havnet i skålen, gik det op for mig, at mel ikke var en ressource vi havde særlig meget af. Efter at have rørt alt hvad der lignede mel i dejen, havde jeg stadig kun noget der mistænkeligt lignede grød i fadet.
Det hele blev dækket over og sat midt på spisebordet, i håb om at melet ville arbejde nok til at det ville ligne dej en smule mere, når jeg engang vendte tilbage.
Hjemme igen var det kun gæren der reelt havde udført noget som helst, for det lignede stadig grød, medd en forskel at der var cirka dobbelt så meget i skålen.
Det hele blev omhældt til to brødforme og endte senere i ovnen. Der nåede jeg at glemme det, inden to brød med en noget hård skorpe endte til afkøling og senere blev viklet ind i et par viskestykker.
I morges stod prøven.
Den hårde skorpe viste sig slet ikke at være så hård og indholdet er svampet på den helt rigtige måde.
Slet ikke dårligt som et hurtigt måltid inden dagen bliver sparket i gang.
Jeg tror godt jeg tør bage grød en anden gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar