Maling og filmaften

Dagen er gået med at male. Det ene strøg efter det andet med en stor pensel.

Det er nu ganske rart at kunne se, hvor langt man er nået.

Jeg blev ikke færdig. Der er stadig et stykke endnu og så skal hele herligheden have endnu en tur, for hvidt på noget der engang var hvidt, dækker ikke helt.

Ved femtiden kunne jeg sige farvel til min søde kollega, der blev meget glad for T-shirten og helt alvorligt overvejede en navneændring… det strandede lidt på hvorvidt man kan hedde Dalhlanq… Udtales Allan – d,h og q skal så være stumme.

Vi nåede frem til en enighed om, at hvis han kalder sig det tilstrækkelig mange steder, kan det måske gå hen og blive helt naturligt.

Mens min søde kollega drog mod Bornholm og hyggeweekend med kæresten, blev malertøjet udskiftet med noget mere almindeligt, inden fire bradepander med pizza endte i ovnen og tretten unger sammen med to voksne kunne sætte sig foran storskærmen og se Step up 3. En film jeg ikke ventede mig meget af. heldigvis kan små forventninger tit vise sig helt modsatte.

Siden blev det tid til at rydde op og tage hjem. Pizzaen var på forunderlig vis forsvundet, dejen til morgendagens boller nåede en tur i røremaskinen og ungerne sivede stille og roligt.

Emilie og jeg satte kursen mod Vanløse og aflevering af forestillingen, men langt nåede vi ikke, før fem opbragte unger standsede os og næsten hysteriske fortalte om en mand, der nær havde bakket den ene ned og efterfølgende skældte ud så det bragede. Jeg tænker han måske har været lige så forskrækket som ungerne. Forskrækkelse fordrer ikke altid den mest hensigtsmæssige adfærd.

Jeg blev ståede og snakkede, til ophidselsen var faldet. Filmen blev afleveret og retningen afstukket tilbage mod Rødovre.

På dæmningen var der fyldt med svaner og et mindre hold fyldte det meste af stien. Jeg kunne ikke lade være med at stoppe op og tage billeder af flokken, inden jeg sadlede op igen. Før jeg nåede så langt, var den ene dog nået faretruende tæt på samtidig med at den virkede noget aggresiv. Jeg valgte at vende om, og lade et par løbere komme forbi. De havde heller ikke den store lyst og nåede et godt stykke ud i græsset for at komme forbi den aggresive af fuglene.

Jeg indrømmer gerne at være en lille smule bange for svaner. Det er store fugle og de kan bestemt godt virke temmelig respektindgydende.

Jeg endte dog med at sadle op og køre forbi. På det tidspunkt stod den stadig midt på vejen, men virkede en smule mindre interesseret end tidligere.