Det blæser udenfor. Jeg ved det, for jeg har været derude. Hele turen ind til byen og tilbage igen. Med cykel. Og tog. Med cyklen i toget.
Det var ret godt, for det blæser derude. Vender cyklen den rigtige vej, gælder det om at holde fast på både styr og bremser, for ikke pludselig at være blæst halvvejs ud på vejen. Den anden vej er til gengæld nærmest ufarbarlig. I hvert fald hvis der er store kryds i farvandet.
Hjemme er det næsten værre. Lyden af blæsten mod ruderne og lyden af altandøren, der lyder som noget der hopper af hængslerne lige om lidt, hver gang der bliver åbnet og lukket, får mig nærmest til at få nervøse tics.
Om lidt vil jeg pakke, for vi skal på vej og afsted. Vi skal på weekend. Vi skal fejre min far. På søndag runder han halvfjerds, og da han var tredive dengang jeg så dagens lys, er der ikke længere nogen vej tilbage, det næste runde hjørne står og blinker og lokker til spas om ikke så længe.
Men først min far. Og bunken der er stakket og sorteret og mistænkeligt minder om et forsøg på falskmøntneri. Jeg tror nu ikke jeg kan købe noget for dem – alle de tapede, klippede sedler, der måske når at blive starten på endnu en taske i løbet af weekenden.
Weekenden skal nemlig også byde på undervisning. Undervisning af den private slags for familiemedlemmer. Jeg er godt forberedt, har både sakse, tænger, tape, kataloger fra Magasin og nål og tråd.. Jo, jo, de skal nok lære det.
Vi har beregnet god tid til turen til stationen, for det blæser helt vildt udenfor. Vi ender med at gå et skridt frem, hver gang vi går to tilbage, og så er det godt med god tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar