Kædestrik

Nogen gange forsvinder Emilie, og når jeg begynder at overveje hvor hun er blevet af, ligger hun sødt i sin seng og sover. Andre gange går hun i seng og helmer ikke, før hun er blevet behørrigt puttet og helst også sunget for.

Men der er også de gange hvor hun planter sig i sofaen, med fuldt overlæg lægger sig ned, dækker sig med tæpper og (selvfølgelig) falder i søvn. Oftest er det Anders der blidt vækker, og får hende gelejdet ind i egen seng, men ind imellem får jeg fornøjelsen. For det er en fornøjelse.

Som regel er hun blid og medgørlig, rejser sig op og går nærmest i blinde til eget domæne, lægger sig i sengen og sover omgående videre. Det med videre er måske meget sagt, for hun vågner overhovedet ikke under processen, futter bare derudad i søvne.

Men så er der de gange, hvor hun er knap så medgørlig. Hvor hun insisterer på – stadig i søvne – at hendes værelse findes et helt andet sted, end det hjørne af lejligheden hun har fået stillet til rådighed.

Oftest drejer hun for tidligt og ligger pludselig i vores seng. Her til aften ville hun slet ikke i den rigtige retning, men ville absolut i den modsatte retning – en retning der ikke rigtig findes i vores lejlighed, mens hun udstødte lyde over mine retningsudstikkelser, der ikke er til at tage fejl af. En enkelt gang mente hun bestemt toilettet måtte være bestemmelsesstedet.

Efter lidt vaklen endte hun med at følge mine anvisninger, sover nu trygt i egen seng og pladsen i sofaen er ledig.

Nu er spørgsmålet så, om jeg skal slå mig ned og tage hul på projektet Bettina havde med i går. Det grønne armbånd, der nærmest råber på igangsætning. En strikket kæde. En lækker grøn. En dejlig gave.

Jeg kunne også overveje at gå i seng, og nå at læse lidt inden jeg falder i søvn.

Svære overvejelser.