Årets første rigtige besøg i haven

Jeg har været forbi en enkelt gang, og Anders har allerede skudt sæsonen i gang, men i dag var første gang vi sad i solen - endda ved et bord.





Berits far og hans kæreste har fået nye havemøbler og det gamle godt brugte bord-bænkesæt af den tunge slags har vi fået lov at overtage.

Bordet med de opslagne sæder stod i haven ved det lille hyggelige kolonihavehus i Brøndby. Jeg cyklede. Blot en halv time, så var jeg fremme. Anders tog bussen (busserne) og nåede at gå forkert, så jeg ventede længe alene i haven. Godt jeg havde strikketøjet med.

Jeg nåede at overveje både for og imod, for sådan et bord med påsatte bænke er ikke kun tungt, det er også både stort, bredt og uhåndterligt. Hvordan bakser man lige sådan et ud af en have, forbi et lille hus, en smal havegang og gennem en helt almindelig størrelse låge.

Det viste sig slet ikke at være noget problem, og inden længe stod bordet midt på den lille grusvej uden for huset - huset ligger som det sidste på vejen, så vi mente godt vi kunne tillade os at lade det stå der. Det viste sig at håndværksmæssig erfaring er godt, og tunge samlede borde og bænke er langt mere håndterlige på højkant.

Solen skinnede, vinden blæste koldt og jeg endte med at finde mine vanter frem, inden den bestilte 3x34 dukkede op. Den hyggelige chauffør kunne heldigvis både have bord og cykel med, og så lagde vi ellers fra og blev sat af helt nede ved volden hjemme i Rødovre.







En tur gennem skoven senere, kunne vi sætte os ved bordet, nyde solen og vejret i krogen i haven, der tager godt af for vinden. Det var næsten helt varmt at sidde der. Jeg fandt strikketøjet frem igen, Anders hev noget ukrudt op, vi snakkede lidt om planer og nød synet at de bristemodne tulipaner, æbletræet, der skyder lystigt og de skønne ternede vibeæg.

Egentligt havearbejde blev det ikke til, for Anders savnede kaffe. Altså pakkede vi os sammen igen, sagde farvel til det nye bord og begav os hjemad igen. Sådan en relativ kort udflugt endte med at tage lidt over fire timer.

Nu mangler vi kun at finde en eller anden hyggelig plante, Berits far kan plante i sin have, som tak.

Ballondans

Weekenden blev skudt i gang med en fest.

Årets sidste børnefest blev en langt større succes, end vi umiddelbart regnede med.





Blot seksten børn var meldt til, men det skulle ikke afholde os fra at holde fest. Vi dækkede op med dug, balloner, serpentinere og levende lys. I køkkenet snittede vi grønt til et helt kavaleri, og mens bollerne blev varmet i ovnen og bøfferne stegt på panden - med eller uden ost - stillede ungerne tålmodigt op i række, byggede burgere, og efterlod størstedelen af alt det grønne vi havde snittet...

Ingen så meget som overvejede at de ikke var mere end seksten. De bare hyggede, snakkede og var fælles på tværs af alder, køn og klasser. Så er det ingen sag at holde fest.

Inden det obligatoriske sliksalg, som jeg gerne så afviklet, men som også er lidt hyggeligt, nostalgisk og med tiden barberet ned til en festting - tænk en gang, for bare femten år siden var det hver fredag. Det er heldigvis slut for længe siden - insisterede vi voksne på ballondans.





De seksten børn var lige præcis otte drenge og otte piger - flest af de store piger fra femte og flest af de små drenge fra tredie, men det afholdt os ikke fra at mene, de skulle danse dreng og pige sammen.
Otte UNO-kort blev klippet midt over, alle børn trak et kort, fandt en makker, fik en ballon og så kunne festlighederne ellers gå i gang.

Ingen så særlig tilfredse ud. Men de ville alle sammen gerne have slik, og hvis ballondansen var eneste mulighed før slikboden åbnede - og hvis det kunne glæde os voksne - så (dybt suk) kunne de da godt gøre forsøget.





Det viste sig at ballondans er så sjovt at der gik konkurrence i alle parrene og, at de alle sammen var klar til endnu en omgang, da den første var slut. Anden gang mente vi de selv kunne danne par. Kun Laura ville gerne trække lod igen. Men da ingen andre ville, holdt hun fast i Lukas fra første omgang.

Så sjovt var det, at de var lige ved at glemme sliksalget - men kun lige ved.

Naya og skotøjsæsken

Naya har noget med papkasser. Jeg ved godt det ikke er ualmindeligt for katte, og af samme grund, gemte jeg den kasse, der ellers skulle have været smidt ud, lige inden kattene kom.





Den aflagte papkasse blev da også besøgt nogle gange, men den fangede ikke rigtigt.

Det gjorde til gengæld skotøjsæsken jeg efterlod midt på bordet et kort øjeblik, efter at have taget de nyindkøbte sko op. Øjeblikket efter lå Naya i æsken.

Hun kunne lige være der, og måske var det følelsen af at ligge i spænd, der fik hende til at tie stille. Det var nemlig midt i løbetiden. Hun lå der stadig, da jeg lukkede døren og kørte på arbejde. Senere skrev jeg til Anders at kassen gjorde underværker, hvorpå han straks løftede hende op i æsken - og oplevede den samme stilhed, som jeg hørte om formiddagen.

Æsken fik lov at stå midt på bordet under resten af kattenes besøg. Vi flyttede den, når vi skulle spise og katte ikke må være på bordet, men den kom altid tilbage, for den var ikke spændende hvis den stod på en stol eller nåede helt ned på gulvet.









Niks! Kun midt på bordet virkede. Her kunne hun både sove og have overblik. Hun strakte sig og vaskede sig og hygge sig i æsken. Blev hun alt for urolig fik en af de små bamser, jeg havde købt, et sprøjt baldrian i nakken og røg ned til hende i æsken, og straks faldt hun i søvn.

Den æske var det mest fantastiske længe. Også efter løbetiden. I de første dage efter var hun så udmattet, at hun sov og sov og sov - i æsken. Senere vågnede hun lidt op, løb rundt, hoppede i højden, men vendte hele tiden tilbage til æsken. Midt på bordet.

Stod æske og kat i vejen, skubbede vi lidt til den. Hun var ligeglad, blev liggende. Havde hun ligget ethvert andet sted, var hun skredet - ingen skal skubbe til mig. Men i æsken kunne vi gøre hvad vi lystede. Bare vi ikke flyttede den fra bordet.







Hun fik den med hjem. Om den er lige så spændende i hjemlige omgivelser melder historien ikke noget om. Jeg har glemt at spørge.

Og Stalin. Han forstod ingenting. Når hun en sjælden gang imellem forlod æsken på bordet, hoppede han straks op i den. Lagde sig, kiggede og undrede sig tydeligt over hvad det skulle gøre godt for.

Og så gik han igen.

Onsdagsmasker

Det er onsdag, ugen er kort og det er snart weekend. Næste uge venter endnu en kort uge - noget med årets sidste feriedag, som skal afholdes...

Onsdag betyder et kig på den igangværende bog og det igangværende håndarbejde (i mit tilfælde, et af dem, for der er altid flere at vælge mellem...)









Læse:

Jeg er langt over halvvejs i Biavlerens Lærling. Lige nu er den superspændende, Sherlock Holmes har fundet sin ligemand - eller kvinde - og selvom enden nærmer sig, er der lagt op til mere spænding, inden sidste side.

Desværre har jeg læst for langsomt. Biblioteket vil have bogen igen, og jeg kan ikke få lov at genlåne. Jeg har besluttet at betale bøden, for aflevere den inden jeg er færdig, det gider jeg alligevel ikke. 


Hækle:

Jeg er sprunget ud i den sidste og fjerde flodhest i rækken. Den skal være blå. Meget mere er der ikke at sige om den sag.

Ud over at jeg kan konstatere at fire flodheste i træk, ikke betyder at jeg kan sammensætningen af blomster udenad.

Et lille sæt

En barnedåb kræver selvfølgelig en gave. Jeg havde allerede hæklet en flodhest og strikket en kjole, men jeg synes der skulle lidt mere i bunken, og så faldt jeg over Kjappstrikka Drakt.


Hvem har ikke brug for en buksedragt uden ben og fyldt med knapper?
Jeg havde i hvert fald pludselig et voldsomt behov for at strikke sådan en.





Jeg fandt den fineste lyserøde farve hos den lokale garnforhandler. Uld og silke med en anelse nylon. Jeg er ellers ikke fan af nylon, slet ikke til børn. Men farven var så fin og garnet så blødt, at jeg overbeviste mig selv om at den smule nylon blot ville sørge for at holde på faconen. Noget silke ikke er specielt godt til.

Jeg købte to nøgler, vidste godt at min strikkefasthed ikke ville passe. Jeg kunne ikke lide ryggen, og ændrede lidt, inden Sille fandt hjerteformede knapper, der gjorde sig godt til det lyserøde. Et nøgle senere var jeg færdig, og lå derfor inde med det andet nøgle.





Der skal vel næsten en trøje til, tænkte jeg, fandt en opskrift, fik flere knapper af Sille, købte endnu et nøgle garn - for korte ærmer virkede alligevel for dumt og endte med også at strikke en hue.

Tre er et sæt. Sættet blev modtaget med glæde.

Endda ekstra glæde, da moderen ugen forinden havde stået og kigget på en dragt nærmest magen til, til en pris hun alligevel ikke kunne få sig selv til at betale.








Design: Kjappstrikka Drakt af Paelas.


Garn: Permin Zenta, farvenummer 883303.

Den lille dragt vejer 48 gram


Pinde: 4 mm.


Størrelse: 1 år. Den faktiske størrelse er vist nærmere 6 måneder.







Bemærkninger: Min strikkefasthed passede ikke, så ud over at strikke efter opskriften nåede jeg at tilsætte endnu et knaphul. Ellers blev den ikke lang nok.

Da ryggen var fire retriller kortere end forstykket, strikkede jeg noget anderledes end opskriften, for at få en lidt bredere og højere ryg. Jeg synes den blev for bar.

Fra retsiden strikkede jeg: 12 ret, 1 vrang - perlestrik til de sidste 13 masker - 1 vrang, 12 ret.
Vrangsiden: 13 ret - perlestrik til de sidste 13 masker - 13 ret.

Dernæst begyndte jeg at tage ind:
Retsiden: 12 ret, 1 vrang - perlestrik til de sidste 13 masker - 1 vrang, 12 ret.
Vrangsiden: 12 ret, 1 ret løs af, 1 ret, træk den løse maske over - perlestrik til de sidste 14 masker - 2 ret sm, 12 ret.
Gentag de to pinde yderligere 2 gange = 4 retriller.

Luk 8 masker i hver side, fortsæt med at lukke af på vrangsiden til der er 20 masker tilbage.
Strik lige op, til bagstykket måler 25 centimeter fra bagbenet.
Strik 3 retriller over alle masker.

Skulderstropperne strikkes over 7 masker - de midterste 6 masker lukkes af.
jeg strikkede stropperne cirka 16 centimeter.


Har du lyst til at se flere billeder af dragten, kan den ses lige her på Ravery.











Design: Hyphen af Lisa Chemery.


Garn: Permin Zenta, farvenummer 883303.

Der gik 73 gram til den lille trøje


Pinde: 3,75 og 4 mm.


Størrelse: Igen passede strikkefastheden ikke, så jeg brugte maskeantallet til 18 mdr og målene til ca 12 mdr. Den blev i sidste ende lidt mindre.







Bemærkninger: Bortset fra at flytte knaphullerne, så de passer til en pige (højre side) strikkede jeg lige efter opskriften.

Jeg er ret vild med det lille vævestrikmønster.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.











Design: Alladin af Drops Design.


Garn: Permin Zenta, farvenummer 883303.

Der gik 16 gram til huen.


Pinde: 3 mm.


Størrelse: Jeg håber den passer nogenlunde i størrelsen til de to andre dele i sættet.








Bemærkninger: Også her virkede strikkefastheden ikke. Denne gang var det bare med modsat fortegn, og selv den mindste størrelse blev for stor.

Jeg slog 96 masker op og fordelte dem således:

19 m - 1 m - 19 m - 1 m - 7 m - 1 m - 7 m - 1 m -  7 m - 1 m - 19 m - 1 m - 19 m - 1 m.

Herfra fulgte jeg opskriften.

En anden gang ville jeg nok ændre de yderste 19  m til 17 m og de 7 m til 9 m. Eller noget andet deromkring.


Har du lyst til at se flere billeder af huen, kan den ses lige her på Ravery.

Regitze

I går besøgte jeg en lille kirke syd for Mors. Jebjerg Kirke på Salling dannende ikke kun rammen om påskedagsmessen, men også om dåben af en lille ny verdensborger.




Min fætters førstefødte skulle have navn, og gæsterne kom fra nær og fjern. Vi var vist de fjerneste, og dem der brød op først.

Trods påskedagens bibelord om lidelse og opstandelse lykkedes det præsten at holde en fin tale, der både inkluderede det lille ny liv og dagens bibelske budskab. Jeg forestiller mig ikke, det er den nemmeste sammensætning.

Og som jeg sad der i den smukke landsbykirke, slog det mig at selvom ordene og budskaberne langt hen ad vejen er de samme, som jeg oplever i kirker i den østlige ende af Danmark, var der også bitte små forskelle. Forskelle, som ikke umiddelbart betyder det store, men som alligevel fik mig til at tænke på forskelle mellem by og land, mellem landsdele og hvorfor det somme tider er nødvendigt for folk at gøre opmærksomme på forskellene.







Som barn var jeg altid kusinen fra København, når jeg kom til fyn, til Jylland eller til Lolland. Allerede dengang undrede jeg mig over hvorfor jeg ikke bare kunne være kusinen, men også skulle påklistres dyder, der ikke føltes positive. For når man kommer fra Djævleøen, er det sjældent med positivt fortegn.

Jeg kan godt lide forskellighed og vi er forskellige. Men for mig at se er det ikke kun fra landsdel til landsdel vi er forskellige. Mine kolleger er forskellige, selv i min familie oplever jeg forskellighed. I min optik er forskelligheden alt for ofte negativt ladet. Jeg vil hellere udforske og lære af andres erfaringer, syn og opfattelser.

Efter dåben blev kaffen rullet ind i kirken. Det har jeg aldrig oplevet før. Men hvor var det hyggeligt og meget mere vedkommende, at se mennesker stå tæt i kirkegangen mellem bænkene, tale, drikke kaffe og lytte til hinanden, end når gudstjenesten er til ende og alle forsvinder hvert til sit.

Jeg oplevede nye måder at være sammen. Jeg oplevede glæde og samvær, som jeg ikke har oplevet andre steder på helt samme måde. Og hvor var det skønt.

Feriens sidste punkt

Selvom det først er i morgen, står feriens sidste punkt for døren.





Om lidt kommer min svoger og henter mig. I morgen skal vi til barnedåb på Salling højt oppe i Jylland. Vi skal tidligt op, så jeg sover hos min søsters. Kirkehandlingen starter klokken 10.30.

Jeg er klar. Jeg har pakket. Jeg har husket både gave og strikketøj.

Så kan det vel ikke gå helt galt.

Barkformationer

Jeg roder rundt i dagene, og synes at nu må det snart have været lørdag. I går for eksempel. I går kunne godt have været lørdag.





Det var det ikke. I går var torsdag og påskefrokost sammen med skønne mennesker. Midt i det hele, og med en pludselig indskydelse, fandt jeg på at tjekke op på togtider og sidste afgange. Og så fik jeg travlt.

Sådan en skærtorsdag kører togene ikke hele natten. Til gengæld mødte jeg glade mennesker hele vejen hjem. Både gruppen af unge, der skulle i byen, og var i tvivl om de skulle stå af på Valby eller Nørreport. Jeg skyndte mig at fortælle dem, at toget stoppede ved Hovedbanen, og så var beslutningen noget lettere.

På Langgade station stod tre unge gutter, jeg fulgtes med ned ad trappen. Mens jeg stillede mig op og ventede på natbussen, spurgte først den ene om 9A mon kørte her. Det gjorde den desværre ikke, den kører ellers lige hjem til os. Natbussen standser heldigvis ved samme stoppested, så jeg var godt hjulpet.

De tre gik videre, den ene vendte om, og skulle bare lige være helt sikker på, at de stod på Valby Langgade. Det kunne jeg bekræfte, de ønskede en fortsat god aften og forvandt. Ikke længe efter kom bussen, og hjemme blev jeg mødt af en frisklavet kande varm the.

Slet ikke nogen dårlig afslutning på den skøn, og til sidst noget kold aften.







På kirkegåden den anden dag mødte vi en busk. Det var egentlig ikke busken vi gik efter, men bænken lige ved siden af. Jeg ville nemlig gerne sidde ned, mens jeg konfererede med min telefon om turen fra Bispebjerg til Papirøen.

Jeg kiggede telefon og Anders' øje blev fanget af busken.

En fin busk med fine små lyserøde knopper, der sikkert bryder ud i lige så fine blomster inden længe. Men med mærkelige udformninger på grenene. Bark der vokser sjovt.

Den fine busk så ikke ud, som om det gjorde ondt på den. Den så ikke ud til at lide overlast. Men vi blev nysgerrige. Hvorfor gør den det? Hvad er det for en busk? Skal den se sådan ud?

Er der nogen, som kan lette vores nysgerrighed?