Jeg bliver tit spurgt, om jeg altid strikker

Svaret er altid ja. Jeg har altid stikketøjet med mig. Jeg har flere projekter i gang og jeg føler mig en smule nøgen, hvis jeg kommer af sted uden. Også selvom det aldrig kommer op af tasken.

Min kalender har været fyldt til bristepunktet de sidste uger. Jeg er gået kold, når jeg er nået hjem, og selvom jeg nok har samlet strikketøjet op, er det begrænset hvor meget jeg har fået strikket henad aften.

Jeg skal helst strikke hver dag. Allerhelst hver aften. Det er her jeg kobler af, samler dagen og bliver parat til en ny. Når jeg det ikke, kan jeg mærke stressniveauet blive højere.

Heldigvis har de mange kalenderplaner også indeholdt møder. Temmelig mange synes jeg, og en hel del af dem, har været af den slags hvor det er tilladt at strikke. Det betyder at selvom jeg helst skal nå at strikke adskillige pinde hen under aften, bliver behovet alligevel nogenlunde opnået, når der er tid undervejs.

Og når jeg ser tilbage på uger uden de store stikketider i sofaen, kan jeg konstatere at sweateren til min far, der først for alvor så dagens lys sidste weekend, allerede er vokset en hel del. Og det til trods for at halsen er strikket om mere end en gang, og jeg havde regnet forkert, da ryggen skulle være lidt højere end forstykket og mønstret pludselig ikke passede, da det skulle samles under armene.

Den tegner godt. Jeg skriver masser af noter, og jeg tager mig i at glæde mig til at se det færdige resultat.

Måske årets sidste dag i haven

Jeg havde brug for ingenting i dag, og ingenting har fyldt dagen. Godt op.

Mest af alt har jeg siddet i sofahjørmet med strikketøjet på skødet, benene oppe og så absolut lavet ingenting. Ind imellem har jeg strikket, og når jeg alligevel stod op, har jeg også både tømt og fyldt opvaskemaskinen. Jeg har været en tur i Fakta efter det allermest nødvendige – i dag var det chips og cola, og da solen ikke længere stod allerhøjest, men stadig lokkede med det klareste solskin fra en skyfri blå himmel, samlede vi os sammen og gik i haven.

Efter første år med have, kan vi (Anders) konstatere at nok er der stadig masser af ukrudt, men ikke nær så meget som da vi startede. At gift har været bandlyst har gjort det sværere at nedlægge det hele, og Anders er da også nået frem til at næste år vil han gå Søren Ryge i bedene og forgifte enkeltvis. Det tager selvfølgelig længere tid, end at sprøjte godt og grundigt, men det er bedre for miljøet og vi kommer formentlig aldrig i bund uden hjælp.

Specielt den der ukrudt, som jeg ikke aner hvad hedder, der kun bliver flere af, når den bliver hakket midt over eller hives i stykker, når der trækkes i den, er svær at komme til livs.

Efter et år kan vi også konstatere at nok er artiskokker fine og pæne og smager godt, men de fylder afsindig meget og er de vildeste bladlusmagneter. Vi går nok uden om artiskokkerne næste år. Samtidig kan vi konstatere at, når artiskokker og tomater plantes side om side og artiskokkerne vokser til afsindig størrelse, bliver det svært at få fat i alle tomaterne.

Det hjælper heller ikke når tomaterne ligger hen ad jorden. Altså kan vi også konstatere at det vi troede kunne holde tomatplanterne oppe, ikke virkede og noget andet skal til næste år. Vi plukkede alle de tomater vi kunne komme til og lod resten være. Om ikke andet er det sikkert god gødning til en jord, der stadig er præget af udsultethed over mange år.

Vi hev også gulerødder op, plukkede de sidste blåbær, bladbeder og bønner. Vi kan ikke prale af en stor høst, men lidt har også ret og vi (igen nok mest Anders) har lært meget af dette første år. Vi er i hvert fald ikke slået ud, og er klar til endnu en sæsson.

Vi fik lagt løg til tulipaner og alium i flere versioner. Et fint langt og forhåbentlig noget mere prangende bed, end de tolv tulipaner jeg plantede sidste år. De rakte ikke langt. Vi beundrede bladene på en busk, vi ikke er helt klar over hvor hører til – måske er det vores hæk, måske er det naboens – men bladene har tydeligvis taget farve efter mariehønen.

Vi sørgede lidt over at spidskålen aldrig blev til noget og håber at etageløgene, der står fint vokser en næste etage til, når foråret sætter ind.

Endelig kunne vi beundre årets eneste gorgine. Vi plantede en del. Men ingen kom op. Eller det vil sige.. her lærte vi også nyt. Sneglene i haven synes nemlig at de spæde georgineskud, der igen og igen forsøgte at komme op over jordoverfladen, smagte fantastisk. Først da Anders bredte et tykt lag kaffegrums ud på jordoverfladen omkring de spæde skud, fik de lov at vokse. Snegle kan ikke lide kaffegrums, men kun en enkelt plante nåede at vokse sig stærk nok til at sætte blomst. Den har masser af knopper, men spørgsmålet er om mere end den ene når at springe ud.

Vi prøver igen næste år. Bevæbnet med kaffegrums og forhåbentlig overvinterede georgineknolde.

Sience i Skolegården

To store blå containere fra Energi og Vandværkstedet dannede i denne uge rammen for udendørs undervisning om vandets vej og klimaforandringer.

Da de blev sat op, var de ikke specielt spændende at se på, men da de i mandags blev slået ud til over dobbelt størrelse, området mellem blev belagt med en kæmpe spilleplade og pladsen omkring inddraget til leg og læring, var det et noget andet scenarie.

Alle skolens elever fra 3. til 6. klasse har været gennem timelange forløb sammen med kompetente folk fra Energi og Vandværkstedet. Timer, der for alle løb alt for stærkt. Timer der blev fyldt med ny viden og sjove oplevelser målrettet de forskellige aldersgrupper.

De timer, vores egne elever ikke skulle bruge pladsen, kom elever fra andre af kommunens skoler, og det har været en fryd at se ud gennem Klubbens ruder på det virvar og den glæde alle gav udtryk for.

Jeg var så heldig at være med da 3. klasserne i mandags legede med vand. Jeg var ikke med hele vejen, og da mine regulære timer var færdige og jeg kunne slutte mig til flokken i skolegården, havde alle så godt styr på hvad det gik ud på, at jeg kunne nøjes med at kigge på, spørge og tage en mængde billeder til det kommende nyhedsbrev.

De to containere har været rundt omkring de sidste mange uger. De står en uge hvert sted, somme tider på rådhuspladser, somme tider ved stadions og somme tider på skoler. Det var skønt at se hvor engagerede medarbejderene var og hvor vilde ungerne var med at løse de forskellige opgaver.

 

Det ultimativt sjoveste og mest besøgte, var det store toilet på toppen af den ene container. Man kunne nemlig kravle ned i toilettet, gennem kloaken og se hvor mange ualmidelige ulækre ting og sager der findes dernede. Ungerne kom ud og fortalte om rotter, lorte, kondomer, edderkopper og andet klamt (alt sammen af plastik, men temmelig naturtro) – men intet kunne få dem fra endnu en tur i dybet.

Hippiestriber #4

Det tredie sjal i forsøget på at afvikle noget af lageret strikkede jeg cirka halvanden gang. Jeg stoppede alle de pink, lyserøde og lilla nuancer i tasken, inden jeg tog på lejrskole og strikkede løs i alle pauserne.

I toget på vej hjem stoppede jeg, for jeg brød mig faktisk ikke om resultatet. Jeg havde ellers nået at overbevise mig selv om at strikke videre og videre, sætte den ene farve efter den anden. For jeg har før oplevet at noget der startede grimt, hen ad vejen bliver rigtig fint. Da jeg sad i toget, cirka halvvejs gennem sjalet, troede jeg ikke længere på det.

Planen var at alle de lyserøde og lilla nuancer skulle ende i et sjal til Emilie. Altså lod jeg hende kigge på det jeg havde frembragt og spurgte om hun synes det var pænt. Emilie kiggede lidt på det, før hun meget diplomatisk svarede:

 

Hvis nu du piller det hele op, og jeg vælger rækkefølgen, vil du så strikke det igen?

Det ville jeg.

Emille sorterede groft, jeg foreslog at tilsætte en købt pink, for at få størrelse nok, og da den lokale købmand lå inde med en fin pink, købte hun den på stedet, lagde op, ændrede og nåede til sidst frem til en rækkefølge, der var langt pænere end det jeg startede med.

Så pæn at det færdige sjal for længst er taget i brug.

Design: Transition Stash-buster Shawl af Lykkefanten.

Garn: Et sammensurium af rester fra gamle projekter – her listet op:

1 – En rest lilla supersoft fra Kræmmerhuse strikket for længe, længe siden. Jeg købte dem som et kit fra Kastaniestrik, vistnok den ene gang jeg var til Strikkefestival på Fanø. Det var i 2009.

2, 3 og 6 –  Resterne fra Emilies Color Craving. Knit Picks Palette i forskellige pink nuancer. Hun valgte dem selv og nu får hun glæde af resterne.

4 – Igen en rest af Emiliegarn. Denne gang resterne fra Krokodillesutskoene, som jeg sendte til Husholdningsskolen, og som hun siden sled i smadder. Jeg tænker at striben her holder længere end skoene. Og det trods påsyede såler. Garnet er Wool fra stof&Stil.

5 – En gammel, gammel rest. Da jeg sidste år strikkede Høstjakken var det af garn, der har ligget år efter år efter år. To forskellige – en tyk rød uld og en noget tyndere vinrød alpakka. Her er det de sidste rester alpakka, købt for længe siden i Strikkeboden på hjørnet af Fiolstræde og Krystalgade. Butikken lukkede for nogle år siden, men afdelingen i Lyngby findes stadig. At det er de sidste rester betød ikke at der næsten ikke var noget tilbage. Der lå det meste af halvanden nøgle i bunden af kassen med garn, og derfor er det også den bredeste (og blødeste) stribe på sjalet.

7 – En rest Kauni fra Echo Flower Shawl. De sidste rester er brugt i utallige småting og farverne blev delt alt efter ønske. Tilbage er kun den lilla i flere bundter. Der ligger stadig en del i garnkassen og her brugte jeg kun et af de mindre nøgler.

8 – For at afslutte sjalet og gøre det stort nok blev det sidste her tilføjet garn købt til projektet. Bumbo Merino i en sprød pink, der både er kant forneden og langs øverste kant.

Det færdige sjal vejer 268 gr.

Pinde: En lang rundpind nr 4.

Størrelse: En hel del større end jeg lagde ud med at forvente. Højden på sjalet er 93 cm, mens vingefanget er 223 cm.

Bemærkninger: For at få de meget lange vinger og bindesjalsfacon har jeg fortsat udtagningerne på hver eneste pind i yderkanterne, som i opskriften kun foregår over et kort stykke.

Som kant valgte jeg den påstrikkede kant fra Follow Your Arrow 2 af Ysolda teague. Den er sjov at strikke, meget hurtig at huske og uendelig inden den når fra den ene ende til den anden. Jeg lavede ikke noget hjørne, var heldig at jeg nåede hjørnet midt i en tak og strakte blot i facon, da sjalet lå fastspændt og vådt på gulvet.

Jeg synes sjalet var uafsluttet langs øverste kant, uden en form for kant og hæklede en række fastmasker og en række musetakker tilbage for at matche takkerne i den nederste kant.

Det var sidste sjal af tre.

Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.

Monumenter på en fodtur

Dengang i søndags da vi gik Ecco Walkathon var dagen mest præget af regn.

Midtvejs klarede det op, men det forsvandt igen. Først da enden var nær, målet næsten i sigte og turen gik langs Langelinie klarede det op. Det var også her vi mødte de prominente monumenter. Sådan nogle er bare pænest i solskin.

Jeg måtte krave helt ned til Den lille Havfrue, for at få et billede i en vinkel, der udelukkede de mange turister, der også gerne tog billeder, mens det var lidt nemmere at forevige Gefion, der pløjer Sjælland ud af Sverige med sine okseforvandlede jættesønner.

Som barn synes jeg Gefionspringvandet var noget af det mest spændende at se, og selvom jeg havde glemt historien, var der stadig noget dragende over skulpturgruppen og det brusende vand, da vi gik forbi.

Endelig var der den engelske kirke, som vi passerede mere end en gang.

Den er så fin udefra, og da et stort skilt inviterede os ind, slog vi til og kiggede ind. Den er ikke særlig stor indenfor, og selvom den egentlig ikke sagde mig særlig meget var der alligevel fine detaljer.

Specielt døbefonden der på fire sider har bibelske relieffer med hentydninger til børn og den selvfølgelighed der er omkring børn i kirken – legetøj og bøger stod frit fremme pænt ordnet i et hjørne – synes jeg gav kirken sin egen personlighed.

Vejret var stadig godt, da vi havde afleveret gåbeviserne og begav os på endnu en vandring. Denne gang til stationen og toget hjem.

På en tirsdag

I går lavede vi bolsjer.

Den klistrede fornemmelse, jeg plejer at opleve, udeblev.

Næsten.

Mit hår optog alle sukkerdampene.

Godt jeg undlod at vaske det i går morges.

Nu er det rent. Og klar til en ny dag.

En dag der slutter, når den ordinære arbejdstid er slut.

Sådan en dag, der ikke er mange af for tiden.

Jeg glæder mig til en aften hjemme.

I morgen går det løs med aftenarrangementerne igen.

Men næste uge…

…er min kalender fyldt med planer om tidlige dage og aftener i sofahjørnet.

Det er ved at være tiltrængt.

I solskin gennem byen

Lørdag var helliget familien. Min familie. Den årlige familiekomsammen var i år henlagt til min søsters have (da luften blev for kold – stue) og var som vanligt et gensyn, en opfølgning, masser af grin og sjove historier.

Jeg var sent hjemme. Så sent at jeg kun lige nåede det sidste tog. Fra Næstved.

Søndag handlede også om familie. Denne gang Anders’. Lillebror fyldte år og havde inviteret på brunch. Brunch er hyggeligt, selskabet fint og jeg fik hilst på Anders’ far. Nogen kunne måske mene det var på tide efter tretten år…

Det med en gave var svært. Anders havde ingen ideer og det eneste jeg havde hørt William tale om, sidst vi sås var æblevin. Da først tanken slog rod blev den bedre og bedre, Anders var med på ideen, hvorfor vi mødte op med et æbletræ. For vin skal laves fra bunden.

At fødselaren ingen have har og bor i en lejlighed, var ikke vores problem. Og det løste sig da også ganske fint da tredie brormand tog træet med hjem i pleje.

Anders var i virkeligheden syg, og da selskabet brød op for at fortsætte fejlringen på Bastard Café måtte han give op og tage hjem. Jeg havde ikke mod på at fortsætte alene, fulgte ham i stedet til toget og fortsatte gennem Vesterbro, hjem til Sille, der havde varm the på kanden.

Vi havde i første omgang en aftale, jeg måtte aflyse da fødselsdagsinvitationen lå klar. Nu blev aftalen alligevel til noget.

Ved Dybbølsbro Station vinkede jeg farvel til en noget omtåget Anders og fortsatte gennem Dybbølsgade mod Enghave Plads. Ved indgangen til Dybbølsgade står to søjler. Jeg kan ikke finde ud af hvad de hedder, eller hvem der har lavet dem, men de fine at kigge igennem og rammede gaden ind.

Ved Sommerstedgade står en bunke cykler i glas. Denne gang med mulighed for at vide hvorfor og af hvem. Skulpturen er lavet af Franz Beckerlee og refererer til digtet Cyklerne i Sommerstedgade skrevet af Lean Nielsen. Samtidig lukker skulpturen af for gennemgang, og blev vist stillet op i forbindelse med lukning for gennemkørsel og oprettelse af et lille torv.

Jeg kunne godt lide bunken af cykler.

Ved Enghave Plads er der ombygning. Det har der været længe, og en stor kran bevidner renoveringen af pladsen, der ellers er lukket af bag et stort hegn. Jeg drejede til højre ved hegnet, og gik forbi butikken hvor vi købte is i lange baner, dengang ungerne og jeg manglede et sted at bo, og havde lånt et værelse hos en bekendt.

Der er ikke længere is i butikken. I stedet er stedet i dag en coffeeshop fyldt med mondæne hipstere. Det var næsten som var en del af barndommen slut, og det selvom det slet ikke var min barndom og i hvert fald en af mine unger slet ikke vil kunne huske det.

Fra Enghave Plads fortsatte jeg ad Lyrskovgade og drejede op ad Vesterfælledvej og forbi Humlebyen. Humlebyen blev bygget som arbejderboliger for arbejderne på B&W. Området ligger lige bag Carlsberg og navnet hentyder da også til bryghuset. Boligerne blev tegnet af den samme arkitekt som stod bag Kartoffelrækkerne, og de ligner også i høj grad hinanden.

Mens Kartoffelrækkerne i dag er moderniseret og renoverede så de ikke længere ser ud som da de var nye, er der strenge restriktioner for Humlebyen, der har holdt på det oprindelige.

Hvor Kartoffelrækkerne ligger i lige åbne rækker lukker Humlebyen sig om sig selv og bevæger man sig ind i områder er det nærmest som at komme til et helt nyt sted langt væk fra byens støj og larm. I dag er husene ejerboliger, de koster en krig og langt de fleste kræver en kærlig hånd. De er nærmest ikke til at komme i nærheden af, hvis ikke man er både født og opvokset i området, men havde jeg råd og mulighed gad jeg godt bo lige præcis der.

Ved Vesterbrogade krydsede jeg over, satte tempoet op, og kunne snart efter sætte mig i Silles sofa med en varm kop the.

På en fredag

Ugen er ved at være slut. En uge der har budt på lidt af hvert. Mest lange dage.

I går var ingen undtagelse. I går var der dialogmøde mellem Børne- Kulturforvaltningen, kommunens skolebestyrelser og hvem der ellers har lyst. Det plejer at være spændende møder, der udfordrer, sætter på spidsen og lægger op til god debat. I går var undtagelsen. I går virkede mest som rygklapperi af værste skuffe. I går var uden snak og udelukkende lytning. I går kunne jeg godt have været foruden.

Så ved jeg det.

Til gengæld var onsdagens møde af en helt anden kaliber. Et møde med en fornuftig dagsorden, med engagerede deltagere, med reel snak, gode ideer og tiltag. Sådan et møde, der kan gøre een en smule høj og med lyst til at komme igen en anden gang.

Ugen har også budt på vikardækning. I går var mine egne elever på tur, og jeg endte derfor i en tredie klasse. En af de klasser, der næsten består af flere spillopper, end børn der ser nogen som helst ide i skolearbejde og muligheden for at lære. Sådan noget sætter på prøve. Jeg tog fat i Louises nye tiltag, lånte, kopiere og forklarede. Langt de fleste kunne bruge det til noget.

Jeg havde også et spil med. Sådan et der kræver hele kroppen, kræver samarbejde og samtidig er sjovt. Sådan et, der hurtigt bliver en leg. Helt uden at ungerne ved det ikke er det. Det virkede. Over al forventning. Det er godt at vide, hvis jeg en anden gang skal ned til dem igen.

I dag er det fredag. Det betyder måske nok weekend, men ikke sådan en med benene oppe. Men gode oplevelser, er jeg ret sikker på.

Men først venter mine egne elever.

Endnu en fugl

Anders har en kollega, der er blevet far. Samme kollega har mere end en gang udtrykt sin uforbeholdne glæde over de hæklede dyr – og han har kun set dem som billeder.

Han gav op på en flodhest, da det gik op for ham hvor meget sådan en ville koste. Jeg vil nemlig have betaling pr time, eller slet ikke noget. I virkeligheden vil jeg hellere give fordi jeg har lyst end lave noget som helst på bestilling. Det er nok også derfor jeg som regel siger nej på forhånd.

Det er i øvrigt ikke nemt, og noget jeg har øvet mig på i mange år.

Og slet ikke det jeg ville skrive om her.

For når nu Mark er blevet far, og når nu Mark synes at de hæklede dyr er fantastiske. Og når nu Anders i virkeligheden synes det samme, og gerne ville give Mark et dyr. Så hækler jeg selvfølgelig.

Vi enedes om en fugl. Ikke fordi jeg ikke ville lave størrer, mere fordi jeg ikke kunne overskue mere. Og hvis jeg skulle nå at blive færdig inden en eventuel konformation, så ville småt være bedst.

Anders valgte farver – drengefarver. Og jeg satte i gang.

Mark fik den i tirsdags. Han skulle have haft den i mandags, men den ville ikke med Anders på arbejde. Det var i hvert fald ikke fordi han glemte den. Modtagelsen skulle efter sigende have været et skønt syn, og hvorvidt baby har fået lov at overtage ved jeg ikke noget om.

Men mon ikke….

Design: Bluebird of Happiness African Flower Crochet Pattern af Heidi Bears.

Garn: Bomuld i flere varianter. Fuglen har et forbrug på 54 gram fordelt på 5 farver (jeg løb tør for den ene og måtte improvisere) og en lille bitte smule til næb og øjne. Det er noget nær oplagt at hækle fugle af rester, de mange farver fordele sig på et forbrug mellem 0 og 19 gram hver.

Fuglen er stoppet med fiberfyld fra en IKEApude. Den har en færdig vægt på 92 gram og fordi modtageren er en baby er glasøjnene byttet ud med hæklede af slagsen.

Nåle: Jeg har brugt en hæklenål nr 2½.

Størrelse: Jeg ved ikke hvor stor den er, men den ligger fint i to hænder.

Bemærkninger: Jeg løb tør for den grønne, der danner blomst. I første omgang troede jeg, at jeg ville have nok, hvis jeg byttede om på anden og tredie farve på vingerne. Det gik også næsten, men jeg måtte have en femte farve i spil til den inderste femkant i vingerne – den man alligevel ikke kan se.

Jeg kan så afgjort bedst lide glasøjne til dyrene, men det duer ikke til babyer. Derfor nåede jeg også at lave adskillige forsøg på hæklede øjne, inden jeg besluttede at nu var det nok – og det bliver ikke bedre.

Vil du se flere billeder af fuglen, kan den ses på Ravelry.