Rygradsfornemmelse

Jeg tog to piger i at lyve i dag. Det er ubehageligt. Og slet ikke nødvendigt. Faktisk var det ganske unødvendigt. Synes jeg. Men sådan er der så meget.

Det er sådan nogle situationer jeg øver mig i, for jeg synes ikke jeg er god til det. Jeg vil helst tro på andre når de siger noget, og jeg havde ikke andet bevis end en følelse af at alt ikke var som det skulle være. Jeg var så sikker at jeg spurgte, selvfølgelig benægtede de, og uden bevis bliver jeg lammet og ved i virkeligheden ikke hvordan jeg så skal takle situationen.

Jeg har ikke lyst til at anklage nogen uretmæssigt. Det duer ikke. I virkeligheden handler det slet ikke om at pigerne lyver. Det handler i langt højere grad om at jeg er frygtelig konfliktsky, og glemmer alle de værktøjer der ligger dybt begravet i min rygsæk. Det handler om den lammelse jeg oplever i situationen, og som gør at jeg glemmer hvordan jeg bør handle.

Set i bakspejlet ved jeg godt hvad jeg skulle have gjort. Jeg ved godt jeg skulle have været ærlig og have sagt præcis det jeg tænkte. Og følte. For jeg vidste de løj. Jeg kunne mærke det. Det var så tydeligt. Men jeg sad fast i mig selv, og glemt at mærke efter.

I stedet fandt jeg den kollega der er allerbedst i netop sådan nogle situationer, og inden jeg nåede længere end starten på historien viste det sig, at hun sad inde med den viden jeg ikke havde. At hun havde set lige præcis det der skulle til, for at vende historien.

Og selvom det sikkert havde været bedre med en fornuftig snak med pigerne, der kunne have givet dem mulighed for selv at gå til bekendelse, så synes jeg alligevel vi fik en god snak, der gav mig mulighed for at øve, og pigerne mulighed for at komme videre på en fornuftig måde.

Om jeg husker de rigtige handlemønstre næste gang er langt fra sikkert. Men jeg øver mig, og ved godt at det i høj grad hænger sammen med hende den søde og pæne pige, som jeg har en aftale om at pakke godt og grundigt væk.

Bare en gang imellem.

I sidste øjeblik

Kjolen blev på det nærmeste hevet ud af symaskinen og stoppet ned i en pose, inden Emilie hoppede på min cykel, der blev efterladt ved stationen, så hun kunne nå toget og tilbagegang til skolen inden lukketid.

Jeg har ingen billeder. Jeg er ikke tilfreds med alt. Det sidste skete i et tempo, der umuliggjorde rettidig omhu, og jeg tog beslutninger, som kunne have været bedre.

Men kjolen er færdig. Den bliver ikke bedre nu. Det allersidste må jeg sy, når den engang kommer hjem igen.

Tilbage ligger de sidste fire rhinsten af hundrede, jeg syede på i går. Måske ligger der et par stykker mere i sofaen, men der sidder uden tvivl mange på kjolen. Tilbage ligger også de små grønlandsperler, der blev sat mellem de større glasstykker og mindst fire tomme trådspoler.

Billederne må vente. Emilie har lovet at tage nogle, eller lade nogen tage. Og ellers må jeg vente til hun igen er hjemme.

Stuen ligner noget der er løgn. Nu venter oprydning og et par dage inden næste projekt – konfirmationskjolen til Victoria.

Follow Your Arrow 2

Nogen sjaler er nemmere at tage gode billeder af end andre. Det netop færdige er ikke et af dem.

Efter at have strikket i noget der ligner en evighed, blev jeg endelig færdig og kunne se magien udspille sig, da jeg sent onsdag aften skyllede op og spændte ud. Min nålepude kom på alvorligt overarbejde, da alle de små spidser skulle rettes ud, og et reelt ønske om wires til blocking dukkede pludselig op.

I morges kunne jeg samle det tørre og udspændte sjal op fra måtterne på gulvet, væve enderne ind og pakke halsen ind i den blødeste alpaca, inden jeg hoppede ud af døren til møde, forberedelse, infoskrivning, observationer, kursus, endnu et møde og en lille smule samarbejde med både helt små og et enkelt meget stort barn. Det sidste er noget af det bedste – når forlængst udgåede, voksne “børn” dukker op, enten for bare at sige hej, eller som i dag, fordi de ved at hjælp kan hentes.

Først på vej hjem kom jeg i tanke om billedetagning, og gjorde holdt ved den lokale skole, hvor et hjørne med fliser og et par store kampesten lagde for i forsøget på at forevige. Sjalet var ikke længere så sprødt og funklende i formen som i morges  – selv en enkelt dags brug bærer frugt. Jeg gjorde forsøget, og måtte sande at jeg har taget bedre billeder af andre sjaler til andre tider.

At farveforskellen mellem fliser, sten og garn er nærmest ikke-eksisterende hjalp selvfølgelig heller ikke meget. Men alternativet – det orange faldunderlag på lagepladsen blev alligevel for meget….

Hjemme dukkede Emilie op, og dermed var der pludselig mulighed for helt andre billeder, der trods modlys og solnedgang gør meget mere for det skønne sjal.

For skønt, det er det – og jeg er flyttet ind.

Design: Follow Your Arrow 2 af Ysolda Teague.

Garn: Blackhill Superfine Alpaca i farverne brun og petrol – en tråd af hver - sat sammen med en enkelt tråd Blackhill Pacalina farve 34. Til de ensfarvede pile brugte jeg en rest Blackhill Højlandsuld i farven Åbent hav. Alt garn er fra Garnudsalg.

Det færdige sjal vejer 245 gram, fordelt med ca 95 gram af hver af de to fine alpacaer og lige over et nøgle Pacalina.

Pinde: Hele sjalet er strikket på en rundpind 4mm – med en meget lang wire.

Størrelse: Jeg var undervejs bange for at sjalet ikke blev særlig stort. Det kunne jeg godt glemme alt om. Det færdige sjal måler 187 x 67 cm.

Bemærkninger: Det skønne ved Ysoldas mystiske sjaler er muligheden for at vælge mellem flere forskellige muligheder i hvert clue. Det giver et utal af variationer og selvom der er strikket mange sjaler, er der også rigtig mange helt forskellige, når jeg kigger på de færdige sjaler på Ravelry.

Jeg valgte kombinationen A, B, A, B, (BA). Forklaring følger.

Clue 1: A. Jeg nåede at strikke clue 1 et par gange. Ikke fordi der var noget galt med det strikkede, men fordi jeg strikkede clue 2 om flere gange, og endte med at måtte pille det hele op, da vendepindene fra clue 1 drillede. Det betød at jeg besluttede at ændre en lille smule i clue 1 i forhold til opskiften. Jeg ville have et dybere sjal, end jeg kunne se det potentielt ville udvikle sig til. Derfor valgte jeg at vende for hver 3 masker i stedet for det, jeg ikke kan huske står i opskriften.

Clue 2: B. Jeg startede med at strikke 2A, men jeg blev aldrig rigtig glad for det. Altså byttede jeg til B i stedet. Efter at have strikket mig gennem hele cluet, kiggede jeg billeder, og måtte sande at det ikke altid er en fordel at vente med at kigge på andres billeder til afsnittet er færdigstrikket. Faktisk er der ret gode grunde til også at kigge med undervejs. Også selvom jeg altid tidligere har synes det er lidt på linie med at snyde.
Havde jeg kigget før, havde jeg set hvordan nogle strikkere – inspireret af hinanden – havde strikket pilene af tråde i en kontrastfarve… og så havde jeg ikke været nødt til at pille det hele op og strikke om. Igen.

Clue 3: A. Smocksyet strik. Enkelt. Nemt. Superflot.

Clue 4: B. Det fnuglette alpaca gjorde ikke godt for “stilkene” eller ”pilene” i koggeret inden selve pilespidserne, som mønstret vistnok skal illudere. Altså trævlede jeg op igen og strikkede op, denne gang med drejede masker i retmaskerækkerne.

Clue 5: Først B siden A. For at få mere fylde i sjalet, strikkede jeg bagge muligheder. Clue B strikkede jeg lige efter bogen, undlod de mulige ekstra rækker, strikkede to rækker glatstrik inden en række med huller og udtag så Clue A efterfølgende kunne passe. Jeg kan ikke huske hvor mange ekstra masker der skulle til, men det skal passe med 4 masker plus en ekstra. Jeg tror jeg slog 3 ekstra masker op.
Endelig fulgte 5A – en påstrikket kant, der ikke er helt almindelig og tager noget nær en evighed. Det var som sådan ikke revolutionerende nyt, men jeg har aldrig slået om, for at lade falde og flere pinde senere strikke om de faldne masker igen. Og de mange gentagelser og evighedsfølelsen kom ganske til sin ret som mødestrik, da først de 8 pinde, mønstret består af, sad fast.

Alt i alt et dejligt sjal.

Har du lyst til at se flere billeder af Follow Your Arrow 2, kan de ses lige her på Ravelry.

Når teori møder praksis

Weekenden stod i syningens tegn. Det tegn er langtfra slut endnu.

Så jeg fortsætter. Tirsdag har tid. Jeg møder sent. Møder nærmest ikke. Der er kursus på programmet i dag. Didaktik. Jeg har hørt det skulle være spændende.

Jeg kan godt lide spændende.

Inden kursus er der tid til endnu en gang leg med stof. Og løsning af de problemstillinger teenagerens ønsker giver. Ind imellem er der også vasketøj at passe. Det sidste er langt det letteste….

Søndagstur

Vi har været en tur forbi haven. I søndagens skønne solskin gik vi ud. Både for sol, for frisk luft, og for at se om haven har overlevet vinteren.

Mens jeg kravlede rundt og kiggede i det små, kiggede Anders fra andre højder. Det stille håb om, at mynten, der har bredt sig fra naboen, skulle være død, måtte han kigge længe efter.

Det er ikke fordi Anders ikke vil have mynte. Han ville bare hellere have en mere spændende version, end den helt almindlige, der har bredt sig fra naboen. Jeg tænker at nabomynte sikket vil gøre sig godt i sommerens mojitos…

Lige der i solen kunne vi konstatere at det gror. Ikke meget, men i det små. Løgene jeg lagde i efteråret popper stille op, og alle de fine bærbuske har lige så fine knopper. Selv den lille figen i hjørnet, der ellers gør sit absolut bedste for at se helt død ud, kan mønstre en enkelt lille bitte lysegrøn prik.

Vi har ikke nogen stole endnu. Havde vi haft var de sikkert stadig pakket sammen, så vi satte os i solen på fliserne, snakkede lidt om haveplaner og blev enige om at det lidt grønt, der ikke hører til, kan godt få lov at stå til næste gang vi kommer forbi – det sidste stærkt tilskyndet af, at haveredskaberne stadig står hjemme i kælderen.

Til sidst var der ikke mere at gøre. Så vi gik hjem igen.

Ad bagvejen – så slipper vi nemlig for den kæmpe mudderpøl vi ellers skal gennem.

Arvegods

Måske har I set det. Bordet som på mere end et billede har figureret i de sidste ugers indlæg. Jeg har nemlig arvet – på en måde.

Bedstevenindens faster døde for efterhånden længe siden. Først var der en praksis at gøre op, og siden et bo, der skulle skulle deles og sælges og ryddes op. Til allersidst stod resterne tilbage. De rester som ingen ville have, og som ville ende deres liv på en losseplads, hvis altså ingen kunne finde brug for dem.

Sille var forbi og se resterne igennem. Hun satte sig på sybordet, som hun med det samme kunne se bo hos mig. Det er efterhånden også længe siden, og bordet har stået hos hendes søster en hel del måneder, før der for et par uger siden pludselig var tid til at køre forbi.

Det var samme dag, Daniel havde været forbi med kattene, og de flyttede nærmest ind, så snart bordet kom inden for dørene. De så også temmelig fornærmede ud, da  jeg endte med at lægge bordet ned. Det ene ben er nemlig ikke bare en smule løst, det har også en mindre flænge, der godt kunne gå hen og flække midt over, hvis ikke der bliver gjort noget ved det. For hver gang en kat hoppede op, kæntrede det mere og mere faretruende, og så lagde jeg det altså ned.

Så nu ligger bordet ned. Midt i stuen. Og venter på reparation. Anders har fundet limen. Og lagt den frem. Men for øjeblikket er livet langt mere vigtigt end en smule lim, og derfor ligger det der endnu.

Jeg ved ellers præcis hvor det skal stå, når det engang kan stå selv igen.

Silles familie er sådan nogle, der har mange spændende smukke møbler fra en svunden tid. Det gælder også det lille sybord, som er langt større (i hvert fald højere) end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Hvor gammelt det er, ved vi ikke. Silles far gættede umiddelbart på omkring 1860. Det stemmer meget godt overens med tydeligheden af at det er håndbygget, og samtidig uden tvivl er fra en tid, hvor materialerne ikke længere var dyrere end arbejdskraften.

Silles søster har lovet at grave videre i spørgsmålet, for der findes endnu en faster, som muligvis ligger inde med flere oplysinger og viden.

De fine finérindlæg er skæve i samlingerne – hvilket taler for noget nyere. På den anden side, har der vel altid været nogen der var dygtigere end andre til deres arbejde.

Bordet har uden tvivl levet et hårdt liv. Det har været udsat for fugt og kulde, som betyder at det har slået sig og finéren er løsnet sine steder. Det er vind og skævt, men det ændrer ikke ved at det er godt håndværk og et helt igennem smukt møbel.

Det allerbedste var at løfte låget.

Under låget er rum og plads til alt det en syerske har brug for. Gamle knappenåle har forputtet sig mellem skillevæggene og tidens tand har slidt på fornuften.

Lågene til de små rum er bortset fra ét alle uden håndtag. Hjørnelisterne, der skal holde lågene i passende afstand fra bunden er stort set alle forsvundet og jeg kan ikke lige gennemskue hvordan eller om trisserne til garn kan tages op. Måske skal man vikle garn om, mens de sidder i bordet…

Den største skat er nålepuden. Under det miderste låg gemmer sig en nålepude. Stoffet er gennemstukket og fyldet er uden tvivl hø eller halm – hvilket igen giver plads til tanker om bordets alder.

Når benet engang igen kommer til live og bordet engang igen kan stå, så venter en forsigtig restaurering af rummene under låget. Der skal nye lister i hjørnerne og der skal knopper på lågene, så de er til at tage op og måske skal der nye skillevægge, der hvor tydeligt engang har været nogen. Og så skal Anders nok på arbejde og lave nye beslag til nøglehullerne. For dem der sidder for nu er af plastik. Lige det punkt gav en del tvivl om alderen. Men det kunne jo godt tænkes at gamle beslag på et tidspunkt er blevet udskiftet med nye…

Det vil unægteligt være pænere med beslag af messing – og når nu Anders faktisk kan lave sådan nogle…

Middag i tre dele

I fredags var der familiearrangement på Sorø HusholdningsSkole. Anders skulle have været med, men livet kom i vejen, og jeg endte med at tage alene derned. Det gjorde nu ikke oplevelsen ringere.

Jeg var i god tid, så jeg nåede endda et smut forbi biblioteket, hvor Anne netop sad og gerne snakkede fem minutter.

Tilbage på skolen, blev vi budt velkommen med drinks og sjove popcorn, inden vi fortsatte på det de kaldte Kitchen Jump. Hver familie fik hver deres kort med en rækkefølge, og så var det ellers om at finde de rigtige køkkener og spiseafdelinger – hvis vi ville have noget at spise.

Det ville vi gerne – alle sammen.

Skolen har tre store køkkener. Og en række meget små, som eleverne kan få lov at bruge uden for skoletid. De tre store – det rigtig store med personale og industrihåndteringer, som høre spisesalen til og de to mindre skolekøkkener – det røde og det grønne – udgjorde grundlaget for, at vi som forældre kom rundt på en stor del af skolen.

Delt i tre hold, der for hver ret blev sat sammen på ny, skulle vi indtage middagens tre retter under tre meget forskellige former.

Jeg startede i det røde køkken, der var omdannet til New York. Bagvæggen var prydet af New York skyline, stjernerne blinkede og på bordene i cafestørrelse gav sorte duge, sammen med meget høje huse med lys i vinduerne, yderligere stemning. Udefra blev vi mødt af den røde løber og inde spillede den musikalske lærer sprøde toner på klaveret i hjørnet.

Emilie hørte til i det røde køkken, og sammen med en veninde var det hende der præsenterede forretten. En fin anretning af laksetatar, bacontårn og spinatrulle sammen med hvidvin jeg synes smagte godt – jeg er ellers ikke så god til vin.

Da  tiden nærmede sig næste ret, blev vi bedt om at pakke sammen og finde næste spisested, og så fik eleverne ellers travlt med at rydde af bordene og dække op på ny.

Fra det røde køkken fortsatte jeg til spisesalen, hvor turen gik tilbage i tiden til dengang der var tjenestefolk til. Eleverne var iklædt både kapper, små forklæder og veste til drengene. På bordet kappedes kandelabre, blomster og muselmalet om at udvise størst overdådighed. Vi blev bænket om det lange bord med snehvide duge og tungt sølvbestik.

Jeg ventede med at sætte mig, tænkte at det var nemmere at finde en plads til én, end hvis man var en hel familie. Den eneste tomme plads viste sig at være lige ved siden af den samme familie, som jeg havde delt forret med. Vi var næsten gamle venner nu, og snakken gik let mens eleverne (næsten) let-til-bens serverede and og rodfrugter sammen med rødbedecarpaccio og cæsarsalat fra tunge fade, der nok krævede armmuskler. Til maden fik vi en rødvin som om mulig var endnu bedre en forrettens hvidvin. Måske jeg skal til at revidere det der med at jeg ikke kan lide vin.

Fra fortiden endte jeg i hallen, der ligger lige ved siden af det grønne køkken. Med strandstemning og en duft af sommer, omgivet af flagrende vasketøj, der ud over lange duge også indeholdt skolens samling af unævnelige, blev vi bespist med citronfromage, som enhver husmor fra min mormors tid ville være stolt af. Tilbehøret i form af bær og hjemmepresset æblesaft gav lige det sidste pift. På bordet lå grene og sten mellem hinanden og lidt tilbage (prociteret på en skærm) buldrede et bål, som nok gav stemning, men ikke varmede meget.

Da desserten var spist, var det tid at finde tilbage til spisesalen og fællessamling. Vi blev lovet kaffe og kage flankeret af modeshow gået af de piger, der siden efterårsferien har syet på roberne til gallafesten. Der var mange fine kjoler imellem, og jeg synes faktisk de var sluppet rigtig godt fra projektet.

Inden jeg forlod hallen, var jeg en tur om tørresnorene og kigge dybt i de gamle mammelukker. I min fantasi forstillede jeg mig kniplinger og fine broderede sting. Min fantasi holdt ikke helt stik med tiden, for dengang skolen så dagens lys var symaskinen for længst opfundet og maskinblonderne til at betale for penge. Men der var fine detaljer og et enkelt broderet navnetræk.

Med familiearrangementet er der også lukket på skolen i weekenden. Altså pakkede Emilie og jeg os sammen og gik mod bussen i håb om at den ikke lige var kørt. Inden vi nåede så langt mødte vi mit nye bekendtskab fra forret og hovedret. De så nærmest skræmte ud ved tanke på at skulle bestige et offentligt transpostmiddel – faktisk mente manden at han aldrig havde kørt i en bus – og da de alligevel skulle samme vej, og længere endnu, tilbød de at køre os hele vejen hjem.

Det sagde vi ikke nej til.

Billederne er taget med min mobiltelefon i afsindig dårlig belysning – jeg beklager kvaliteten. Men maden var god!

Min chef er tosset

Det er efterhånden det meste af tre uger siden, min chef kom rendende og bad om ikke jeg ville lave en invitation. Han havde prøvet selv og med mindre og mindre held forsøgt med papirfly. Resultatet var ikke som forventet.

En rose, tænkte jeg umiddelbart, men kunne ikke lige overskue hvordan sådan en foldes og publiceres som en invitation. I stedet kom jeg i tanke om de flip-flaps en af ottendeklasseseleverne samme dag havde foldet og foldet og foldet.

Allerede dagen efter fik jeg sat mig med computer og en hurtig foldet flip-flap, for at kunne gennemskue hvor på papiret teksterne skulle stå.

Jeg fandt en tegning på nettet, som supervision til hvordan foldningen foregår, satte et minimum af linier og en hel masse tekstbokse, som chefen kunne lege videre med.

For at give en ide om, hvad de forskellige tekstbokse skulle/kunne indeholde skrev jeg – i langt de fleste af dem – noget sludder. Selvom det er arbejde, kan det jo godt være sjovt.

Chefen fik en foldet udgave, en friskprintet og endnu ikke klippet i-udgave og filen, han selv kunne arbejde videre med på computeren. Der gik ikke mange timer, inden han dukkede op igen, nu med en opdateret udgave med logo, navn og en fin tekst.

Her er det så, det tossede viser sig, for det jeg fandt tosset, synes han var fint – og bibeholdt langt det meste af min tekst, nu bare i nye og fine farver.

På den anden side – når ret skal være ret. Når nu invitationen er til ære for institutionens nu ældste, meget kreative (og bestemt også tossede) medarbejders pensionsreception… så må det vel egentlig gerne være lidt tosset.

Jeg har foldet min. Jeg er nemlig sikker på, at Susanne holder os alle sammen op på, om vi har løst opgaven – og nu hænger den ude på køleskabet.

Den inderste beklædning

Weekenden har stået i symaskinens tegn. Kun når det blev for sent – i min verden efter ni – eller det endnu var for tidligt – i min samme verden før klokken ti både lørdag og en højhellig søndag – sprang jeg over og fandt strikkepindene i stedet. Hvis altså ikke lige, der var knappenåle at sætte i stof, eller syninger at presse – det larmer nemlig ikke.

Den lille dame, der ikke kun er petit i størrelsen, men også er temmelig lav, er nu udstyret med det underste af balkjolen. For at skørtet ikke skulle slæbe hen ad gulvet, er hun flyttet op på et lille bord. Og for kamerarets skyld er der bagerst sat nåle, så delene sidder bedre og mere hensigtsmæssigt.

Emilie har prøvet og alting passer perfekt.

Mens underskørtet med tyl og korsetterringscorsagen holder hvil, har jeg klippet nederdelen til selve kjolen. Den får en stikning i morgen formiddag. Så ser det ud af noget, når Emilie i morgen aften igen gør sin entre. Der er scanning af knæet på programmet onsdag, så endnu en tur hjem er påkrævet.

Knæet har det meget bedre. Hun går næsten uden men, og det er kun trapper der endnu volder problemer. Jeg krydser fingre for at den oprindelige forstrækning, den svenske læge ordinerede, og håber på at talen om meniskskader vedbliver at være tale, og så ellers holder helt op med at tale…

En enkelt stikning på et skørt gør desværre ikke hele kjolen. Pigebarnet har sendt mig billeder af voluminøse skørter med volanter i lag og draperede corsager. Teoretisk ved jeg nogenlunde hvor jeg er på vej hen… Men rent praktisk føler jeg mig temmelig meget på Herrens mark.

De næste dage giver ingen tid til syning. Det er måske i virkeligheden godt det samme. Det giver nemlig så meget mere mulighed for at tænke og planlægge og også gerne læse op på realiteterne. Jeg håber at det brede internet ligger inde med oplysninger i metermål, der kan gøre mig både klogere og langt mere sikker, når saksen på et tidspunkt skal sættes i den tynde organza.