onsdag den 8. maj 2013

Vilde rutsjebaneture giver hold i nakken


Sjældent har jeg set Emilie så udmattet, træt og færdig som i går.


April 2013


En lang dag i frisk luft, en tur i godt selskab og skrigen i de kørende forlystelser havde slået luften totalt ud af hende. Hun klagede noget over ondt i nakken efter en vild tur sent på aftenen. Men ikke mere end jeg troede søvn ville gøre godt.

Så hun sov. I Caféen efter skole. Hjemme mens jeg var ude og også da jeg kom hjem. Lige lidt hjalp det. Hun så mere og mere træt ud, og klagede mere og mere over holdet i nakken.

Til sidst stoppede jeg piller i hende. Fandt de smertestillende frem og forklarede om muskler der spændte i forsøget på at gøre godt. Snakkede frem og tilbage og endte kampen med at hun slugte og gik i seng igen.

Vi spiser ikke mange piller herhjemme, og ganske som jeg havde det i Emilies alder vil hun sjældent tage imod uden sværdslag.

Efter tyve minutter kunne hun mærke en let lindring, og da hun hoppede ud af sengen i morges, var det med undrende glade råb om at det havde hjulpet. Halsen er stadig øm og "tryllepulveret", jeg var på apoteket efter i går, pakket i skoletasken.

Det  var godt at se hende frisk igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar