En gang i efteråret havde jeg en aftale med Bettina. Sådan en der stod i kalenderen, og som regel betyder at jeg tager toget til Frederikssund og timer i godt selskab.

Inden vi nåede så langt, foreslog Bettina at vi i stedet skulle sætte snuderne som Birkerød. Vi mødtes i Farum, hvortil jeg tog toget, og Bettina samlede mig op. I Birkerød var målet Garnblomsten, som havde udsalg, og hvor Bettina var mere stedkendt end jeg.
Ude foran stod et stort bord fyldt med garn på tilbud. Inde var mere, for der var gang i en oprydning, en omflytning og vist nok et ejerbytte, der betød at visse garner skulle ud og andre ind.
Der lå en stor bunke Torto fra Lana Grossa. Et sjovt garn, mest bomuld, der skifter farve og tekstur gennem garnet. Jeg mente at vide hvor meget jeg nogenlunde skulle bruge til en trøje af en vis kaliber. der var bare ikke nok af nogen farver.
Men det var sjovt, og jeg kunne ikke rigtig lade det være. Det var også sat temmelig meget ned, og nu var vi der. Jeg havde haft en lang tur bag mig, med sporarbejde og aflyste S-tog. Jeg har altid en bog eller strikketøj med i tasken, når jeg kører tog, så det var ikke noget stort problem, jeg havde ikke travlt og jeg var nået frem.


Jeg vendte igen og igen tilbage til det sjove garn, og endte med at købe i to forskellige farver, der lignede lidt hinanden. Den ene rakte mod gul, den anden mod lyserød og begge indeholdt grøn.
Da jeg timer senere blev sat på toget hjem fra Bettina, vidste jeg godt at det skulle blive en del af årets 12 projekter. Jeg vidste også at jeg ville tilføje en mohair, for at binde farverne endnu mere sammen og jeg vidste at jeg højst sandsynligt ville slå op til en Lovenote.
Hvorfor den bliver gentaget igen og igen, ved jeg virkelig ikke.

Det blev en Lovenote. Med tilføjelse af en Pale Green Lace Mohair Silk fra Lang Yarns. For at supplere farverne valgte jeg at stribe det med helicometoden, så der er en omgang af hver farve i en spiral, der fortsætter gennem hele trøjen.
Den er faktisk færdig. Det var et hurtigt stykke strik. Jeg synes den blev god, også selvom farverne ikke hører til i den palette, jeg normalt foretrækker - billeder kommer senere...

Ingen kommentarer:
Send en kommentar