Hmm .. Måske vi har nisser

Nina ringede i går, blandt andet for at høre om vi har set garnet hun forlagde dengang de var her sidst. Jeg har ikke set noget garn – i hvert fald ikke noget, der ikke er mit, men jeg har heller ikke ledt.

I morges kunne jeg ikke finde mit kamera. Personligt må jeg indrømme at det er meget værre. Jeg har ikke fundet det endnu, men det var her i går. Havde jeg det nu, kunne jeg vise den blå hobbit jeg malede i dag - eller min taske. Jeg overvejede endda at være med i Hannes blogleg, men det skulle jeg ikke.

Måske vi har nisser?

At vente eller ikke vente

Håndled eller ej.

Jeg gider ikke vente længere, men vil hellere passe på, sørge for ro og så ellers komme i gang.

Ærmerne til onkelsweateren er nu for alvor skudt i gang. Der forventes små skridt, og selvom jeg godt ved, der ventes i den anden ende, vælger jeg et tempo, der ikke afkræver håndledet alt for mange smerter.

Nøglehængeri

Engang for længe siden købte jeg en nøglesnor af Kirsten til Anders, udelukkende fordi han så kranier og bowlingkugler, hvor alle andre så blomster. Og så fordi han manglede en nøglesnor.

Siden har den hængt på ham og på ægte Andersmanér hængt løst med alt det, der følger med. Undervejs klippede jeg den midt over og satte velcro i enderne, for løsthængende, flagrende objekter satter sig fast i hvad som helst, og har behov for at kunne hjælpe sig selv fri igen og igen.

På et tidspunkt forsøgte jeg med vask, for når sådan en løsthængende tingest også hænger løst omkring store olierede maskiner og mindre cykler med både kæde, hjul og olie, bliver den beskidt. Jeg opgav hurtigt og lod den være.

Men helt ærligt. Selvom han har været glad for den, er det ikke bare på tide, men faktisk langt over tiden, hvor den skal skiftes ud.

I aftes kiggede Anders derfor bunkerne med stof igennem, og kom frem til to farvekombinationer, der hver især  kunne godkendes og gerne tages i brug.

Formiddagen gik med sammensyning, og nu er der masser af mulighed for endnu en gang slitage, hængen i og oliesammenfald inden der igen bør kigges efter egnede mønste og farver til en ny omgang.

Denne gang er begge fra start forsynet med mulighed for oplukning, når alting hænger fast og i. Og med en mulighed for udskiftning, holder de måske endda enkeltvist en smule længere end den gamle.

Lørdag

Lørdag er stille. Lørdag er sove længe og nyde aleneheden, mens ungerne er hos det fædrende ophav. Lørdag er telefonsamtaler med et Tøsebarn, der lige skal spørge.

Lørdag er små tykke pandekager, kys og knus når vi kommer forbi hinanden, stilhed og masser af hygge.

Lørdag er ud og ind af opvaskemaskinen, mens pandekagerne vendes og et par sider i en god bog tygges igennem.

Lørdag er strik i en lille sofa og tilladt glæde over stilheden i hjemmet.

Lørdag er gennemsøgning af et net, der giver alle muligheder for en cykel i de rette dimensioner. Lørdag er spontan bestilling af den samme cykel, der ikke er den helt rigtige, men koster det halve, er modellen fra forrige år og med meget små ændringer kan komme til at ligne den med de smukke farvefordelinger.

Lørdag er dejlig.

Scorekagen

Sjældent har jeg  haft en aften med så meget grin. Jeg har grinet, så jeg fik helt ondt i maven og ikke turde tage den næste tår fra glasset, i angst for at sprøjte alting ud i endnu et latteranfald.

Emnerne har været mange og spændt lige fra store tanker til petitesser, historier fra engang og i dag. Alting med et tvist, der måske nok var alvorligt, men også så sjovt at vi alle næsten lå hen over hinanden af grin.

Det er skønt at grine og det er skønt at have kolleger, der kan grines med.

Den malende historie om dengang Sir Geismar mistede det yderste af sin finger og stod med gennemblødte viskestykker, mens den nærmeste dreng da ikke lige gad løbe efter hjælp, blev leveret så vi hikkede af grin.

Komplimentet om at den tresårige aldrig er blevet gift på grund af os nuværende kvindelige medarbejdere – for livsledsageren skal være bedre end dem på arbejdet – grinede vi endnu mere af, for selvom den ene af os har været på institutionen de sidste tolv år, havde vi alligevel svært ved at finde årene efter otteogfyrre som den giftefærdige alder.

Der var flere men ingen af dem kan gentages, så det også bliver sjovt.

Bryllupsplaner med og uden præster i kirke eller på standen blev rundet, for Chefen skal giftes – endda med en af de lokale lærere – så alle er inviteret og vi venter nu spændt på om parret ender som trolde i skoven, eller hvordan det hele nu hænger sammen.

Det hele blev garneret med scorekagen, der er en smule tungere end jeg husker den, men ikke smagte mindre godt, og heldigvis var stor nok til at et stykke fandt vej hjem til Anders. Han gik straks ombord, er scoret atter engang og har planer om at morgenmaden kan indeholde endnu et stykke.

Jeg lovede en opskrift. Den kommer her:

Scorekagen

Kage:
5 dl mandler
3 appelsiner
150 gr mørk frossen chokolade
1½ spsk kanel
6 æg - rumtemperatur
11/4 dl sukker
3 spsk friskpresset appelsinsaft
3 spsk orangelikør

Glasur:
165 gr mørk chokolade
1½ spsk kakao
1 spsk lys sirup
175 gr usaltet smør

Bunde og sider på en springform smøres og stilles til side.
Mandlerne ligges i et enkelt lag på bagepapir på en bradepande og ristes i ovnen 5-7 minutter ved ca 200ºC.
Appelsinerne vaskes og skrælles tyndt med en kartoffelskræller. Skrællerne hakkes fint.
De ristede mandler og frosne chokolade hakkes så fint som muligt – gerne i en minihakker. For ikke at chokoladen ender som en klump, der hverken vil det ene eller det andet, er det vigtigt at blande chokolade og mandler under hakkeprocessen.
Når alle mandler og alt chokoladen er hakket tilsættes appelsinskrællerne og kanelen røres i.
Pisk æggehviderne stive.
Pisk æggeblommer med sukker så længe at det bliver tykt og næsten hvidt.
Bland mandler/chokolade med appelsinsaften, 1/3 af hviderne og alle æggeblommerne.
Fold de sidste æggehvider i og hæld dejen i den smurte form.
Bages midt i ovnen ved 175ºC i 35-40 minutter.
Kagen afkøles i 10 minutter.
Tag kanten af springformen og vend kagen så den kan køle af på en rist.
Når kagen er kold pensles den med orangelikør.

Glasur:
Bræk halvdelen af chokoladen i små stykker og bland med halvdelen af kakao, sirup og smør.
Rør i blandingen mens den smelter langsomt i en lille gryde.
Hæld glasuren ud midt på kagen og roter den, så glasuren breder sig jævnt.
Lad kagen stå i 45 minutter.
Gentag derefter proceduren med den anden halvdel af glasuren.
Vent mindst 45 minutter med serveringen.

Jeg lavede en hindbærcoulis af frosne hindbær og sirup, ca 70% bær til de resterende 30% sirup. Blandingen stod på blusset under svag varme til det meste af væden var kogt væk og det tilbageblevne var en smule tyktflydende.

Sammen med hindbærene blandede jeg creme fraiche med vaniliesukker og hældte lidt af hvert over kagen.

Dessertplaner

Jeg har nogen dejlige kolleger, som jeg sammen med mere end en gang, har haft fantastiske aftener med sjov, snak, skæg og ballade.
For ikke mere end tre dage siden fik den ene den tanke, at det efterhånden er temmelig længe siden vi sidst har haft en aften sammen. Inden tanken var nået meget længere, viste det sig, at skulle vi inden for overskuelig tid arrangere noget fælles, skal det være i aften.
Som sagt – så gjort.
Et par stykker har besluttet at middagen består af kylling og kartofler. En anden har sat sig på salaten og jeg fik opgaven at lave dessert. Vi vil overraskes lød det flere sider, så hverken citronfromage eller den lækre chokolademouse duer – det er prøvet, og selvom begge dele helt sikkert vi falde i god jord, er der ikke meget overraskelse over foretagenet.
Men hvad så? Jeg har tænkt uden at finde det helt rigtige. Det skal ikke være noget stort – blev der sagt, men det kan jo godt være lækkert.
Da jeg vågnede i morges vidste jeg præcis hvad jeg skal lave. Jeg spurgte Anders og han mente vist det var en helt igennem god ide. Faktisk lød replikskiftet noget nær:

Mig: Kan du huske den der kage, jeg vistnok scorede dig med?

Anders: Ja! Den har jeg spurgt efter flere gange. 

Mig: Tror du ikke den vil være god som dessert i aften, med noget til?

Anders: Hvorfor er der kun noget til, når det er de andre der skal have… :( ?

Hvorefter han gav mig ret i, at det kunne være en rigtig god ide. Kagen er forøvrigt en chokoladekage af de gode. Bragt på bagsiden af Politiken engang for mange år siden. Så vidt jeg husker en vinderkage fra en konditorkonkurrence.
Når jeg finder opskriften og har bagt kagen – med et billede til følge (hvis jeg i kampens hede husker det) får I også opskriften, for umiddelbart tror jeg gerne, jeg må bringe den her.
Så lige nu skal jeg finde en opskrift, men først skal jeg vist lige en tur ud af huset sammen med Tøsebarnet, der har en aftale med en læge om godt en halv time…

Lektiestrik

Efter pizza i lange baner, glade børn, hormonfyldte teenagere og et par stykker, der stadig bevarer barnligheden og glæden over de små ting, var arbejdsdagen i aftes slut og Tøsebarnet og jeg fulgtes hjem med bussen.

Hjemme ventede det sidste matematik og noget læsning om et par kaskelotter på afveje. Selvom skolen ikke helt er den samme, som dengang jeg gik der, er en del litteratur stadig i højsædet og når Emilie er kommet igennem, kan vi alle fire herhjemme bryste os af Bent Haller og Kaskelotternes sang. Det er sjovt som nogen ting aldrig går af mode.

Mens Emilie regnede fandt endnu en farvekombination plads på pindene. Den lyse turquise, jeg har et noget anstrengt forhold til og har haft liggende i store mængder i flere år og i løbet af samme tid forsøgt brugt, fungerer pludselig fint og vil sikkert også fungere på små gyldne hoveder.

Og mængden er endda efterhånden nået et punkt, hvor jeg lige om lidt er løbet helt tør. Det skal ingen høre mig klage over.

Bittesmå huer

På Cuba er der brug for huer.

Mit håndled har brug for små projekter.

I min skuffe er der stadig en smule bomuldsgarn tilbage.

De seneste aftner har derfor været forsigtig strik med multifarvet bomuldsgarn.

 

Multifarvede garner skifter mønster alt efter hvor mange masker det samlede arbejde består af. Med flere små huer i varierende størrelse, har det været sjovt at se hvor meget seks ekstra masker betyder for det færdigstrikkede farvemix.

Det multifarvede garn slap op, men jeg har andet og andre farver.

Så den forsigtige strik af små huer fortsætter.

Ren farce

I går faldt der sne – et fint pudret lag, der lå overalt.

I går gik starten på en farce, der er så morsom og tragisk at jeg har svært ved at tro det er rigtigt. Forhåbentligt kan der slås knude på den i morgen, og indtil da, kan jeg ikke meget andet end grine lidt i skægget.

Det handler om en regning. En regning der ikke vil betales. Men regninger skal betales. Også dem der tager på afveje og ikke vil samarbejde.

Måske skulle jeg have handlet tidligere, men mig og regninger er ikke altid gode venner. Jeg ringede, faktisk mere end en gang, men de svar jeg fik kunne ingen bruge til noget, så jeg lod stå til, stak hovedet i busken og håbede som en anden struds at det ville gå væk.

Men det gjorde det ikke, for regninger vil betales, og hver måned vokser de, når ikke de bliver betalt.

Det handler om TV og internet - egentlig også telefon. Telefonen er dog lige nu ude af billedet, for også det har udviklet sig til en farce.

For længe siden skiftede hele boligselskabet leverandør af de tre ting. Der var mange børnesygdomme, men regningerne kom – og blev betalt. Jeg tror der var mange klager, for der var meget at klage over. Efterhånden virkede alt som det skulle. Både blandt regninger, men bestemt også i det daglige med internet, Tv og telefon.

Men alle de der klager fra tidligere – jeg tror det var dem, der fik bestyrelsen til at se sig om efter nye græsgange. Vi fik et tilbud, der så mere end fornuftigt ud, og det samlede boligselskab stemte for en flytnning.

En flytning der viste sig ikke helt at indeholde det lovede. Pakkeløsningen viste sig at være uddelegeret til andre, så der ved henvendelse næsten hver gang bliver henvist til andre. Jeg har opgivet at få telefoninsk adgang til fastnettet, mens internettet fungerer upåklageligt og TVet egentlig ligeså – var det ikke lige for de der regninger.

Jeg får dem nemlig ikke – jeg får kun rykkere. Og de kommer desværre ikke hver måned (og så kan det være svært at betale!. Man kan heller ikke tilmelde en rykker til PBS). Jeg har ringet, men firmaet kan desværre ikke gøre noget, for de sender til den rigtige adresse og kan ikke forstå jeg ingen regninger får? Jeg kan ikke forstå jeg endnu ikke har modtaget et velkomstbrev eller at jeg dengang aldrig fik at vide hvordan jeg skulle stille mig i forhold til omstilling af internettet…

Pludselig stod jeg med en rykker for tre måneder – der endda viste sig at være flere måneder gammel. Altså ringede jeg igen, for hvordan kan det være? Damen i fredags kunne pludselig fortælle hvorfor hun ikke kunne gøre noget i forhold til regningen… Den bliver nemlig distribueret videre af PBS. Antenneforeningen kan ikke gøre noget. Jeg skal selv henvende mig og få ændret, så jeg får mine regninger.

Godt så!

I går måtte jeg ud forbi antenneforeningen. Fik betalt alle mine regninger – også dem jeg endnu ikke har fået og fik af den dame jeg talte med der, gentagne gange at vide at distributionen foregår via posthuset.

Posthuset og PBS er ikke det samme. Hvad skal man så tro. Og nej, hun havde ikke noget telefonnummer!

Godt så – igen!

Nu har jeg ringet til PBS – men de kan ikke hjælpe en privalkunde. Jeg skulle ringe til min bank. Så jeg ringede til min bank. De kan måske hjælpe. I hvert fald virkede damen, jeg talte med, som den mest kvalificerede til dato. Så jeg håber. Hun kunne endda se, at jeg skulle være tilmeldt PBS på netop den regning, men der aldrig er blevet trukket en eneste øre til den konto.

Så nu prøver vi igen. Damen bad mig finde PBSnummer fra Antenneforeningen og ringe igen i morgen – af uvisse grunde først i morgen – og tilmelde igen. Hos antenneforeningen lød de noget anstrengt, men fandt dog et PBSkundenummer, som forhåbentlig er det rigtige, og så prøver jeg igen i morgen….

Den fine pudrede sne fra i går er væk. Nu er her bare koldt. Så koldt at jeg fryser, selv indhyllet i sokker og tæpper. Så koldt at et par fyrfadslys giver varme.

Jeg tror jeg vil tænde et lys eller to, grine lidt af regningshelvedet og håbe på afklaring i morgen.