Det kan være svært nok at få én Ungersvend ud af fjerene om morgenen, de dage skolen starter tidligt. Når der så pludselig også ligger en snorkende ditto, på gulvet i det lille hummer, der heller ikke hører til blandt de allermest morgenfriske, kan jeg godt mærke munden snerpe til, og blodtrykket stige en anelse af irritation over nødvendigheden af højere og højere stemmeleje i forsøget på åbne øjne.
Nu er de gået. Meget snak blev det ikke til, men jeg kan godt regne ud, at mødetiden vist ikke kan nåes.
Jeg bliver faktisk mere irriteret, end jeg synes er nødvendigt. Men fandme... og så videre.
Med en tom lejlighed er der nu mulighed for min forfængelighed. Jeg laver nemlig gerne øvelser på bolden, jeg fik af min mor. Men kun når ingen kigger...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar