Panik

Søndag morgen - realistisk nok nærmere formiddag. Men efter tre-fire timers søvn kan halv elleve snildt kaldes morgen.

Rengøringen efter lørdagens fest står for døren. Selv med oprydning i løbet af natten venter stadig gulvvask og møbler, der skal flyttes. Der venter også opvask, der skal fyldes i maskinen og samme maskine, der skal køre mindst to gange.. måske nærmere tre. Tilbage er også rummet, de unge indtog, og som indeholder uhyggelige mængder tomme flasker og dåser, sammen med fedtede bordflader og mærkelige sammenblandinger.

Jeg er klar. Støvlerne lynet, huen skruet på. Hånden finder vej til lommen, hvor nøglerne ligger. Eller skulle have ligget. De er væk!

Panikken breder sig, mens jeg leder alle de steder, jeg kunne forestille mig, de kunne være, og et par steder der føles helt hen i vejret. De er ingen steder. Helt væk. Helt og aldeles.

Det må bare ikke ske!

Tanker om at nøglerne kan være landet forkert. Være sluppet udenom lommen og endt i sneen udenfor skolen, efter aflukning og alarmtilslutning timer før, sætter sig fast. Breder sig. Sammen med panikken, der knuger maven og tanker, der slet ikke fungerer.

Det må bare ikke ske!

Med Anders i hælene spæner jeg ned ad trapperne, moser mod bussen, skolen og håb om nøgler i sneen. Vel fremme er der ingen nøgler, mennesker der ikke har set, endda en vagt, der har helt andre agendaer.

Fuck, fuck, fuck!

Nøgler eller ej. Der skal stadig ryddes op. Gøres rent. Ryddes borde og gøres klar. Mandag skal stedet igen se uberørt og børnevenligt ud.

En opringning, et telefonnummer skrevet i sneen og endnu en opringning senere, kan jeg slette nummeret i sneen, krydse Tårnvej og låne nøgler af den nærmestboende kollega.

Mens oprydningen står på, letter panikken, så jeg til sidst næsten har glemt det. Bagerst i hjernen roterer tankerne helt af sig selv og helt hjemme kan jeg gå lige ind og finde de forsvundne nøgler.

Ikke at de lå lige for. Ikke engang det sædvanlige sted. Med overnattende gæster blev rutinerne ændret, dengang midt om natten. Men hjernen husker og selvom jeg ikke var sikker, så lå de det eneste sted jeg kunne finde på. Faldet ned bag en bunke puder. Godt kilet ind. Bestemt ikke synlige.

Til det sidste, kunne jeg ikke sige mig fri for tanken om at have tabt dem.

For det må bare ikke ske!