Feriedovenskab

Endnu en dag er gået, næsten lige så feriedoven som gårsdagens. Og så alligevel ikke.

Tøj er vasket, køkken gjort rent, ris, som ellers ikke hører til blandt min madplan, er spist og Ungersvenden er presset langt nok til en rundringning og et skridt nærmere håbet om en læreplads.

Emilie lavede maden. Hun vil lære og stiller krav. I dag handlede det om simremad. Om timer i en gryde på et komfur. Det blev godt. Rigtig godt faktisk, og når hun bruger så mange timer (også selvom mange af dem klarer sig selv) spiser jeg selvfølglig også risene, hun koger til.

Jeg har strikket. Og pillet op. Og talt. Og strikket mere. Om lidt fortsætter jeg, for ærmerne vokser ikke helt i samme takt, som jeg synes de burde. Der skulle gerne et par centimeter eller ti til, inden jeg kaster håndklædet i ringen og lader dagen ende.

I morgen venter Tøsebarnets aviser. Jeg overvejer om jeg skulle lade feriedovenskaben lette længe nok til at hjælpe hende. Men sig det ikke til hende. Hun kender ikke til mine overvejelser...