fredag den 24. februar 2012

København i solskin


Helt uden at konsultere vejrudsigten, lykkedes det os at ramme København på en solskinsdag. Og helt uden planlægning, har Emilie nu også set den mindre og noget kedelige anden perron på Nørreport Station. Den til regionaltogene.


København, februar 2012


Vi skulle se kjoler. Satte os til rette i bussen mod Rådhuspladsen. Derfra kunne vi nyde solskinnet og gå hele vejen gennem Strøget. Men så begyndte jeg at tænke. Tænkte at vi aldrig ville komme til den anden ende af Strøget inden museet lukkede, hvis vi gik.

Altså hoppede vi af ved Hovedbanegården og ville finde S-toget mod Nørreport og Metroen til Kongens Nytorv. Der var bare ikke noget S-tog. Noget med signalfejl på Nørreport og begrænset gennemgang. Men der var regionaltog. På den måde havnede vi i toget mod Nivå og den anden perron på Nørreport.

Ved opstigelsen på Kongens Nytorv er al arbejdet flyttet. Sidst jeg var der, var der store huller lige ved trapperne. Nu er der lukket. Asfalteret. Det går stærkt, når man kommer der så lidt.


København, februar 2012


Vi gik mod vandet, og Amaliehaven. Hvor jeg overtalte Emilie til at tage billeder, inden vi fortsatte mod museet og kjolerne. Et eller andet sted mellem Amaliehaven og slottet lykkedes det mig at afspore mine handsker. Handskerne, der har været væk flere gange, men altid er kommet tilbage.

Der er koldt i København, selv på en solskinsdag i februar. Jeg må se i øjnene at denne gang får jeg dem ikke tilbage. Godt jeg stadig har de varme vanter.


København, februar 2012


Amailienborgmuseet er ikke stort. Men det er hyggeligt. Jeg har haft Emilie med flere gange, og hver eneste gang finder hun studierne af tidligere kongers og en enkelt dronnings arbejdsværelser spændende. Med de små rum er det begrænset hvor mange kjoler, der kan vises frem. Men de, der var der, var flotte. Mange med fine detaljer og Emilies interesse næsten lige så spændende.

Tilbageturen gik gennem Strøget. Vi fik mad og Emilie varm kakao, inden mørket lige så stille faldt på og vi søvndrukne raslede hjem med samme bus, som bragte os mod byen i første omgang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar