Et gråligt tåget skær lå over værelset, da jeg vågnede i morges. Den slags lys der kan få mig ud af sengen i en fart, for med et skråvindue dækket af hvidt, er det ikke til at se ud. Et langt bedre udsyn findes gennem stuens lodrette glasflader og kig over altankanten.
Verden var klædt i hvidt, og store hvide fnug faldt langsomt fra en klar himmel. Sammen med den helt specielle vinterstilhed nød jeg synet og varmen, som et lag sne tilsyneladende giver oppe under taget.
Senere bevægede jeg mig ud. Der var gammelt glas, der skulle i containeren og flasker, der skulle kræves pant for. Der var også børn, der skulle hentes. Men det nåede jeg ikke. Jeg troede ellers lige en tur i den lokale indkøbscentral kunne kombineres med stationen.
De klarede sig heldigvis selv. Grinede endda, da jeg ringede og spurgte hvor langt de var nået.
Jeg klukkede også lidt, da jeg først på udturen, bagefter på hjemturen mødte tomme gummistøvler. Jeg tænker at nogen må savne og håber ikke at alt for mange borgere i Rødovre nu må gå med bare fødder. Det ville være trist.
Jeg mødte også en enlig sko. Måske den anden lå gemt under sneen. Det er ikke til at vide. Jeg ved, jeg ville savne, hvis det var mine.
Nu er alt det klare ved at forsvinde, dagen næsten gået, og ungerne vendt hjem efter weekenden. Der er simremad på komfuret og om lidt der mørkt nok til at tænde lys.
Sikke hurtigt weekenden forsvandt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar