Dengang Daniel startede skole, var der i klassen en anden lille dreng, som han hurtigt blev gode venner med. Den anden lille dreng havde visse problemer med at styre sit temperament, hvilket som årene gik blev mere og mere udtalt.
Efterhånden blev den anden lille dreng skubbet længere og længere ud af fællesskabet. Ingen havde lyst til at sidde ved siden af ham, han blev betragtet som mærkelig, og når hidsigheden løb af med ham, kunne ikke engang lærerne stoppe ham fra at kaste rundt med stole eller andet løst materiel.
Daniel holdt dog fast. Holdt af sin ven.
I løbet af anden eller tredie klasse, viste det sig at den anden lille dreng havde en diagnose. Asbergers syndrom. Den anden lille drengs mor, følte et pres lette fra sine skuldre. Tankerne om at det var hende, der gjorde noget forkert, lettede. Klassens andre forældre var meget forstående, men drog dog alligevel et lettelsens suk, da den anden lille dreng stoppede i klassen og kom i en specialklasse, hvor lærerne havde værktøjer til at lære ham, om han selv og tackle ham, når det var det, der var brug for.
Daniel holdt stadig fast.
Ikke en fødselsdag er holdt, uden den anden lille dreng har været med. Heller ikke den anden vej, er der gået noget forbi. Mange er de gange Daniel har overnattet og hygget hos den anden lille dreng og da den efterhånden knap så lille anden dreng, tog på kostskole de sidste år af den regulære skolegang, var Daniel (stærkt ansporet af kammeratens mor) flere gange med toget til den anden ende af landet og weekendbesøg hos sin gode ven.
Daniel holder stadig fast.
Trods besværgeligheder og frustrationer. Trods flytten rundt til forskellige bosteder. Trods nye venner. Trods alt det, det kræver selv at være midt i puberteten og opfindelsen af sig selv, er Daniel stadig tro mod sin ven. En ven, hvis mor altid er der, selvom jeg er sikker på, det ind imellem kan være svært.
Da den samme mor for et par dage siden ringede og fortalte at vennen var indlagt på psykriatrisk afdeling, og spurgte om Daniel ville med og besøge, sagde han derfor med det samme ja. Han slap for oplevelsen af den psykriatiske afdeling, for vennen var tilbage på bostedet, da Daniel i morges blev hente af vennens mor.
Men han holder stadig fast nok til, at han er taget med vennen hjem, og vi ikke ser ham før engang i morgen.
Det er godt at have en ven...der holder ved,uanset. Dit indlæg giver stof til eftertanke, tak for det :-)
SvarSletDet er godt at have en ven...der holder ved,uanset. Dit indlæg giver stof til eftertanke, tak for det :-)
SvarSletDet var så lidt Anne :)
SvarSletSom mor til en sent diagnosticeret asperger-pige, så er det dejligt at læse at der er nogen der holder fast - selv når det bliver 'mærkeligt' og svært....
SvarSletSusan, der er ingen tvivl om, at det til tider har været svært at blive ved med at synes om og holde fast. Alligevel er det en ven, han bliver ved med at holde af, og oftest har det sjovt sammen med :)
SletDet er godt at have en ven, og det gælder begge veje, stærkt af Daniel, men jeg tror, at han selv får meget med i sin livsbagage takket være sin ven. God søndag til jer :-)
SvarSletDet tror jeg også Lene. Ind imellem har det desværre også farvet i en negativ retning, men men jeg tror også overvejende han får en masse godt med :)
SletDét er en rigtig ven ! respekt for Daniels valg.
SvarSlet:)
SletSikke et fantastisk venskab på godt og ondt. Selvom det er svært til tider, vejer venskabet højest. De er et par gode drenge.
SvarSletKlem
Det er de Mette :)
SvarSlet