Når presset presser på

Stress og jag ligger ikke til mig. Jeg har sjældent travlt, og når det jeg når. Jeg rider sjældent samme dag, som jeg sadler, og jeg arbejder bedst under press. Jeg når som regel det hele, og gør jeg ikke, er det sikkert ikke vigtigt.

Alligevel kan jeg mærke et vist pres snige sig ind. Daniel fylder atten på lørdag, vi skal holde fest, og jeg har cirka styr på ingenting.

Jeg har skrevet en liste. En meget lidt detaljeret liste.

Måske var det begyndende pres, der gjorde at jeg glemte et møde i dag. Måske er jeg bare glemsom. De klarede sig heldigvis fint uden mig, og så følger jeg bare trop. Lader de andre bestemme. Det er fint med mig.

Til gengæld gik jeg på arbejde i dag, i det mest strålende solskin. Meget bedre end det møde jeg gik glip af. Halvdelen af vejen gik jeg i selskab med min cykel, der også lige synes forhjulet skulle have ny slange efter baghjulet fik i sidste uge.

Jeg kunne have taget bussen efter aflevering hos cykelsmeden, men vejret var så skønt, jeg havde god tid (mente jeg bestemt... men der var jo det der møde..). Og så gik jeg.

Jeg ville også være gået tilbage, men når en kollega i bil skal samme vej, og tilbyder et lift til cykelafhentning, vejret er knap så skinnende og mørket godt på vej, siger man vel ikke nej.

Jeg gjorde i hvert fald ikke.