Skønne Barcalona

 

Det skønneste ved turen til Barcelona, var helt klart byen. 

Barcelona er en skøn by. Jeg nød at gå rundt, at se om hvert gadehjørne og konstant opleve noget nyt. 

Det var Michael der sagde højt, at det var en tryg følelse at gå rundt. Jeg tænker man skal passe på sine ting, men vi havde ikke følelsen af at det var det vigtigste. 

Jeg oplevede byen alene og sammen med skønne mennesker. 

Vi er enige om at det var en skøn tur, og vi måske burde gøre det igen en anden gang.

Og at Barcelona bestemt er et besøg værd. 

Også en gentagelse. 

Let it snow

 

For lidt over en uge siden startede jeg et lille broderi. Jeg havde det med til Barcelona, og den dag jeg var helt alene, fandt jeg det frem, brugte et par timer på det. Ind imellem var jeg ude i byen, og siden blev det liggende ved sofaen og fik et par sting med mellemrum. 

Og så var det pludselig færdigt.

Mønstret er fra Shannon Christine og er formentlig fra en juleklub, september et eller andet år. Det kan findes her.

Der skulle have været noget rødt på det. Både en julekugle og et bånd forneden. Jeg havde bare ikke lyst til at tilføje det. 

I stedet fik det en stjerne mere med glimmertråden i mange farver, jeg købte til projektet. 

Jeg aner ikke hvad jeg skal bruge det til. Men nu er det færdigt. 

Og det var superhyggeligt at sy. 

Stoffet er en rest aida - jeg måler det til atten sting per inch, eller syv sting pr centimeter. Inden jeg syede på det, farvede jeg med batikfarve. 

Det er helt vildt sjovt at farve med batik.

Jeg lagde stoffet i blød i vand med en håndfuld salt i. Jeg tror jeg lod det ligge tyve minutter. 

Jeg vred det opblødte stof, krøllede det godt og grundigt sammen og lagde det ned i bunden af en plastikkop jeg har købt til formålet. 

Jeg har batikfarve i pulverform. Jeg blandede farven med kogende vand. Eller i hvert fald varmt. Jeg overvejede ikke forholdet, jeg hældte bare farve i, og rørte rundt.

På et tidspunkt legede jeg lidt med farve, og selvom det aldrig bliver meget, har jeg alligevel en samling redskaber kun til farve. 

Jeg hældte farven over det krøllede stof i bunden af koppen med en spiseske. Lidt ad gangen, til alt stoffet var søbet ind i farve, men ikke så meget at farven dækkede alt stoffet. Nogen af krøllerne stak op over vandet med farve. 

Jeg lod det stå i omkring en halv time. Planen var tyve minutter, men så skete der et eller andet. Det gør der tit.

Jeg skyllede under rindende lunkent vand, til der ikke kom mere farve ud, lagde det til tørre på et håndklæde og fikserede farven med strygejern, da det var tørt. 

Jeg ved ikke om det er farveægte, men jeg forestiller mig ikke det er et stykke stof, der skal vaskes igen og igen.

Jeg kan vildt godt lide det melerede udtryk det farvede stof får. 

Min rest aida var temmelig stor, så jeg delte den i tre og farvede de to andre stykker i to andre farver. Måske får jeg brug for det en dag. 

Det her stykke klippede jeg med vilje temmelig smalt, for jeg vidste det skulle bruges til de små julebroderier. De andre stykker er større. 

Jeg  har en del broderigarn liggende, som jeg har arvet, som jeg har fået og nok også noget, jeg selv har købt. 

Det er blevet et princip kun at bruge det garn og de farver jeg har. Det betyder nogen gange, at jeg må gå på kompromis, eller ganske simpelt finde en anden farve i en hel anden skala, når der skal findes farver. 

Jeg valgte så alligevel at købe en multifarvet glimmertråd. Glimmertråd har jeg ikke på lager. 

Jeg kan godt lide farveholdningen i det lille broderi. 

Masker på en søndag - Uge 46

 

Ugen Kort:

• Jeg startede mandag med at mødes med studiegruppen. Der stod tidligere fremlæggelse af den opgave, vi netop har afleveret i pædagogik. Der er mødepligt til fremlæggelser, hvorfor 6. ferieuge startede tirsdag. Fremlæggelsen blev, siden jeg bestilte ferie, flyttet en uge, så vi havde tid til at gennemgå, hvad der var vigtigt at sige.
• Tirsdag var vi tidligt oppe, kørte til lufthavnen, fløj til Barcelona, og blev mødt af Nina og Michael, der var ankommet fra Aalborg en time før os, og netop var nået fra Terminal 2 til Terminal 1.
• Ugen er brugt i Barcelona. Det er en smuk by og vi kunne sagtens have brugt mere tid. 
• Tapas koster ikke meget i Barcelona. Og kan sagtens spises flere dage i træk.
• Vi gik de mange, mange trin ned fra et tårn i la Sagrada Familia. Mens de andre fik ondt i lægmusklerne, slap jeg. Det betyder altså noget at bo på tredje sal, uden elevator, og arbejde på en skole, hvor turen mellem kælder og anden sal tilbagelægges flere gange hver dag - her også uden elevator. En fredet skole har ikke plads til sådan en.
• Mens resten af familien tog mod Dali i Figueras, havde jeg en hel dag alene i byen. Det var skønt. 
• Barcalona Knits Festival var en oplevelse. Jeg brugte lidt flere penge end forventet. 
• Vi fløj hjem i går, og gik omkuld hen ad eftermiddagen. 
• Det har været en skøn uge. 

Læse:

Cubakrisen fylder de fleste af siderne i tredje del af trilogien. Jeg ved godt der var en krise, men jeg har helt ærligt aldrig sat mig ind i den. Lige nu truer tredje verdenskrig, som jeg ved ikke kommer. Men hvordan ender det så?

På begge sider af Atlanten er en af de unge hovedpersoner ansat som assistent for en fremtrædende politiker. I Rusland er Dimka Khrusjtjovs personlige assistent, men George, en af de få sorte ansatte i det Hvide Hus, en af flere assistenter hos Bobby Kennedy, og omgåes derfor ofte Præsidenten. 

Fra Cuba er et amerikansk spionfly skudt ned. Fra Rusland har Khrusjtjov sendt et forsøg på en tilbagetrækning af de atomvåben, han har opstillet på Cuba og i USA er Kennedy ved at omgå de krigsliderlige folk fra Pentagon og har sendt en tilbagemelding, begge store mænd kan fortælle deres befolkninger er en sejr for dem. 

Er det det? Ender krisen nu? Eller skal der mere til, inden historien går videre?

Strikke:

Det er ved at være tid til den årlige nissehue til Oscar. Jeg tænkte det kunne være et godt projekt at have ned i tasken på en ferie. Jeg besluttede mig for Mood Nissehue fra Spetakelstrik, købte garn, slog op og havde den med. 

Jeg strikkede gennem hele ugen, inden jeg i går i lufthavnen i Barcelona, erkendte at den var for lille. 

Michael hjalp gerne med at vinde garnet op om nøglerne, og som det kan ses, er der endnu meget garn at strikke, inden jeg er tilbage til der hvor jeg var. 

Jeg var nået så langt, at jeg havde droppet den lille pind, strikket alle maskerne over på en længere og startet på magic loop. Den lille pind havde jeg pakket i kufferten.

Altså slog jeg op på den lange pind, strikkede kanten og nåede netop at strikke kanten sammen, en maske ad gangen, inden vi landede i København.

Jeg tænker den skal med mig, de næste par uger. Den sal gerne være klar, inden vi d. 7. december mødes til familiehygge og pakkeleg. 

Barcelona Knits Festival

 

Målet for turen var strikkefestivallen. Barcelona er en fantastisk by, og jeg er glad for at vi udvidede turen, så det ikke kun handlede om garn. Det ville have gjort turen lidt mindre spændende. 

Allerede fredag var vi ude i en lille garnbutik i den anden ende af byen og hente vores armbånd, så vi nemt kunne komme ind. Jeg er ikke sikker på, at det gjorde den store forskel, for der var masser af muligheder undervejs i festivallen, til at ombytte billetten til armbånd. Men det var rart at have det gjort. 

Vi måtte ikke få armbåndene med hjem og selv tage dem på, men de blev sat så løst, at vi nemt kunne tage dem af, gemme dem til dagen efter og slippe for følelsen om håndledet, som i min optik er fin at undvære. 

Vi havde købt billet til lørdag og besluttede at have god tid. Vi tog først hjemmefra klokken ti - samtidig med at dørene blev slået op. 

Barcelona Knits Festival bliver holdt i World Trade Center i Barcelona. Et stort kompleks ved havnen, eller i havnen. Jeg tror grunden under bygningen er en udvidelse af byen ud i havnen. Vi kunne snildt have gået, det tog tyve minutter, fra vi gik hjemmefra til vi stod foran bygningen. Ifølge Google både hvis vi gik og hvis vi tog en bus. Vi tog en bus. 

Mens vi gik ud mod centret i havnen, nåede vi at blive en smule i tvivl, om vi var på rette vej, Der var ingen skiltning der tyede på massevis af garn og garnglade damer. Tættere på fandt vi dem. De var der -alle de glade damer. Faktisk var jeg imponeret over mængden af glæde. Ingen sure miner, trods tæthed, tasker der kom i vejen eller den meget lidt plads, boderne imellem. Bare glæde og undskyldninger, der blev mødt med smil.

Barcelona Knits Festival er stort, og så alligevel. Der var så mange besøgende, at der var kø ind i de to haller, der rummede de mange boder. Der var ikke den store plads boderne imellem, og det var svært at komme rundt, uden at gå ind i hinanden. 

Måske jeg har misforstået det, måske skal det være trangt. Jeg kunne godt have ønsket lidt mere plads, lidt større mulighed for at komme til og lidt mere plads til alle de mange strikkedamer, og -mænd, der mødte op. 

Og hold op som de mødte op. Vi hørte engelsk, fransk, svensk, amerikansk, sprog jeg er usikker på hvad var og masser af spansk. 

Vi havde ikke meldt os til workshops. Jeg kiggede dem igennem, men synes ikke der var nogen, jeg ikke kunne undvære. Der var adgang til en del foredrag, som vi kunne have gået til, men igen var der ikke noget, der tiltalte os. 

Jeg havde nok haft en forventning om at der ville være hyggelige steder at sætte sig og strikke. Det var der også, der var bare ikke rigtig plads, og de var ikke helt så hyggelige som forventet. Til gengæld var der fine spisemuligheder, og selvom det var tydeligt at vi gerne måtte blive færdige og gå igen, så andre kunne komme til, fik vi lov at sidde, så længe vi havde brug for. 

Vi kom efter oplevelsen, for at se det, og måske også tage noget med hjem. Det kan vi alt sammen krydse af. Det var en fin oplevelse, det var et kæmpe arrangement og glæden var fantastisk. 

Når det er sagt, så har jeg oplevet det nu, jeg har ikke behov for at tage ud til store strikkefestivaller rundt om i verden igen. Jeg synes ikke jeg så noget, der var bedre, større, smukkere eller andet end derhjemme. 

Der var masser af håndfarvet garn, men et eller andet sted synes jeg ikke der var noget nyt i forhold til de mindre danske festivaller. Jeg er stadig fortaler for Fiberfolk, som nok er mindre, men hvor jeg synes jeg ville kunne finde det samme. Hjemme er der også dybe farver, pastelfarver, meget speklet, mindre speklet, ensfarvet og mangefarvet. Jeg oplevede ikke en ny dyb tallerken. Jeg oplevede ikke noget, jeg ikke kunne have fået hjemme. 

Jeg havde en forventning om spindefibre. Jeg forestillede mig at det ville der være meget af, og det var det jeg gerne ville have med hjem. Jeg har en drøm om at spinde mønsterfarven til en Pressed flowers cardigan. Der var spindefibre, men jeg skulle lede efter dem, og udvalget var ikke fantastisk. Det kom nok lidt bag på mig.

Jeg er ikke ked af at jeg tog af sted og jeg kunne sikkert godt finde på at gøre det igen - om lang tid. Samtidig har jeg en følelse af, at nu har jeg været der. Som i været ude til et stort arrangement ude i verden.

Jeg står nok tilbage med følelsen af at: Ude godt, men hjemme bedst.

Til gengæld opstod et andet ønske. Vi talte nemlig med en dame, der arrangerer strikketure til Shetlandsøerne. Det kunne være spændende. Med den fart vi har på, kommer der nok til at gå en del år, før vi reelt begynder at planlæge sådan en tur. 

Jeg skal lige have pakket ordentligt ud og fundet en dag med dagslys, så skal jeg nok vise hvad der kom med hjem.

Antoni Gaudi

 

Kan man tage til Barcelona, uden at tænke Gaudi? Jeg kan ikke.

Fra kirken fandt vi kaffe og noget at spise, før turen gik videre mod Park Güell. Parken, der er fyldt med værker af Gaudi, og som jeg husker vild og fantastisk. 

Vi kom bagfra mod parken. Oppefra og med udsigt over byen og kirken med sine kraner. Nina sagde godt nok noget om at det kostede penge at komme ind. Inde i mit hoved gav det ingen mening, En offentlig park koster vel ikke penge at betræde, og jeg erindrer intet om at betale entre, sidst jeg besøgte parken (for fem og tredive år siden)

Det koster. Tretten Euro. Og der var udsolgt. Stod der på skilte. 

Det med udsolgt var ikke så vigtigt, vi blev gerrige. I stedet tog vi på tur for at finde et par af Gaudi's bygninger i byen. Det koster nemlig ikke noget at kigge udefra. 

Der er tre bygninger i byen. Der er også nogle gadelygter og noget andet vi ikke ledte efter. De to af husene ligger begge på Passeig de Gràcia, der også er udstyret med nogle vildt flotte gadelygter, som muligvis ikke har noget med Gaudi at gøre. Casa Milà og Casa Batlló. Det sidste hus - Casa Vincens lå længere væk, og så umiddelbart ikke vildt spændende ud. 

Det tre huse er museumshuse. Jeg aner ikke om der bor nogen i dem. Men det er muligt at købe en billet, der giver adgang til alle tre huse. Jeg vil hellere at husene bliver beboet, som det vel var Gaudi's plan, end at de henstår udelukkende som en turistattraktion. 

Sådan er der så meget. 

Vi startede med Casa Batlló, som med sin mosaikfacade, de organiske former, der er kendetegnende for Gaudi og hele stilen, var den af bygningerne vi var mest vilde med. 

Lidt længere henne ad gaden findes Casa Milà. Det er også flot, men på en meget mere afdæmpet måde. Det gjorde ikke lige så meget ved os. Og alligevel står det i skærende kontrast til så mange andre af de bygninger, der findes rundt om. 

Vi var ved at være trætte, ville egentlig bare hjem og skulle også finde noget at spise. 

I dag da vi tog ud for at bytte morgendagens billetter til garnnøglefestivallen til armbånd, gik vi forkert. Det var min skyld, jeg så forkert på kortet. Og pludselig stod vi foran et hus, hvor en hel del mennesker stod med selfiestænger og fotograferede sig selv.

Hvorfor? nåede vi at tænke, før det gik op for os, at huset var det sidste i rækken - Casa Vincens. Vi var enige om at de to andre var langt mere spændende. Casa Vincens har ikke samme organiske følelse, eller samme fantastiske brug af farver. 

Det er sådan nærmere lidt firkantet, skarptskårent, og stadig helt sit eget. Vi blev enige om at være glade for være gået forkert, for nu har vi set det.

La Sagrada Familia

 

Jeg har været i Barcelona to gange før. Første gang var jeg atten eller nitten, gik på HF, havde spansk som valgfag og en helt nyuddannet lærer, der planlagde en tur til Barcelona og fik en flok studerende og lærere med. 

Vi var rundt i byen, slentrede på Ramblen, besøgte både Picasso, Dali og Park Güell. Drengene på holdet arrangerede en tur på Camp Nou, hvor vi så Michael Laudrup spille bolden sammen med Barcelonaholdet mod Valencia, vi var i biografen og se film på spansk, mens vores søde lærer oversatte, og selvfølgelig var vi en tur i la Sagrada Familia. 

Et par år senere lokkede jeg min daværende kæreste (ungernes far) på en endagstur til Barcelona, da vi alligevel var i nærheden. Vi var på bustur til Costa Brava. Også dengang var jeg forbi kirken. Mens jeg gik op og ned igen, skulle ungernes far ikke nyde noget af så høje højder. 

Det er omkring fem og tredive år siden jeg besøgte kirken. Jeg husker den som en byggeplads. Vi gik lige ind, der lå byggematerialer over det hele, og vi skulle muligvis stå i kø, for at komme op i et tårn, men det kostede ikke noget. 

Jeg mindes noget om at der inde i kirkerummet var udstillinger, der viste hvordan kirken skulle ende med at se ud. Min erindring siger også at nok blev der bygget, men der blev også udført kirkelige handlinger.

Sådan er det ikke længere.

Vi ankom til Barcelona i tirsdags. I går stod der la Sagrada Familia på programmet. Vi havde billetter med tidpunkt, både til entre ind på området og til en tur i elevatoren op i et af tårnene. Vi ankom i god tid. Der var langt mere kirke end jeg husker. Det skulle der vel sådan set også gerne være...

Man går ikke lige ind. Indgangen foregår gennem et securitry-chek med gennemlysning og alting. Vel inde blev vi sluppet løs, og havde som udgangspunkt adgang over det hele - som i den del besøgende får adgang til. 

Vi startede med tårnet. Turen går op via elevator. Jeg tror vi kom højere op end jeg har været tidligere. Jeg husker ikke de smalle trapper med væg til begge sider, den første del af nedstigningen foregik ad. Der er langt ned, til gengæld fik vi adgang til et par af broerne mellem to tårne. Det var ikke en mulighed tidligere. 

Den sidste del af nedstigningen foregik af sneglegangen, jeg har besøgt før. Jeg bliver hver gang slået af hvor smuk den er. Også selvom jeg vidste det.

Vel nede blev det tid til at beundre kirkerummet. Det er højt til loftet, enorme stræbesøjler holder loftet oppe og de smukkeste glasmosaikker pryder de mange vinduer. I bedste Gaudi-stil er der fyldt med finurlige detaljer, og uanset hvor vi kiggede hen blev vi mødt af nye indtryk.

Gaudi, arkitekten bag kirken, døde i 1926, kørt over af en sporvogn. Da var kirken endnu ikke færdig. Andre arkitekter tog over og måske deres præg betyder at dele af kirken virker mere kubistisk end Gaudis meget organiske stil. 

Der er så meget at se, så meget at opleve. Vi endte med at være så fyldte af indtryk at vi besluttede at have fået nok. Under kirken fandt vi toiletterne og museumsbutikken, Anders fik den obligatoriske T-shirt der følger med hver ny by vi besøger og derfra gik vi ud for at finde en tiltrængt kop kaffe.