Det er ikke tit, jeg strikker efter samme mønster flere gange. Men allerede tidligt i forløbet af den første Leftie vidste jeg, at den ville være et godt bud på strik til min mor.
Altså huggede jeg en masse billeder af færdige sjaler, med masser af farveforslag til følge, og lavede en collage som gavekort til strik af en Leftie, da vi tidligere på sommeren holdt fødselsdag for både min mor og Emille.
I første omgang var min mor sikker på, at sjalet skulle ende som et studie i grønt. Efter at have kigget på de mange forveforslag og tænkt lidt over anvendelsesmuligheder, ændredes hendes holdning til noget med en del flere farver.
Gerne en hel regnbue. På en bund af grå.
Jeg afsøgte markedet og endte med at bestille et nøgle Zauberball - Tropiske fisk. Der er mange gode regnbuefarver i sådan et nøgle, men jeg synes der manglede lilla i flere toner, og har siden suppleret med endnu et nøgle Zauberball. Denne gang i farven Brombær.
I dag var det tid for bundfarven. Grå sagde min mor. Grå er mange farver, sagde jeg. Og vi planlagde sammen at kigge på udvalget.
Jeg havde på forhånd besluttet at bundfarven skulle være af Rasmillas Yndlingsgarn. Altså mødtes vi i formiddags, og tog metroen mod Amager og Rasmillas lille hyggelige butik i Hallandsgade. Efter at have afprøvet alle de mulige grå nuancer mod de tropiske fisk, landede valget på den, der slet og ret hedder grå.
Med hjem kom også et par nøgler turkis. Farven peget ud hjemmefra af Emilie, til et af de sjaler hun har bestilt.
Nu var vores misson egentlig udført, men der var god tid, og da vi var i nabolaget, ville min mor gerne vise mig Rikke Bruzelius' glaskunst i Glasseriet.
Det er spændende glas, fyldt med detaljer. Over alt dukker nye aspekter op, nye spændinger og nye måder at se på. Det er inspirerende glas, og jeg er glad for at have fået et kig ind i den eventyrlige verden.
På vej tilbage til stationen, metroen og cyklen udenfor min mors hoveddør, spiste vi frokost på Café Bizzaro. På det tidspunkt mente jeg stadig, vi havde masser af tid. Trods hurtig betjening og lækker mad, løb tiden alligevel hurtigere end jeg havde regnet med.
Så er det godt at have dejlige kolleger, der snildt klarer at jeg møder lidt senere, end jeg egentlig burde, når jeg brødebetynget ringer, og siger jeg er på vej ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar