Når jeg nu har en svoger, der arbejder langt tættere på min bopæl end hans egen, og han oven i købet arbejder om natten, og derfor kører mod byen søndag aften, er det skønt at kunne blive kørt til døren efter en weekend hos det søsterlige.
Emilie viste udsving af træthed allerede længe inden vi kørte hjemad. Måske lige dele træthed og kedsomhed. Hun er glad for sine fætre og kusine, men også glad for at kunne være alene. Til tider kan en hel weekend næsten være i overkanten.
Nu sad hun på bagsædet. Glædede sig til at komme hjem. Hjem til egne revirer, egne rutiner og egne viljer. Udstyret med mobilen, lyd og SongPop, sad hun ganske i egne tanker.
Lige pludselig, helt uden fortilfælde, ramte hun (måske hendes albue) knappen til den elektroniske nedrulning af vinduet. Jeg nåede lige at vende mig om, og se hendes totalt overrumblede ansigtsudtryk, samtidig med at nedrulningen forårsagede sugekop og solskærm fra vinduet at forsvinde gennem det nu temmelig åbne vindue.
Mens jeg mente vi burde betale for en ny, sad Claus og næsten klappede i hænderne. Så meget man nu kan klappe i hænderne, når de samtidig bør holde fast i rattet.
Han er nemlig efterhånden temmlig træt af solskærmene, der måske nok holder noget lys ude, på meget skinnende dage, men som også gør det sværere for føreren at se gennem ruderne. I øvrigt var det nogle de hhar fået gratis... og hvis Emilie lige kunne komme til at ramme knappen til det andet vindue, ville han blive rigtig glad.
Der går lang tid, inden jeg glemmer Emilies forskrækkede ansigtsudtryk, lige der, hvor hun forgæves forsøgte at gribe solskærmen i flugten. Og så håber jeg forøvrigt, at ingen fik den i hovedet, på den nok så besøgte og forholdsvis mørke del af motorvejen i aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar