Torsdag startede ellers ganske stille. Masser af tid havde jeg. Tid til at vågne. Tid til at starte. Tid til at kigge det nyeste clue, i endnu en mystisk striksammen, over skulderen. Tid til det hele.
Men tiden går, og pludselig var det tid til madpakke, taskepakning, hårredning, og almindelig klargøring. Tid til arbejde.
Vi skulle på tur. Da jeg gik hjem i går, var der ikke mange meldt til, så jeg troede egentlig at vi skulle deles. At halvdelen skulle blive hjemme sammen med de børn, der ikke skulle med. Men de ville med allesammen. Og så var der mulighed for eksperimenteren for os alle.
Det er ikke svært at finde til Eksperimentariet. Det er egentlig heller ikke svært at få en flok børn af bussen. Men af en eller anden grund, var det meget svært at få den sidste voksne af.
Jeg ved ikke hvordan de gjorde det. Men, mens jeg havde travlt med at kigge ud af forruden og var fuldstændig overbevist om, at det først var næste stop vi skulle af ved, nåede de alle at liste ud af bussen, og siden vinke til mig, der stadig var derinde.
Der var ikke langt at gå tilbage. Og vejret var godt. Ungerne fik et billigt grin - og det holder de næppe op med foreløbig.
Resten af dagen gik uden de store udsving. Hjemme er der gjort forberedelser til Tøsebarnets hjemkomst. Hun kommer hjem i morgen og har bestilt "god mad". Adspurgt var god mad ButterChicken. Altså har jeg fundet en opskrift, der ser lovende ud, og som jeg håber falder i smag.
På den anden side er jeg temmelig sikker på alt, der lugter af et forsøg, vil falde i smag. Hun hungrer. Det kvalitetsbevidste og meget madglade barn, har ringet flere gange, og har ikke lydt helt tilfreds efter de sidste dage, at være spist af med toast og hotdogs.
I morgen, i morgen, i morgen... lyder en glad melodi. Både her og i det jyske.
hihi det var sjovt og det bliver det nok ved med at være i år fremover
SvarSletEvi, Ja, den er jeg sikker på at kunne blive rød i hovedet over længe... :)
SvarSlet