Oppe på Hammerknuden, på den klippefyldte del af Bornholm, ligger Opalsøen. Som de andre søer med navne efter ædelstene er Opalsøen også menneskeskabt. Her er hverken gravet ler eller brunkul.
Her er slet ikke gravet. Her har der været brugt sprængstof. Her blev den Bornholmske granit brudt gennem mange år.
Jeg husker stadig dengang min far, i sin egenskab af chefingeniør hos Hasle Klinker- og chamottestensfabrik, tog os med ud i et af de dengang stadig aktive granitbrud. Vi ankom netop som en sprængning gik i gang. Det var en oplevelse. Der er store kræfter i granit.
Over Opalsøen hænger Danmarks længste svævebane. To hundrede og tre og halvfems meter lang. Med en start omkring tres meter over vandoverfladen. Med en hastighed på godt halvfjerds kilometer i timen, med landing i vandet og med mulighed for masser af sug i maven.
Da Anders, ungerne og jeg for flere år siden cyklede Bornholm rundt, var vi også forbi tovbanen. Dengang havde jeg ikke det store behov for en tur. Det havde jeg heller ikke da vi i søndags stod ved søbredden og overvejeden for eller imod.
Anja og Lotte der imod. De var klar. Det var nu også planen.
Mens de seje blev iført klatreseler og fikse sko, holdt vi andre på tasker, tøj og håndklæder. Siden kunne vi sætte os på stenkanten af søen, og vente på at vovehalsene nåede toppen, blev forbundet med tov og bane, for at kaste sig ud i intetheden.
Lotte hoppede fra kanten, mens Anja efter lidt tøven blev tilrådet at løbe.
Lækkert så det ud, og det var to temmelig høje tøser, vi havde med i bilen, da turen fortsatte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar