Håndarbejde gennem tiderne

Det er efterhånden længe siden det stadig var ferie og vi var på Frilandsmuseet. Alligevel har en flok billeder ligget og ventet. Billederne af håndarbejde. Emnet jeg altid finder mest spændende, uanset hvilken tidsalder jeg besøger.

Over hele museet, i alle husene er der spor efter håndarbejde. Både det nytterige og det mere pyntelige. Som den lille hedegård fra vestjylland, hvor beboerne hjalp indtægten lidt på vej, ved at supplere med hosebinderi.

I løbet af sekstenhundredetallet og et par hundrede år frem var hosebinderiet udbredt over den jyske hede. Mange steder langs vestkysten, hvor jorden ikke gav det store udbytte, men fårehold kunne give uld, sad hele familier, både børn, mænd og kvinder, og strikkede strømper i fællesskab. Dengang hed det at binde, og strømperne hed hoser. I bindestuen sad de sammen rundt om bordet, med alle garnnøglerne i samme fad, mens tråden hang over en krog i loften.

På nutidens hjemlige strikkemaskiner føres tråden også i et langt løb, så eventueller ugler på garnet når at opløse sig, inden det når til det strikkende maskineri.

I lampernes skær blev der strikket, fortalt historier, sunget og snakket. Når lageret var stort nok, kom hosekræmmeren forbi, opkøbte og solgte andre steder i landet.

Et andet sted i landet var kniplinger en mulighed for at have en indtægt. I Danmark var produktionen størst i Sønderjylland, Tønderkniplinger en luksus, for de rige. Mange, mange piger har siddet bøjet over kniplepinde og tynd hørtråd fra sekstenhundredetallet, til moden og industrialiseringen i attenhundredetallet fjernede interessen for kniplinger.

Det er længe siden jeg selv har kniplet, men jeg ved hvor lang tid det tager at lave bare et par centimeter. Samtidig har det været hårdt for både ryg og øjne at sidde bøjet dagen lang. De færreste kniplepiger holdt særlig længe, og betalingen var ikke særlig høj.

På Frilandsmuseet står et hus fra Sønderjylland, der indeholder en knipleskole. Her har småpiger fra egnen lært kunsten. Glaskuglen i midten er fyldt med vand, og har været brugt som lysforstærker for tællelyset.

I brugsen i stationsbyen, der er mange år yngre, ligger blonder, knapper og sytilbehør på række i montren i butikken, mens der på pigeværelset på loftet, ligger et syetui og et gammelt håndarbejdsblad opslået med anvisninger til syning af de sidste detaljer af et stykke tøj.

Alle steder findes tilstædeværelsen af håndens arbejde. Både det praktiske og det mindre praktiske. Flakoner under vaser, broderier, duge, betræk eller sengetøjet, der også alt efter tid og sted ændrer karakter.

Sammen med alle de andre håndværksmæssige gøremål, både madlavning, snedkerering, pottemageri og hvad det ellers kan være, er det helt sikkert det, der gør størst indtryk på mig, når jeg besøger steder med mulighed for at se, hvordan det har været engang.