søndag den 13. marts 2011

Kærestetid


Ved søerne - København marts 2011


Ved søerne - København marts 2011


Lørdag blev hensat til kærestetid og en tur mod byen. Et af målene var Lego Store på Strøget, for lego går aldrig af mode, heller ikke selvom man er vokset ud over de umiddelbare aldresgrænser.

Derefter gik vi, sultne og med lyst til indisk/pakistansk, i en udstukket retning mod Vesterbrogade og kvarteret omkring Sorte Hest. Gik langs søerne, holdt i hånd og grinede lidt af svanen, der ophøjet stod på isen og kiggede ud over undersåtterne i vandet.

Midt i sivene mødte vi en rørhane, der ikke havde den mindste lyst til fotogengivelse og den ikke specielt gode zoom blev sat på opgaven. Anden derimod – den var ligeglad.

Mætte og med maverne fyldt med butter chicken og lam i spinat fra den lille undselige Columbia, der udefra mest af alt ligner en grillbar, men inde byder på glade ansatte og et menukort der rummer meget andet end burgere og pomfritter, tog vi bussen hjem igen, købte fløde til den uundgåelige kaffe og lod igen fjernsynet kværne løs fra sit hjørne om vand og katastrofer.

Om lidt er jeg klar til at hente de hjemkomne, der vistnok medbringer aftensmaden i form af friskfanget laks – hvor meget lykkedes det ikke rigtigt at finde ud af, så planlægningen af aftensmaden lader vi stå til det bliver lidt lettere at overskue.

3 kommentarer:

  1. Det lyder da bare super hyggeligt! Jeg var også i legoshoppen for første gang i fredags. Ret fantastisk sted, der får mig til at ønske, at jeg kan købe løs og lave maskemarkører som "Bothered Owl", hvis du har mødt den shop på Etsy....

    SvarSlet
  2. Den har jeg ikke mødt, Christunte, men det kan der hurtigt rådes bod på :)

    SvarSlet
  3. When i want to go to a restaurant i always think twice , when i want to pick my lovely meal. I enjoy each time, eating on chinees restaurants. Really good meal.

    SvarSlet