Køkkenskriverier

Jeg er af en eller anden grund stået helt af på det der mad-noget. Jeg gider virkelig ikke. Det er ikke fordi jeg ikke kan. Faktisk er jeg ret god til at lave mad, men jeg gider bare ikke. I hvert fald ikke til hverdag. Skal vi have gæster er det noget helt andet, og det er heller ikke noget problem at bage otte bradepander pizza eller lagsagne af ti kilo kød – bare jeg er på arbejde.

Jeg har fået meldt ud, at jeg ikke gider. Og som udgangspunkt er jeg også fritaget. Til  gengæld køber jeg gerne ind. Jeg gider også godt vaske op og sørge for at køkkenet ser fristende ud, og jeg har også svært ved at holde mig væk, når ungerne i perioder bliver pålagt vedligeholdelsen.

Bage derimod. Det gider jeg godt. Det er bare ikke så tit det bliver til noget.

Ind imellem kan jeg dog ikke rigtigt løbe fra ansvaret og med børn i huset, bliver der dagligt efterspurgt ernæring, og det er svært igen og igen at spise dem af med rugbrød.

I dag kunne jeg godt se hvad vej vinden blæste, da Anders hoppede i tøjet og begav sig på vej mod “det onde sted” aka arbejdspladsen og løse ender, der helst skal bindes inden morgendagens skema dikterer skole de næste ti uger.

Jeg købte faktisk ind til mad, da jeg inspireret af Sifka var ude efter marcipan og blåbær. Jeg troede faktisk også jeg havde lyst til at lave mad og jeg var fornuftig nok, til at blande langt sundere bestanddele inden kagebagningen tog fart.

Midt i omrokeringen af Emilies værelse – et projekt hun har brugt det meste af ugen på, med opmåling, tegninger og gode ideer – glemte jeg da alt om aftensmad. Heldigvis var dejen hævet og klar til videre færd, da de første spæde barnestemmer spurgte efter evindelighederne. Friskbagt brød siger ingen af dem heldigvis nej til, og da køleskabet både kunne byde på ost og pølse af den lækre slags, var jeg reddet på målstregen.

Så håber jeg dagens indkøb indgår i forplejningen en anden dag.