Jeg fristes til at sige; er det allerede fredag?
Ugen er gået hurtigere end jeg nåede at komme med. Jeg har nået en masse, og alligevel kommer det bag på mig at vi er nået til enden og weekenden banker på. Ikke at den ikke skal være velkommen. Jo, jo helt sikkert – velkommen weekend.
I aftes faldt jeg i søvn i Emilies seng, med armene om hende i det der skulle have været en kort og kærlig putning. To timere senere vågnede jeg, og kunne søvndrukkent børste tænder og vælte videre ind i mine egne gemakker.
Der sad Anders foran computeren, og computere kan nogen gange tage så meget tid, at det slet ikke var gået op for ham, hvor længe jeg havde været fraværende. Sådan kan vi ind imellem være sammen og hver for sig selv på ganske få kvadratmeter.
Længe inden vi nåede sovetider havde meteologerne lovet os regnvejr, og regne gjorde det da Emilie og jeg kørte hjemad engang i går aftes. Længe inden vi nåede slutdestinationen slog regnen over i hagl. Da provianteringen var overstået lå haglene, der stadig faldt i så tykt et lag, at det i kanterne var helt hvidt og alle andre steder knasede.
Just på vej af den videre færd, mødte vi en dame der gik noget usikkert og var bange for at også vi skulle blive påvirkede at det meget nedfald. Derfor udbrød hun i en tone, jeg ikke helt kunne lade være med at smile af, og meget højt:
Hun havde jo sådan set ret, og vi både passede på og glædede os over omsorgen.
Nu venter en fredag, der helt har glemt det spirende forår, for haglen slog i løbet af aftenen og natten over til sne. Sne der nu ligger i en fint lag overalt.
Jeg håber mine spirende tulipaner overlever angrebet og vælger at nyde lyset i alt det hvide.
Det er nu hyggeligt at falde i søvn sammen :-)
SvarSletSuperhyggeligt, Losarinas mor :)
SvarSlet