Panik på banegården

Normalt er jeg stadig på arbejde, når ungerne skal ud af døren og vestpå. Når jeg har fri tilbyder jeg at følge, og selvom den yngste er langt mere overbevisende, synes de begge to det er hyggeligt at kunne vinke fra toget.

Daniel er den der står for billetterne. Når jeg en sjælden gang følger, er det selvføgelig også Daniel der har billetterne, for det er ham der skal med toget, og aldrig før har det været noget problem.

I dag nåede vi Høje Taastrup, og tyve minutter før afgang konstaterede Ungersvenden at billetterne lå derhjemme.

Så er gode råd dyre og efter den første paniske følelse, tænke jeg at sådan en printselvbillet vel kunne printes igen. Mig ind i butikken og spørge efter en mulighed for computer, netadgang og printer. Ingen problem, butikken havde både computer og printer stillet op til kunderne.

Desvære kun med adgang til DSB’s egen side.

Damen bag disken havde ikke meget til overs for mit problem, og der var ikke andet at gøre end købe billetter på ny. Afgangen var efterhånden rykket noget tættere på og der var ingen muligheder for pladsbilletter.

Ingen problem, Daniel havde sin egen computer med, og kunne vi bare få kontakt til nettet, skulle det nok kunne lade sig gøre at finde numrene. Men det var lettere sagt end gjort.

To minutter inden afgang fik jeg den geniale ide, at Anders muligvis var nået hjem og kunne aflæse hjemmefra. Det lykkedes, ungerne blev sat på toget, vi vinkede alle behørrigt – også selvom vi ikke var helt sikre på om det nu også var de rigtige vi vinkede til. Det er næsten umuligt at se gennem de tonede ruder på lyntoget.

Ungerne blev bænket på de rigtige pladser. Pladser jeg jo faktisk har betalt, men som de ikke kan dokomentere er deres. Min forestilling er, at de højst får at vide, at kommer der nogen og kræver pladserne, må de flytte sig. Det vil ikke ske, for de eneste der kan kræve pladserne er dem selv…

Fra pålidelig kilde ved jeg de stadig sidder der.

Tilbage er så bare dobbeltbetalingen, som jeg mente Daniel skylder mig.. Han så noget blegnæbbet ud, da det gik op for ham hvad sådan et par billetter koster…
Om han rent faktisk kommer til at betale er en anden historie, men en del af det kunne jeg godt finde på at kræve ind – bare for at sikre mig han aldrig glemmer billetterne igen.