lørdag den 12. marts 2011

Færdig og afleveret


Daniel som model


Daniel som model


Lige i rette tid, inden ungerne tog mod Århus, blev onkelsweateren færdig. Når modtageren netop bor i Århus, håbede jeg at kunne slå to fluer med et slag, og den søde og rare onkel stod da også parat og tog imod, da de rejsetrætte børn stod af efter endt togtur.

Den er prøvet og fundet dejlig. Ærmerne er desværre ikke helt lange nok, en mistanke jeg fik i sidste øjeblik, men da alle mål passede sendte jeg den alligevel afsted.

Der er garn nok, og jeg har lovet en forlængelse næste gang vi ses.

Inden afsendelsen blev Daniel uden mulighed for modsættelse kommanderet ned og ud og retstående med modellen på. Han synes den var kold, kradsede en smule, men var ellers ganske godt tilfreds. han har ikke helt den rette størrelse, men jeg valgte alligevel billeder med model i, da det altid er lækrere at se på.

Med kraftig skelen til både Anne og Liselotte, har jeg besluttet mig for en faktaboks, som har masser af plads til forandringer efterhånden som jeg bliver mere dus med den.


Færdig onkelsweater


Så her kommer Fakta :


Design: Modellen er lavet dels efter en gammel firsersweater yndlingstanten min strikkede for længe siden, dels efter mine bedste overbevisninger om skæring af sådan en. Der er tegnet og beregnet og pillet en smule op, før det endelige resultat ventede,


Garn: Efter sammensyning, opskyldning og tørring endte jeg på 832 gr koksgrå Peer Gynt fra Sandnes Garn. Farven hedder fra fabrikkens side 1088, og krævede en ekstrabestilling, for den først beregnede mængde var slet ikke nok.

garnet er 100% ren ny uld, og har været en smule kradsende at strikke af, mens det færdige resultat virker meget behagligt. Samtidig må jeg sige at duften af uld i våd tilstand, får mig til at tro på kvaliteten.


Pinde: For et fast resultat er hele sweateren strikket på pind 3. Af hensyn til faste ribkanter er de for størstedelen strikket drejet ret, mens rullekraven, der skal se ens ud fra begge sider også har drejede vrangmasker.


Størrelse: Jeg gætter på en størrelse medium.


Bemærkninger: Siden alting allerede er skrevet og noteret, arbejder jeg lige nu på en opskrift, der gerne skulle være på gaden i løbet af kort tid – forhåbentlig.


Har du lyst til at se flere billeder af onkelsweateren, kan de ses lige her på Ravelry

4 kommentarer:

  1. Dejligt at have en niece, som kan strikke :-)
    God weekend til jer og forhåbentlig kan sønnike sove trods udsigt til uventede udgifter ;-)

    SvarSlet
  2. Det tror jeg nu ikke han tager så tungt Lene, men måske det kunne være endnu et encitament til at finde et job :)

    SvarSlet
  3. Det er blevet en meget, meget flot sweater. Du er dygtig til lige at lave det nødvendige ud af hovedet!
    Håber ikke, det bliver for svært at lave ærmerne længere.

    SvarSlet
  4. Tusind tak Christunte.
    Det skulle ikke være det store problem med en forlængelse, så længe det ikke bliver for svært at pille ærnepåsyningen op :)

    SvarSlet