Et kompliment

Jeg bliver altid glad for komplimenter og jeg forsøger virkelig at sige pænt tak og udvise både interesse og glæde, når komplimenter bliver uddelt.

Jeg har lige fået et, men desværre er jeg voldsomt i vildrede med hvad jeg egentlig blev komplimenteret for.

Jeg har været hos Bedsteveninden. Vi har brugt hele aftenen på at hygge, strikke og se alle BBC’s godt seks timers Stolthed og Fordomme. Jeg skulle ikke se godt ud og havde derfor hverken makeup på eller på nogen måde gjort noget ud af håret.

Jeg havde strikketøjet med i en kurv, jeg havde over armen. I bussen på vej hjem sad jeg og strikkede – kun en lille smule, fordi turen er så kedelig, og jeg bliver køresyg, hvis jeg strikker for meget.

Jeg havde min blå hæklede nederdel på, der egentlig er en lysedug, men hæklet med dobbelt bomuldsgarn på en meget stor hæklenål og derfor blev tilpas stor til at kunne bruges til nederdel. Derudover havde jeg min omsyede brune jakke, med sjove detaljer som ekstra vide ærmer af noget broderet silkestof jeg købte til formålet, fine hægtelukninger og broderi på ryggen og mit store hvide strikkede sjal.

Nå ja, og så de nys lavede filtede vanter, Tøsebarnet ikke gider bruge, sorte strømpebukser og sokker, der stikker op af støvlerne. (Damn, med fare for at have omdefineret mig til en modeblog, stopper jeg øjeblikkeligt med mere tøj)

Da jeg stod af bussen stod også en mand af. Vi gik begge mod fodgængerovergangen, og mens vi ventede på grønt, lagde han ud med at fortælle, at han havde lagt mærke til mig i bussen, pegede nærmest op og ned af mig og ville bare sige, at det var squ i orden.

Tak sagde jeg, og blev lidt i tvivl om han mente påklædningen, eller det faktum at jeg strikkede i bussen. Han fortsatte, at han havde overvejet at sige det til mig allerede mens vi sad i bussen, men det synes han alligevel ikke. Jeg takkede igen, specielt da han fortsatte snakken om at det var fantastisk og så meget i orden.

Jeg gik ud fra han mente mit udseende. Men da han spurgte om jeg havde været på Christinia, blev jeg alligevel temmelig meget i tvivl om, hvad det egentlig var han mente. Da jeg kun kunne svare nej til spørgsmålet og i øvrigt fik indskudt at jeg faktisk ikke sådan lige kan huske, hvornår jeg sidst har været på Christinia, undskyldte han nærmest og fik pludselig meget travlt.

Jeg har på ingen måde noget imod Christinia. Men jeg er stadig i tvivl om sammenhængen og hvad han egentlig mente.

Hjemme spurgte jeg Anders, som blev en smule øh, bøh agtig, inden han mente manden måske mente jeg havde defineret mig selv godt og det var det, han synes så godt om.

Jeg vælger at tro på noget i den stil, selvom det stadig er mærkeligt at modtage et kompliment, jeg ikke er helt sikker på jeg forstår.