Sjældent har jeg haft en aften med så meget grin. Jeg har grinet, så jeg fik helt ondt i maven og ikke turde tage den næste tår fra glasset, i angst for at sprøjte alting ud i endnu et latteranfald.
Emnerne har været mange og spændt lige fra store tanker til petitesser, historier fra engang og i dag. Alting med et tvist, der måske nok var alvorligt, men også så sjovt at vi alle næsten lå hen over hinanden af grin.
Det er skønt at grine og det er skønt at have kolleger, der kan grines med.
Den malende historie om dengang Sir Geismar mistede det yderste af sin finger og stod med gennemblødte viskestykker, mens den nærmeste dreng da ikke lige gad løbe efter hjælp, blev leveret så vi hikkede af grin.
Komplimentet om at den tresårige aldrig er blevet gift på grund af os nuværende kvindelige medarbejdere – for livsledsageren skal være bedre end dem på arbejdet – grinede vi endnu mere af, for selvom den ene af os har været på institutionen de sidste tolv år, havde vi alligevel svært ved at finde årene efter otteogfyrre som den giftefærdige alder.
Der var flere men ingen af dem kan gentages, så det også bliver sjovt.
Bryllupsplaner med og uden præster i kirke eller på standen blev rundet, for Chefen skal giftes – endda med en af de lokale lærere – så alle er inviteret og vi venter nu spændt på om parret ender som trolde i skoven, eller hvordan det hele nu hænger sammen.
Det hele blev garneret med scorekagen, der er en smule tungere end jeg husker den, men ikke smagte mindre godt, og heldigvis var stor nok til at et stykke fandt vej hjem til Anders. Han gik straks ombord, er scoret atter engang og har planer om at morgenmaden kan indeholde endnu et stykke.
Jeg lovede en opskrift. Den kommer her:
Scorekagen
Kage:
5 dl mandler
3 appelsiner
150 gr mørk frossen chokolade
1½ spsk kanel
6 æg - rumtemperatur
11/4 dl sukker
3 spsk friskpresset appelsinsaft
3 spsk orangelikør
Glasur:
165 gr mørk chokolade
1½ spsk kakao
1 spsk lys sirup
175 gr usaltet smør
Bunde og sider på en springform smøres og stilles til side.
Mandlerne ligges i et enkelt lag på bagepapir på en bradepande og ristes i ovnen 5-7 minutter ved ca 200ºC.
Appelsinerne vaskes og skrælles tyndt med en kartoffelskræller. Skrællerne hakkes fint.
De ristede mandler og frosne chokolade hakkes så fint som muligt – gerne i en minihakker. For ikke at chokoladen ender som en klump, der hverken vil det ene eller det andet, er det vigtigt at blande chokolade og mandler under hakkeprocessen.
Når alle mandler og alt chokoladen er hakket tilsættes appelsinskrællerne og kanelen røres i.
Pisk æggehviderne stive.
Pisk æggeblommer med sukker så længe at det bliver tykt og næsten hvidt.
Bland mandler/chokolade med appelsinsaften, 1/3 af hviderne og alle æggeblommerne.
Fold de sidste æggehvider i og hæld dejen i den smurte form.
Bages midt i ovnen ved 175ºC i 35-40 minutter.
Kagen afkøles i 10 minutter.
Tag kanten af springformen og vend kagen så den kan køle af på en rist.
Når kagen er kold pensles den med orangelikør.
Glasur:
Bræk halvdelen af chokoladen i små stykker og bland med halvdelen af kakao, sirup og smør.
Rør i blandingen mens den smelter langsomt i en lille gryde.
Hæld glasuren ud midt på kagen og roter den, så glasuren breder sig jævnt.
Lad kagen stå i 45 minutter.
Gentag derefter proceduren med den anden halvdel af glasuren.
Vent mindst 45 minutter med serveringen.
Jeg lavede en hindbærcoulis af frosne hindbær og sirup, ca 70% bær til de resterende 30% sirup. Blandingen stod på blusset under svag varme til det meste af væden var kogt væk og det tilbageblevne var en smule tyktflydende.
Sammen med hindbærene blandede jeg creme fraiche med vaniliesukker og hældte lidt af hvert over kagen.
mums .....
SvarSletlyder som om i har haft en fantastisk aften
Kh♥
This is new for me too. I just saw the article and realised that being informed about the latest appearances cuisine, its very important.
SvarSletDet havde vi Marianne :)
SvarSlet