Genopfyldning

Min søde kollega laver snaps. Der er ikke det, han ikke kan få noget ud af. Ind imellem ender forsøgene knap så godt, men langt størstedelen af tiden er de færdige produkter af så høj kvalitet, at selv garvede snapsedrikkere kan blive overraskede.

Anders drikker gerne snaps. Han har forsøgt sig med at lave selv, men som han sagde den ene gang, jeg har set ham forsøge, så har han ikke tålmodighed til at vente til trækketiden er overstået, men har længe inden prøvesmagt så der ikke er noget tilbage når tiden for nydningen nærmer sig.

En af yndlingene er slåen. Sidste gang vi var hos yndlingsfamilien i Århus, mente han at de også skulle have glæde af drikken, og købte en fin flaske. Desværre, eller måske heldigvis kunne ingen andre end Anders selv lide det. Det gav grobund for så meget mere nydning til ham selv, at ingen rigtig blev kede af det.

Engang i sidste uge stod flasken tom på køkkenbordet. Jeg tænkte at den søde kollega min måske ville have den, til at hælde noget andet på. Det ville han nu ikke, men han ville vældig gerne fylde flasken op igen.

I dag var den fyldt, og jeg fik den med hjem. I kampens hede havde jeg ikke lige fået fortalt Anders om planerne, så med hjem havde jeg også strenge ordrer om bare at placere flasken på samme plads, og  ellers ikke sige noget.

Det gjorde jeg så, og ventede spændt.

Selvfølgelig kom han sent hjem efter overarbejde, og selvfølgelig skulle han først lige spise og ryge og snakke og få noget i øjet, inden han endelig endte tæt nok på flasken til at der var håb om at han ville få øje på den…

Det gjorde han. Ret hurtigt. Lænede sig frem og kiggede. Længe.

Adspurgt sagde jeg der var saftevand i. Et kort øjeblik troede han på det, selvom han havde nået at tænke noget om magi, og der skulle temmelig meget overbevisning til at få ham til at smage.

Det er vist ingen overdrivelse at det blev vel modtaget.