Babyfingre

For efterhånden to år siden strikkede og filtede jeg et uldent sæt til Emilie.

Huen blev aldrig et hit, men vanterne… Dem har hun endnu, og elsker dem. Hun bruger dem hver dag og er næsten panisk, hvis hun ikke lige kan finde dem.

Ønsker om ekstra er ytret, så da Netto i starten af januar havde blødt, nærmest utvundet uld, købte jeg nok til både hue og vanter. Tanken var at huen ikke skulle filtes denne gang.

I aftes strikkede jeg en enkelt vante, for med ringe viden om hvordan den ender efter vask, turde jeg ikke lægge an på et helt par.

Sikkert godt det samme, for efter formiddagens vask står jeg tilbage med lækker varme til et par babyfingre. Lækkert og tykt og den helt rigtige tekstur. Bare alt for småt.

Heldigvis er der garn nok til to nye vanter. Når Tøserbarnet igen er hjemme, er der både tøsefingre og en vaske vantte at måle på, og inden længe skulle hun nok kunne få varme på kolde fingre, når vantesæt nummer et har været i sneen, og stadig hænger til tørre.

Huen derimod – den blev der så ikke garn til.