Nøgleflugt

Mens Kameraet stadig er forsvundet, er jeg begyndt at overveje, om ikke jeg var ved at lægge det i tasken og faldt over noget andet undervejs. Man skulle jo så tro, at det ville befinde sig øverst et eller andet sted.

Det positive er at eftersøgningen også forårsager oprydning…

Anderledes var stormen, der næppe ryddede op, men fik Anders – der pludselig synes det vigtigt at gå en tur – til febrilsk at vende tilbage, hente en lygte og styrte ud af døren igen. Vinden, eller stormen, havde grebet fat i nøglesnor og nøgler og nærmest hevet det hele ud af hænderne (i hvert fald lommen) på ham og med ringe belysning, var de umulige at finde igen.

Efter han forsvandt, sad jeg med pinde og garn, lyttede til stormen, der fik glæden over trediesalen og de skrå vægge til at mildnes noget. Hvert andet øjeblik forventede jeg noget skulle ryge tværs gennem ruderne. Muligvis lød det værre end det var, når suset om huskanter og tagrygge tages med.

Her til morgen ser alt tilforladeligt ud. Altanens kanter har stået godt imod, for alle små ting og olielamperne står hvor de stod, og har stået hele vinteren.

Længe gik der, før han vendte hjem fra nøgleekspeditionen. Jeg havde forlængst opgivet og forudså udskiftning af både det ene og det andet. Men op gav han ikke, og omkring halvtreds meter fra det forventede sted, ude midt på vejen, havde nøglerne ligget – med snor og det hele.

Længe inden storm, var jeg på tur med tre af de mest nørdede af de nørdede. En af de bedste ture jeg længe har været på, og med drenge der nærmest dirrede af lyst til en gentagelse. Mens vi sad i toget, på vej mod byen, tikkede beskeden ind om en cykel, der er klar til afhentning.

Om ikke så længe vil jeg begive mig ud i vejret, heade mod Glostrup og spændt hente jernhesten, der måske i virkeligheden har været mere savnet, end jeg helt har været ved.