mandag den 28. september 2009

Nordby


Nordby - Fanø

Weekenden skulle måske nok stå i strikkens tegn, men langt vigtigere var samværet med Nina, der kom nordfra og i Fredericia mødtes vi, for at tage resten af vejen sammen.

I toget mødte vi endnu en strikkedame på vej mod Fanø, og tydeligvis har der været mange med fredag, for togførerne havde hyggelige minder om strikkende damer.

Vi havde kun købt billet til Esbjerg, for der at købe billetten til færgen. Det viste sig at være en god ide, for mens togføreren mente det billigere at købe billet hele vejen og derfor fandt prislisten frem, viste det sig at der  var sparet adskillige kroner ved at dele billetten op. Hvorfor kunne ingen rigtig svare på, men snydt følte vi os så ikke.

Ankommet til Nordby tjekkede vi op på bustiderne og begav os ud i byen på jagt efter frokost. Byen så lidt øde og tom ud – det var tydeligvis ikke her vi skulle møde andre strikkende damer – men hvor er det bare en hyggelig by, med små stråtækte huse og masser af stemning.

Nordby - Fanø

Ved Ambassaden kiggede vi indenfor og besluttede at blive. Det fortrød vi ikke. Mens vi spiste os igennem en større sandwich, der mættede resten af dagen, fik vi vendt både det ene og det andet og gik derfra mætte og glade for at udforske lidt mere af Nordby, før vi vendte snuden sydpå mod Sønderho.

Længere nede ad hovedgaden fandt vi Christel Seyfarths butik og måtte lige indenfor og kigge. Endnu engang må jeg se i øjnene at selvom jeg synes det er fantastisk og smukt og flot, er det bare ikke rigtigt mig. Og så alligevel kribler det lidt i fingrene for at prøve de smukke mønstre af.

Men så er jeg alligevel mig, og vil selv… Vil selv lave mønstret, vil selv vælge farvesammensætningen og lege med små skåle – måske engang, når jeg finder ud af, hvad det færdige produkt skal bruges til…

Tilbage ved havnen og bussen mod Sønderho, måtte vi sande at afgangstider og os, ikke rigtig hang sammen denne weekend – bussen kørte ikke en gang i timen, men en gang hver anden. Vi endte med en taxa og så må jeg også indrømme at selvom vi havde masser af tid, da vi dagan efter stod på Esbjerg  Havn og skulle mod stationen, gik vi alligevel en del langsommere end beregnet (det er også al den snak), så vores respektive tog stod og ventede på perronerne da vi nåede frem – jeg løb ind i den første, den bedste vogn og måtte stå op det første kvarter, før jeg kunne komme ud og ind igen i den rigtige.

Men lige nu er vi stadig på Fanø og kørte standsmæssigt mod Sønderho og resten af strikkefællesskabet :)

Nordby - Fanø

4 kommentarer:

  1. Jeg er VILD med det stråtækte hus. Det lyder som en pragtfuld weekend :-)

    SvarSlet
  2. Stine, godt selskab er altid pragtfuldt :)

    SvarSlet
  3. Det var hyggeligt lige at få hilst på dig... :-D
    Jeg har det vist som dig med hensyn til Christels strik :-) smukke smukke farver, men så alligevel :-) Men flot flot strik laver hun, ingen tvivl om det :-)

    SvarSlet