Jeg var tidligt afsted i dag – skulle nå flere steder inden turen endte ved mit arbejde. Resultatet var, at jeg havde alt for god tid. Godtnok er jeg glad for mit arbejde, men at komme næsten en time for tidligt, var måske lige at stramme den lidt.
I stedet slog jeg et smut ind om kirkegården og endte foran graven til en lille dreng, der var en lille del af mit liv for snart tolv år siden. En lille dreng, der altid var glad, altid smilede selv under smerter og gru. En lille dreng, der aldrig fik lov at vokse op og leve livet.
Han var også det første og eneste menneske, jeg nogensinde har set efter døden. Den ro og stilhed han udstrålede, dengang han lå puttet i den mindste kiste, omgivet af sutter, legetøj og tegninger fra storebror, mindes jeg stadig som noget helt specielt og fantastisk.
Jeg mindes også en mor, der havde så mange ord, der ville ud, ord der hjalp hende til at leve med sin sorg og ord, jeg lyttede og lyttede til i en erkendelse af at det eneste jeg kunne give, var at lytte.
Der sad vi, foran tremmesengen, med en kiste og en lille pyjamasklædt dreng, en mor der talte og mig med en mave der indeholdt det næste nye liv – en temmelig surrealistisk oplevelse.
Jeg holder meget af at kigge ind forbi. Det er ikke så tit jeg gør det, men den ro jeg altid føler på en kirkegård, kom mig endnu engang i møde, mens jeg sad der i græsset og strikkede en omgang eller to.
Nå jeg så sidder der, kommer tankerne uvilkårligt til at strejfe mine andre døde – min mormor og morfar, min farmor og farfar og min Lise, min fars viv, der døde alt for tidligt efter brystkræft og en umenneskelig kamp.
Lise der gav så meget og lærte mig at selvom ens børn bliver store og voksne og selv får børn, vil de altid være ens børn. Lise der egentlig hed Inge-Lise og som Daniel eftertænktsomt fik døbt Engle-Lise og mente helt sikkert sad på en stjerne og kiggede ned til os.
Ikke at jeg ikke mindes dem alle i dagligdagen, men her i roen og freden dukker de alligevel op.
Jeg kom alligevel alt for tidligt på arbejde og som om det ikke var nok, glemte jeg alle de indkøb jeg havde gjort i formiddags og kørte hjem uden aftensmaden. Så en halv time efter jeg egentlig havde fri og var kørt, stod jeg der igen…. Godt jeg er glad for mit arbejde :)
Pernille! De er der alle sammen og jeg tror, de er glade for, at der findes sådan en som dig.
SvarSletKærligst og i samklang
Susling
Det var en smuk beskrivelse ..Da vi valgte at vores forældre skulle ha et gravsted, troede jeg også at jeg ville kunne bruge det sted til eftertænksomhed... Det kan jeg ikke. Jeg hader at være der!
SvarSletSusling, Det er de, og jeg tænker tit på dem :)
SvarSletLosarinas mor, jeg kalder mig ikke troende, og har aldrig haft behov for gravpladser, det har jeg stadig ikke, men jeg kan godt lide kirkegårde og den fred og ro jeg, finder overrasker mig gang på gang :)
Vi har dem med os, og hvis gravstedet ikke gør noget godt, så er det ikke der du skal tænke på dem :)
Det gør jeg heller ikke, men jeg troede det ville være et godt sted at gøre det.
SvarSlet:-)
Det er sjovt som nogen forestillinger, slet ikke kan stå mål med virkeligheden :)
SvarSletJeg hører til en af dem der har det blandet med kirkegårde. Jeg elsker dem for roen og skønheden; de lange, sirlige gange og de smukke, kunstfærdige sten. Alt dét jeg ellers synes er grimt i folks private haver, elsker jeg kirkegårdene for.
SvarSletMen: Jeg kommer helst ikke på de kirkegårde hvor mine kære ligger. Ved ikke hvorfor. Måske vil jeg hellere huske dem som de var, og ikke se dem som en sten, et nydeligt revet stykke med knust granit og en buksbom...
Og så skal du lige ha´ ros for skønheden i det stykke du skrev. Det river i hjertet når man læser ordene om et barns død og en mors fortvivlelse.
Kirsten, jeg oplever det også meget dobbelt, for der hvor jeg husker dem bedst er i hverdagen, men den ro jeg finder på kirkegården, gør noget ved mig - jeg ved ikke rigtigt hvad det er, men jeg kan godt lide det.
SvarSletTusind tak for rosen, jeg var faktisk i tvivl om jeg kom til at overskride en grænse ved at skrive det :)
Sorgen over at miste er altid en svær størrelse, men sorgen er ubærlig, når det er et lille barn, der dør fra dem, der elsker det allerhøjest. Det er så uretfærdigt og meningsløst.
SvarSletJeg tror, at det gav hende, der mistede, lidt mere ro at få lov til at tale med dig om smerten og tabet.
Jeg holder selv meget af kirkegårde, det er sted med en helt speciel ro og et sted, hvor man kan mindes og lade tankerne flyve.
Pialouise, det er svært at gøre det rigtige :)
SvarSlet