onsdag den 2. september 2009

Forældremøde


Børn af forældre i 6.  og 7. klasse ser helst forældrene holder sig væk. Forældre til børn i 6. og 7. klasse, der allerede har kendt skolefritidsordningen de sidste mange år og stoler på de voksne, bliver væk så længe børnene er glade.

Vi har netop afholdt det bedste forældremøde, jeg endnu har været med til. Da vi for nogle år siden sad med kun een forælder, måtte vi nytænke vores ene årlige forældremøde og byder i stedet på ost og rødvin sammen med den snak der udvikler sig.

Det har været en lang dag, men også en givende dag. Midt i arbejdstiden greb jeg cyklen, for at hente et smadret Tøsebarn, der vendte hjem fra lejrskole. Vel anbragt hjemme i sofaen, tog jeg tilbage, forberedte forældremøde senere og snakkede med unger om alt det man tænker på i 6. og 7. klasse.

Dagens spørgsmål drejede sig mest om hvorfor man altid slår på hinanden, og hvorfor piger bare er bedre til det der med at knuse hinanden. Det er evigtgyldige spørgsmål, der kan tages op til hver en tid.

Efter lukketid var der tid til at sørge for kaffe og the, dække bord med boller og resterne af den kage et par af tøserne bagte i går, inden vi spiste sammen og turen gik mod salen, hvor den fælles del og SFO-lederens årsberetning finder sted.

Tilbage i Caféen dukkede mange flere forældre op end forventet. Syv var de – det er mange i vores regi og de syv hyggede sig, drak rødvin og fik svar på alle de spørgsmål de kunne finde på og lidt til. Vi blev siddende til de sidste fik rejst sig fra sofaen, og ryddede op som de sidste, mens vi kunne se vinduerne i de andre afdelinger var lukkede og slukkede.

Nu er jeg hjemme igen, og det kunne godt se ud som om vi i år har en forældregruppe, der kender hinanden godt og hygger sig i hinandens selskab. Det gør vores håbefulde samarbejde med forældrene så meget større.

2 kommentarer: