Sønderho Kro

Jeg fik ikke taget noget billede selv – men har lånt det her.

Jeg har aldrig været på et kroophold før. Jeg har boet på billige hoteller på ferier sydpå, men aldrig som weekendens ophold på Sønderho Kro.

Kroen er fra 1722 og bevaret i den oprindelige form. Alle steder er dørene lave og loftsbjælkerne frie. Hollandske fliser, der fylder meget på Fanø, pryder væggene. Flilserne blev bragt hjem af sømænd fra Holland fra 1650 - 1910. Fliserne blev brugt som ballast i skibene og blev i første omgang brugt som isolering bag brændeovne, men senere blev hele vægge beklædt.

Alle kroens værelser har navne efter Fanøske skibe. Vi boede på Bertha, der ud over det hyggelige værelse også rummede badeværelse med badekar på løvefødder. Værelset ligger på bagsiden af kroen, og allerede på vej med kufferterne bed vi mærke i samlingen af mandlige TV2-supportere der holdt weekend, uden koner og med Steffen Brandts stemmen klingende ud af højtalerne.

Der fulgte en 3-retters menu med opholdet, så efter garnkiggeri, inden middagen nåede vi badekaret, snak og hygge.

Middagen blev indtaget i kroens restaurant. Med udsøgt betjening og smukke anretninger, blev den ene ret efter den anden båret ind. Aldrig har jeg fået så udsøgt et måltid og aldrig har jeg smagt så fabelagtig en rødvin. Vi sad der længe og hyggede og snakkede, udpegede strikkedamer og snakkede endnu mere.

Efter middagen i nattemørket satte vi  os på bænken udenfor kroen og indsnusede aftenluften. Fra det lille hus på den anden side af vejen med TV2-supporterne, kom flokken luntrende ud, og mens langt de fleste havde helt styr på at weekenden ikke skulle indeholde kvinder, havde det yngste medlem af flokken ikke lige fanget den, og satte målrettet af mod os, for som indledning at bede om ild til sin cigaret.

Han hed Kasper og mens resten af flokken forsvandt om hjørnet, udfoldede Kasper alle sine talenter for scoringer. Det ville sikkert have haft en noget bedre virkning, hvis Kasper havde været lidt ældre og  lidt mere ædru. Nina prøvede både at sende ham i seng og efter resten af flokken, uden det store held. Her var det så en del af flokken vendte tilbage, for at få ham med og en udtalte:

      Nå, så I er til garnnøglefestival?

De fik ikke Kasper med, men han endte med at lunte efter og forsvandt, kun for at blive afløst af endnu en ungersvend, denne gang en noget mere ædru af slagsen, med en kasse cigarer under armen. Også han manglede ild, men følte det dog nødvendigt at gøre opmærksom på, at han var her med sin kæreste….

Da det blev for koldt at sidde på bænken, gik vi ned mod byen i forsøget  på at finde en kop kaffe/the. Vi endte på Cafe Nanas Stue, et lille hyggeligt stede, med øens største samling af hollandske fliser og et hav af umage stole og borde.

Her havde også supportergruppen fundet hen og vi måtte se i øjnene at mere interessante var vi ikke – for Kasper kunne overhovedet ikke kende os.

Vi ville rigtig gerne have mødt Kasper næste morgen og haft muligheden for at sige pænt tak for aftenen før, men vi så ham aldrig og mens vi spiste morgenmad, pakkede gruppen sammen og kørte hjem – det kunne ellers have været sjovt :)

Morgenmaden på kroen var næsten en kapitel for sig, lækkert var det og da vi pludselig fandt os omgivet af krogæster der roste hindbærmarmeladen til skyerne, måtte vi også smage. Vi gik ikke sultne fra morgenbordet….

Det gad jeg godt igen!