lørdag den 21. marts 2020

Effie den lilla elefant


Dagens indlæg bliver endnu et færdigt projekt - når jeg alligevel har dem på lager.





Da jeg var ude i tirsdags, tog jeg den færdige elefant med under armen, og stilede mod branddammen, for at finde pæne omgivelser. Branddammen er i øvrigt ikke det værste sted at gå hen, for at få luft uden for mange mennesker.

I den anden retning, men stadig i industrikvarteret har vi endnu en branddam. Den er om muligt endnu mindre besøgt, så mon ikke turen går derhen, næste gang der for alvor er brug for luft.

I dag kørte jeg ud på skolen, sagde goddag til Bob og Olga, der trængte til frisk mad og et brusebad.

I en ellers fuldstændig tom skolegård mødte jeg et par unge gutter, der havde taget petanquekuglerne i baglommen og brugte vores bane.

Vi hilste pænt på hinanden, og jeg kunne ikke lade være med tavst at bifalde dem i valg af sted og glædes over at banen bliver brugt.





Tilbage herhjemme står den lilla elefant og venter på en lille ny verdensborger. Der er et par måneder endnu, i den nuværende situation er det på en eller anden måde rart at vide.











Design: Nellie the african flower elephant af Heidi Bear.


Garn: Økotex certificeret bomuld i lilla og en enkelt pink.

Langt det meste af garnet her, er fundet hos Søstrene Grene. Et enkelt nøgle er fra Kvickly.

Der gik samlet 131 gram garn til elefanten. Kun blomsterfarven oversteg et nøgle.


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: Den lille elefant er fyldt med fiberfyld fra en IKEApude. samlet vejer den 391 gram.

Den er 40 cm lang, 15 cm høj og 12 cm over hofterne.







Bemærkninger: Jeg fulgte opskriften.

I stedet for glasøjne hæklede jeg øjnene med i de to femkanter, der udgør øjnene. Den midterste omgang hæklede jeg sort i stedet for lilla. Senere syede jeg øjnene sammen mellem øjnene, så den stadig får form.

Jeg hæklede en række luftmasker og bandt dem som sløjfe om halen. Enderne hæftede jeg i luftmaskerækken, frem til sløjfen, som jeg syede igennem, så den ikke kan gå op, og hæftede videre, gennem luftmaskerne. Det er lidt besværligt at sidde med, men jeg synes det bliver pænt.


Har du lyst til at se flere billeder af elefanten, kan den ses lige her på Ravery.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar