Midlertidigt hjemsendt

Jeg tror gårsdagen om muligt var den mest mærkelige arbejdsdag jeg endnu har oplevet. Mest måske fordi det hele er så absolut alvorligt, men også meget surrealistisk.

Det sidste handler ikke kun om arbejde, men mere om det senere.





Jeg startede dagen med Oscar, havde nået at se aftenens pressemøde, og vidste at børn om muligt skulle holdes hjemme. Jeg snakkede med Daniel, som lige nu er hjemmegående, og som jeg derfor forventede at kunne aflevere barnet hos.

Lige præcis i går var han kaldt til møde på jobcentret, og kunne derfor ikke tage imod. men han kunne hente tidligt. Jeg trak den så længe jeg synes jeg kunne, men ville også gerne vide hvad der foregik på skolen, om jeg skulle på arbejde, hvor mange børn, der var mødt op, og endte med at aflevere til en vuggestuepædagog, der bestemt mente jeg burde have passet barnet og først tøede op, da jeg begyndte at tale om nødberedskab, om pædagogroller og nødvendigheden af vished.

Halvvejs ude mod skolen blev jeg ringet op, at jeg skulle blive hjemme. Nu var jeg på vej, arbejdscomputeren, som skal bruges til det hjemmearbejde i form af nyhedsbrev som jeg rent faktisk kan lave hjemme, lå på skolen, så jeg fortsatte. I øvrigt var er også et par snegle, der skulle kigges til, sørges for og renses hos.

Fremme viste det sig at cirka 25 elever af en normal på 520 var mødt op. Jeg er imponeret af hvor mange, der fra dag til dag fandt løsninger for at holde børnene væk.

Jeg kiggede til sneglene, tømte opvaskemaskinen, satte det over der stod og pakkede computeren sammen, inden jeg nåede at snakke med SFO-lederen, der lovede at vende tilbage når nødberedskabet var på plads, og som samtidig kunne fortælle at der var styr på både i går og i dag.







Inden jeg nåede helt ud til cyklen stødte jeg på et par lærere, der tog hele helt roligt og et par damer fra rengøringen, der havde fået skruet sig selv helt op. De havde hørt om at alle butikker skulle lukke, at der ikke var mere gær - hvorfor bliver gær altid den vigtigste mangelvare? - og at når butikkerne lukker, så lukker lufthavnene også.

Jeg forstod ikke sammenhængen, synes måske de blev lige lovlig sjove at høre på, kunne ikke helt se det for mig, overvejer om de fik blandet italienske tilstande sammen med danske, sagde pænt farvel og kørte hjem, med forventning om at skulle komme igen - og fik styr på hvad der er op og ned.

Jeg har ikke købt ind, vi har det meste af en pakke toiletpapir stående, Anders har hentet fløde, og der er både danskvand i køleskabet og chokolade til et par dage. Vi tænker vi klarer os.

Senere ringede Henrik. Jeps jeg havde ret, jeg er en del af nødberedskabet. Med god omtanke og fornuftige valg satte ledelse og tillidsrepræsentant sig og kiggede listen over medarbejdere igennem, inden de besluttede sig for hvordan nødberedskabet skulle sammensættes.

Retningslinierne lyder på så få voksne som muligt, sammen med små grupper børn. Der er sammensat to teams med hver tre medarbejdere - en fra hver afdeling. De to teams møder ind hver anden dag. En åbner, en kommer senere og jeg kommer sidst og lukker på de dage mit team er på arbejde.





At jeg er valgt ud giver rigtig god mening, og var forventeligt. Alle de som har kroniske sygdomme, for eksempel astma, er sammen men alle dem, med mindre børn, der skal passes hjemme valgt fra. Ud fra resten er de to teams sammensat. Alle de der ikke er valgt ud, kan blive kaldt ind, hvis vi der går på arbejde bliver syge - det satser vi selvfølgelig ikke på.

At jeg skal på arbejde hver anden dag passer fint - så kan jeg også passe sneglene, som godt kan klare en weekend, men ikke meget længere. Så i morgen kører jeg ud og snakker lidt med dem igen.


Det surrealistiske handler om Emilie. Tøserne har det godt, de er i skrivende stund på vej mod Washington DC. Efter dagens melding har de haft kontakt med rejseforsikringen, som ikke umiddelbart mente at kunne hjælpe og med ambassaden, der var noget mere imødekommende. De skal have fat i flyselskabet - det har jeg endnu ikke hørt om.







De husker at vaske hænder, ved de skal holde afstand, og er løbet tør for håndsprit - det er i øvrigt også udsolgt alle steder i USA. Planmæssigt skal de først hjem om en uge, vi håber de kan få ændret flybilletterne, og ellers er de indstillet på at blive på hotelværelset de sidste dage.

Skulle alt glippe, har de haft kontakt til Josefines værtsfamilie, der er klar til at tage imod dem. Lige nu regner vi med de finder ud af at komme hjem. Om ikke andet må vi købe nye flybilletter.



Billederne er af Oscar, der blev præsenteret for en flødebolle som dessert. Jeg ved ikke om han har smagt sådan en før, men han blev lidt forskrækket, da den gik i stykker - hold ikke for hårdt - kunne ikke lide at det klistrede til fingrene, synes ikke specielt om chokoladen - til at starte med - men synes til gengæld fyldet var ret godt, helst med ske.