Blå og brun

Nå, nok er jeg rask, men jeg skal stadig blive hjemme. Der er stramme regler om nødpasningen. Regler der handler om så få kontaktflader som muligt, og derfor er jeg ude, til fordel for en anden, men klar, hvis der skulle blive brug for mig igen.





I stedet arbejder jeg på månedens nyhedsbrev, som gerne skal fyldes med alt det gode vi kan finde frem. Alle de små fine historier og oplevelser fra for ganske kort tid siden, da hverdagen stadig var normal.

Jeg samler ind, får tilsendt materiale fra flere sider og holder lange pauser med tid til strik og deslige. Det er besluttet at den skal ud på fredag, og selvom jeg egentlig satte deadline til i dag, kan der sagtens nå at komme lidt mere.

Jeg skal nok nå det.

Mellem alt og intet har jeg for alvor fået gang i rokken. Oplevelsen af at ting tager tid, at et spindeprojekt ikke bliver færdig fra den ene dag til den anden er pludselig ophævet.





Jeg er egentlig i gang med et større projekt. Et Zero to Hero spindeprojekt, der handler om at starte med de rå fibre og ende med et færdigt projekt. Jeg er ikke så sej at jeg starter helt ved det nyklippede får, jeg starter lidt længere henne i processen, efter behandling og farvning af den klippede uld.

Det er stort nok for mig.

Jeg startede først i december og er nået to trediedele gennem spindeprocessen. Jeg skal nok nå det inden året er slut.

Når altså den midlertidige pause er slut. For noget andet pressede på. Ulden jeg købte i Berlin, der skal blive til garn til min mor er i fuld gang.

Først tænkte jeg, at jeg kunne spinde begge projekter sideløbende. En spole af det ene, en spole af det andet. Men det har jeg slet ikke spoler nok til. En forståelse for behovet af mange, mange spoler spirer frem.

Det betyder at garnprojektet til min mor totalt har overtaget.





Den første spole tog den tid, sådan noget hidtil har taget. Og så måske alligevel lidt hurtigere. Af en ganske bestemt grund.

Forberedelsen af ulden kan ende med at betyde ret meget for oplevelsen af at spinde. Den lange strimmel af uld, kan med fordel deles på langs, jo tyndere strimlen er, jo hurtigere føle det at spinde den.

Af hensyn til hvordan den færdige garn farvemæssigt ender med at se ud, kan der være forskel på hvor mange gang strimlen bør deles. Jo flere gange den dele, jo hurtigere farveskift. Det er ikke altid ønskværdigt.

Både den blå og den brune uld er rimelig ensartet i farveholdningen, og det vil jeg gerne beholde. Der hvor de ikke er ens, vil jeg gerne have korte farveskift. Derfor har jeg delt strimlen i så mange tynde strimler som muligt.

Det har været omkring seksten.

For at have styr på dem, ruller jeg dem op i små dunter og har dem i en lille pose ved siden af rokken.





Rent psykologisk betyder det, at det ingen tid tager, lige at sætte sig ved rokken, når jeg alligevel går forbi på vej mellem gøremål, og spinde en strimmel.



Den følelse kunne godt være værd at arbejde videre med i projekter uden tynde strimler.



Den første blå spole tog tre dage at spinde. Den anden startede jeg i dag, den er færdig i morgen. Så er det tid til at tvinde.

Jeg glæder mig vildt. 

Kommer mine tanker om det endelige garn til at passe?