Aflastning

Det begynder at være lidt hårdt for den lille børnefamilie at være hjemme med et lille barn døgnet rundt. De er gode til at komme ud, Oscar har brug for at røre sig, men forældrene har også brug for at få en pause en gang imellem.





Efter fjorten dage uden at nogen af os har vist sygdomstegn, besluttede jeg at det er på tide at være farmor og træde aflastende til.

Derfor har vi aftalt at jeg hver eller hver anden dag henter barnet og finder et sted at lege et par timer. Vi holder stadig de forholdsregler vi kan, vi skal ikke ind i hinandens hjem og vi holder stadig en vis afstand.

Blot ikke til Oscar. Og så kan man selvfølgelig snakke om hvorvidt det med afstand virker.

I hvert fald ventede jeg udenfor, mens Daniel og Oscar fulgtes ned og jeg kunne snakke med Amalie, der stod på altanen.







Vi gik i første omgang mod haven bag Rødovregård. Jeg forestillede mig ikke der ville være mange mennesker, hvilket jeg godt kunne være bange for, at der ville være omkring Damhussøen og -engen.

Der var ikke et øje i haven, men der var lidt kedelig. I morgen tager vi en bold med. Fra haven kunne jeg se at Damhusengen ikke var så overfolket som jeg havde forestillet mig. Jeg tror de fleste holder sig omkring søen, så vi pakkede os sammen og gik ned til engen, hvor et par store sten kunne kravles på.

Oscar spottede hurtigt et mudderhul og gik temmelig målrettet mod lige det. Han var ikke tilfreds, da jeg synes det var en rigtig dårlig ide...









Vi snurrede rundt, han løb efter et par fugle, der var hurtigere end ham, vi kiggede på blomster i græsset og endte med at kaste en pind til hinanden (i mangel af den der bold).

Det var i øvrigt en sjov leg, som han fortsatte til han blev træt.

Han endte med at få øje på en dame med en klapvogn, pegede og sagde lyde. Jeg tænkte han savnede andre børn. Men så fik han øje på en anden klapvogn og begyndte at klynke. Ahh, tænkte jeg, tog fat i hans hånd og pegede mod hans egen klapvogn.

Han satte i løb, ville op og adspurgt hjem. Så vi gik hjem.







Undervejs passerede vi legepladsen på engen. Jeg kunne tælle langt over ti mennesker, og selvom mange af dem var voksne, der sad på bænkene, synes jeg det er mærkeligt.

Hjemme sagde vi farvel, og vi ses igen i morgen. Med en bold.