torsdag den 5. marts 2020
Masker på en torsdag - Uge 10
Jeg kørte forbi min mor i formiddags, brugte et par timer i godt selskab. Det er altid godt.
Tilbage på pinden, fandt jeg computeren og satte ord på skrift. Der er flere opgaver end først antaget i en vejlederrolle. Jeg tror jeg har sagt det før, vi har normalt aldrig haft studerende i Klubben, men så manglede der en plads, SFOlederen spurgte pænt, og vi mente godt at kunne få plads til en førstepraktikant.
Sådan en varer kun syv uger, og for en enkelt gangs skyld skulle det vel nok kunne lade sig gøre. Jeg endte som vejleder. Det er faktisk en god udfordring, og ud over snakke, som også får mig til at tænke tanker, stod dagens opgave på en udtalelse. Hvad skal der lige stå i sådan en? Hvordan skal sådan en lige skrues sammen?
Jeg skrev, fik Henrik til at læse igennem, vi vendte det sammen, satte lidt flere ord på, og blev enige om, at det så fornuftigt ud.
I morgen dukker den studerende op igen. Så kan udtalelsen sættes i skemaet og vi har flere ting at tale om i den afsatte tid. Både det den studerende forventer at skulle vende, og det jeg tænker er vigtigt at få sagt.
Det er ikke alt, der er lige let at sige.
Læse:
Jeg får ikke læse mange sider ad gangen for øjeblikket. Historien om det forsvundne barn vokser, men jeg kan ikke fortælle meget mere, for ikke at give for meget væk.
Et er sikkert: Mens den nutidige historie trækker tråde til den tredive år gamle historie, bliver den endnu ældre historie, som vist foregår omkring reformationen - hvis ellers jeg kan huske den historiske tidslinie - stadig mere spændende.
Jeg ved ikke hvor vigtig den gamle historie er for den nutidige. Men jeg ved at kloge koner blev brændt for hekseri i den tid. Jeg ved at heltinden i den gamle historie ved mere end godt var om urter og deslige, og talen om vandprøver og muligheden for at blive uskyldigt druknet går igen og igen.
Og hvad er det med husbond?
Strikke:
Jeg tror jeg har fået hul på strømpestrikken. Jeg strikker Trident Socks af Very Busy Monkey af garn fra By Killerich købt på Fiberfolk sidste år.
Hæl nummer to er netop vendt. Endnu en ny type hæl - New Depts Heel. Jeg kombinerede med måden venderækkerne bliver strikket i Fish Lips Kiss hælen.
De bliver fine.
At strømper med omsiggribende mønstre kan tages med i tasken og dermed vokse i en helt anden fart, end når de ligger herhjemme, er lidt af en åbenbaring.
Der må gerne komme flere strømper med i min taske.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Åh ja - strømper er perfekte til at komme med på farten! Jeg har en meget lille pose med lynlås som jeg altid har med.
SvarSletDet er også et rigtig flot mønster....
Christunte, jeg ved ikke lige hvad der er sket, men de er færdige, og jeg har vildt lyst til at slå op til et nyt par :)
Slet