Det begynder at ligne

Jeg har tænkt meget over det med at sy. Om hvorfor jeg ikke gør det, ikke har lyst eller ikke får det gjort. For jeg gad virkelig godt at jeg gad.





Tidligere syede jeg mest sent om aftenen og i de tidlige nattetimer. Både før og efter jeg fik børn. Jeg er absolut en natteravn, og jeg nyder at sidde oppe til langt ud på natten. Efter børnene kom til, var aften- og nattetimerne min tid, det var her jeg kunne gøre det, jeg havde lyst til. Ofte at sy.

Jeg har syet både i huse og i lejligheder, men fælles for dem alle var, at jeg ikke generede nogen. At jeg enten boede et sted, hvor lyden ikke gik igennem til naboen, eller et sted helt uden nabo. Det stoppede da jeg flyttede ind her. Faktisk syede jeg også om natten, da jeg flyttede ind her - altså indtil det gik op for mig hvor lydt her er (og underboen kom op og bankede på en meget sen aftentime...)





Langsomt holdt jeg op med at sy. Så langsomt at jeg ikke lagde mærke til det. Så langsomt at jeg nu symboliserer mørke med nul syning - også selvom det stadig er hen ad aftenen, jeg kan mærke lysten dukker op.

Frakken nærmer sig sin afslutning. Faktisk mangler der ikke så meget, selvom jeg stadig synes der er lang vej. I virkeligheden drejer det sig vist bare om en flok knaphuller, isyning af tilsvarende knapper og fastgørelse af foer på fornuftig vis. Jeg har også stadig en plan om mere pynt, men det kan vente.

Men det tager tid, for det meste af syningen foregår i weekenderne. På dage med sene mødetider kan formiddagene måske tages i brug, men når jeg kommer hjem fra arbejde er det mørkt, og jeg kan ikke tænke andet end larm, når jeg kigger på maskinen. Også selvom jeg egentlig godt kunne have lyst til at sætte mig ved den.

Så kan jeg forberede syningen. Hvis ikke jeg allerede har gjort det. Eller tænke tanker om hvordan næste trin skal gribes an. Men det er ikke det samme.





Altså bliver konklusionen, at hvis jeg stadig hænger fast i gamle symønstre, må jeg ændre på mine arbejdsmetoder. Jeg må finde glæde i formiddagene og weekenderne med mere tid. Jeg må finde mig i at et projekt ikke nødvendigvis kan færdiggøres på en enkelt dag eller to, og jeg må se i øjnene at ting tager tid. I hvert fald hvis ting skal kombineres med hensyn til naboer og det gode naboskab.

Det sidste er ikke til diskussion!


Og mens de tanker langsomt bundfælder, er frakken langsomt ved at ligne en frakke, og troen på at den kommer i brug inden vinter bliver til forår ligger inden for rækkevidde.