lørdag den 27. januar 2018

Purple Heart Wood


For et par år siden - måske tre eller fire - startede Anders på en fødselsdagsgave til Lærke. Den blev ikke færdig. Undervejs blev han spiddet af gaven, handicappet i en grad, så arbejdet ikke kunne fortsættes og pakkede det hele væk, med planer om udpakning, når hånden virkede igen.







Lærke blev lovet gaven, så snart den var færdig - og siden blev det hele glemt.

Sådan kan det gå.


Lige inden jul fandt Anders arbejdet frem, erindrede at meget manglede, kunne huske frustrationerne over spidningen og ulysten til at arbejde videre. Og kunne pludselig konstatere at der i virkeligheden ikke manglede ret meget.

Og så kom der fart i foretagendet. Den rå kniv blev forarbejdet, skæftet tog for alvor form og inden længe kunne han sidde herhjemme og slibe det sidste, så alting blev silkeblødt og garanteret splintefrit.

Arbejdet med at lave knive er noget han holder af, men han finder det desværre ikke frem helt så tit, som han gerne ville. Planerne er mange - korkkniven et eksempel -, og jeg håber stadig en dag at få en kniv med Anders-skæfte.









Vi havde kniven med til jul. Lærke havde ligesom os andre glemt alt om den manglende gave, men tog glad og gerne imod. Specielt glad, da hun pakkede ud og så indholdet. Siden ved jeg, den er blevet en fast bestanddel af hendes køkken.

Skæftet er af purple heart wood, og skulle efter sigende blive endnu mere lilla med tiden. Indlagt er et stykke girafskinneben flankeret af tin og smalle røde fiberplader. Det bløde tin sidder også yderst på skæftet, og jeg er personligt ret vild med cirkelmønstret han tilføjede til slut.







Jeg glæder mig til at se den næste kniv han laver færdig - måske går der mindre end tre år.





4 kommentarer:

  1. Tænk at få sådan en gave, kniven er vildt smuk. Håber Anders får lyst til mere af den slags, for det har han da gode kompetencer i :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, det har han. Og han har vist egentlig også lyst til mere, det er mest noget med tid :)

      Slet
  2. En utrolig flot kniv. Har han selv smediet bladet?

    SvarSlet
    Svar
    1. Lykke, nej han køber bladene færdige og arbejder udelukkende med skæftet.

      Slet