Cykelkurv og ringeklokke

Min cykel kører på sidste vers. Det har den gjort længe, og jeg havde en forestilling om, at jeg kunne vente til en gang hen på foråret, før en ny var absolut nødvendig.





Sidste gang jeg var til cykelsmeden, malede han Fanden på væggen, fortalte mig at den var ved at brase sammen, og at alle - som i samtlige - bevægelige dele, skulle udskiftes. Det kunne faktisk bedre betale sig at købe en ny, hvorefter han vendte sig mod den samling han havde stående, og forberedte en længere salgstale.

Sådan noget virker ikke på mig. Jeg bliver Rasmus Modsat, beslutter at han muligvis har ret, men at cyklen sikkert godt kan holde et stykke tid endnu - og gik uden rigtigt at høre efter salgstalen.


Emilies cykel blev købt samtidig med min. Den er ikke brugt helt så meget, men den kører også på sidste vers, og det er længe siden hun begyndte at fable om en ny. Så længe at det var engang i eftersommeren hun kom og havde fundet en hjemmeside, hvor man selv kunne designe sin nye cykel, ud fra et vist antal dele og afsindig mange farver.

Det var ikke en hvilken som helst cykel hun kom med. Det var Velorbis. Den eksakte cykel, som jeg har kigget på med længsel i efterhånden mange år. Den der superlækre, møgtunge, bycykel i bedstemorformat, som indfrier stort set alle mine krav til en cykel.

Jeg har længe vidst at det var sådan en jeg ville have. Jeg har lige så længe vidst at der skulle spares penge sammen i stor stil, for med cykel som primært transportmiddel, skal jeg ikke have hvad som helst - og jeg er også til fals for lækkerhed, kvalitet og fine detaljer.





I sidste uge fik Emilie slået op på siden igen. I sidste uge var der pludselig 25% rabat på samtlige cykler i (tror jeg) hele januar. Det med længere hen på foråret blev sværere og sværere. Det med prisen var stadig lidt hændervridende.

Indtil jeg kiggede dybt i min opsparing. Den der hemmelige opsparing, som jeg i første omgang satsede på skulle være til et nyt kamera. Den opsparing, der viste sig at indeholde lige præcis nok til to nye cykler.

Nu er de bestilt. Begge Copenhagen Classic Lady. Begge med bagagebærer, lys og en stor cykelkurv. Derfra er de langtfra ens. Min er lys, mens Emilies bliver anderledes mørk. Det var grænseoverskridende at trykke betal, for stadig mange penge, og noget nedtrykkende for Emilie, da det gik op for hende at leveringstiden er op til syv uger.

Mig passer det fint. Jeg vil gerne ind i foråret inden en ny cykel skal ud i vejret. Og når de kommer, er de ready to ride og pick up fra butikken i Nansensgade. Jeg tænker vi kan køre hjem. Emilie mener det er for langt. Det er spændende, hvem der får ret.

Og hen ad vejen skal min hemmelige opsparing nok få plads til et kamera. For Emilie skal selv betale, så jeg har kun lagt ud, og får tilbage i rater.

Fik jeg sagt, at vi glæder os?