2017 - fra et garnperspektiv

Jeg bliver altid lidt overvældet, når jeg ser til og tæller sammen hvor meget jeg nåede at strikke og hækle i det forgangne år. I år er ingen undtagelse. Overhovedet ingen undtagelse. Jeg kom så vidt omkring og lavede så meget, at jeg var overbevist om, at temmelig meget af det, blev lavet for flere år siden. Men sådan er det ikke.

Jeg burde ikke blive så overrasket - jeg mener jeg holder jo øje, skriver ned og fører regnskab for køb og brug. Jeg vidste godt at over ti kilo garn har været gennem mine hænder, og dermed må jeg også være endt med en hel del færdige projekter.

Jeg er fuldt ud klar over, at i de sidste mange hektiske måneder, specielt fra sommerferien sluttede og frem til jul, har jeg sat mig i sofahjørnet, når jeg kommer hjem, og brugt lige præcis garn og pinde til at lade op igen. At det er sådan jeg virker, og at jeg snildt kan lukke øjnene for manglende støvsugning og oprydning, for i stedet at hellige mig tid alene med fjernsynet som underlægning og garn mellem hænderne.

Jeg ved det godt. Alligevel fik mængden mig til at overveje om jeg har brugt lidt for meget tid i det der hjørne. Eller om arbejdslivet har været lige hektisk nok det sidste halve år?

Det første kan jeg selv gøre noget ved - hvis der skal gøres noget. Det sidste retter sig vist stille og roligt i de kommende måneder. Om ikke andet er det kommende kvartal kendt for noget mere stilhed og langsommelighed end resten af året. Og det falder på et tørt sted.



Men hvad blev det så til, spørger du nok. Og hvor mange kilo endte jeg med at strikke op? Eller fik jeg balanceret det der med nyt og brugt?


Jeg starter i det små, og fortsætter mod større projekter. Så derfor:



Klude

Jeg opdagede lykken ved strikkede karklude sidste år, strikkede en hel masse og fortsatte i år, hvor resten af familien også ville tilgodeses.





Det betød at jeg endte året med at have strikket 30 karklude, størstedelen af økologisk eller økotexcertificeret bomuld. Min mor og min søster fik de fleste, en flok blev til julegaver til andre familiemedlemmer, mens Emilie satte sig på tre fine pudderfarvede nøgler fra KreaDeluxe, jeg kunne bringe med hjem fra blogtræf, og som nu venter på den dag hun flytter hjemmefra.

Da træningen tog fart, manglede jeg noget at tørre sveden af panden med. Det blev til fire små håndklæder, som bliver vasket i et væk, som bestemt var tiden værd og som jeg mangler når jeg en sjælden gang glemmer at pakke med i træningstasken.

Endelig hæklede jeg karklude til julegaver. Det blev til et håndklæde og to små klude med engle, seks klude med katte og tre med musselmalede detaljer. Det med hæklede motiver på karklude, kunne jeg godt have lyst til at dykke lidt mere ned i, men lige nu kan jeg ikke overskue det - der er andet på mine pinde.



Hoved og hænder

Der er altid brug for varme om hoved og hænder. I år blev det til mere end forventet.







Jeg startede året med et hæklet diadem til den nytårskur, vi dengang troede skulle være en tradition. Drømmen om et nyt køkken i Klubben blev pludselig en realitet, som betyder at vi lige nu ingen køkken har - men dog et flot nyt gulv og delvist nymalede vægge. Det betyder også at nytårsfesten blev aflyst lige så hurtigt, som den begyndte...

Emilie snakkede om en ny hue. På en bytur faldt hun i svime over en hue med ører på en pige vi passerede, og da pussyhatproduktionerne var på sit højeste, strikkede jeg en sort af slagsen til hende. Den gad hun ikke have, så jeg har brugt den i stedet. Adspurgt sagde hun ja til Camilla Vads Patentsnoninger, som jeg passede til over tre farver. Den har hun til gengæld brugt rigtig meget.

Til huen ønskede hun sig vanter, og af de samme tre blå farver, strikkede jeg hende vintervarme med et broderet hjerte i håndfladen.

I samme omgang fik jeg også nye vanter. De gamle var slidt i smadder. Det er de nye også nu - slidte greb på en slidt cykel er ikke godt for uldent strik. En ny cykel kræver derfor også nye vanter. Men det er der ingen grund til, før cyklen ankommer.

Daniel bruger fingerløse pulsvarmere i et væk. Når de gamle er slidt, strikker jeg ham en ny omgang. I år nåede jeg derfor ikke mindre en seks par. De første i januar, de sidste pakkede jeg ind som julegave.

Også jeg manglede fingerløs varme, og omdannede et lille kit, jeg købte i Berlin forrige år, til blå varme om håndleddene.

I løbet af julegaveproduktionen strikkede jeg et sæt bestående af en hue og et par fingerløse vanter til Nicklas, hvis yndlingsfarve er rød.



Fødder

Jeg troede at sidste år skulle blive et år, hvor jeg strikkede afsindig mange smukke strukturmønstrede strømper på tynde pinde. Jeg troede det så meget, at jeg købte tynde pinde i rigeligt omfang og lækkert strømpegarn i skønne farver.

Realiteten viser, at jeg endte med fem par - et mystisk par, de tre jeg strikkede samtidig, og dermed startede troen på året med strømper, og det ene par jeg strikkede efterfølgende. Og et enkelt par sokker af dobbelt garn - men det tæller ikke i teorien om mange smukke mønstrede strømper på tynde pinde.

Jeg har ikke mistet troen - så måske i år. Eller måske engang i fremtiden.





Jeg startede strømpeåret med de smukke lilla Nebula, der tog en krig at strikke med alle de snoede og drejede masker. Men hold op, hvor synes jeg stadig de er smukke.

Det orange garn, jeg købte engang i forrige århundrede blev til et par enkle strømper med enkle snoninger. Heldigvis synes jeg godt at strømper og sokker må larme lidt, for her var så afgjort et af de garnnøgler, der er så smukke, når garnet ligger vundet op, men som taber alt for meget omdannet til masker.

De grå Effervesce var super hyggelige at strikke, men taber desværre noget af det smukke mønster i det lidt lurvede garn. De ville blive så flotte strikket i et hårdere spundet og glattere strømpegarn - som noget af det jeg købte i løbet af året... så måske jeg skulle.

Så var der Kirsten Kapurs Mystiske strømper anno 2017. Hun laver altid fine strømper, og dette års strømper burde være på trapperne. Og da jeg har masser af lækkert strømpegarn, hopper jeg selvfølgelig på...

Jeg slog op til Cabernet Cabaret i juni, og blev færdig tre en halv måned senere - og dermed stoppede årets kamp med strømper. Lidt ærgerligt, for jeg gad i virkeligheden godt strikke flere (på den anden side begynder det at knibe med pladsen...)

De sidste fodvarmere, var en julegave. Tykke sokker i røde toner, af den efterhånden gennemprøvede slags, med fodformet svang - der endnu en gang blev en ny version. Mere gennemprøvet er det så altså heller ikke.




Hæklede dyr

Jeg tvivler helt alvorligt på, at jeg nogen sinde vil komme gennem et år uden hæklede dyr. De afrikanske blomsterdyr er jeg slet ikke færdig med, og andre typer presser også på.






Jeg startede året med en hest - eller endte hesten, der oprindeligt var tænkt som en julegave, men havnede hos en helt anden modtager, der heldigvis slet ikke vidste at hun brændende ønskede sig en My Little Pony i prinsesseformat. Den var sjov at hækle, men det var et stort arbejde - og tungt for håndled.

Derefter kastede jeg mig over en flok flodheste. De nærmest flød af nålen. Fire styks blev det til, og de nåede alle at blive færdig inden babyboomet mellem familie, venner og kollegers børn slog igennem. Først den pink, den grønne og den pudderfarvede. Til sidst den blå.

Jeg hæklede også en kat. Til Henriette. Jeg nåede at blive i tvivl om den var for meget, for da hun fik den, Havde Henriette lige sagt farvel til Holger, og det kunne godt have været svært at byde en ny kat velkommen. Det var det heldigvis ikke.

Så var der elefanten. Amalie havde set den et eller andet sted på nettet. Daniel spurgte om jeg ville hækle. Jeg startede med at sige nej, men så kiggede jeg nærmere på billederne og ændrede mening. Den viste sig at være så sjov at hækle, at jeg ikke stoppede efter den lyserøde Amalie ville give videre til sin nybagte niece, men også hæklede en grå til Rose.

Nummer to var også sjov at lave.



Baby

2017 blev året hvor babyerne stormede frem. En ting var familie og bekendte, noget andet var Rose.  Hun lagde op til det helt store. Af den slags, der ikke slutter lige foreløbig.

Men det gør ikke noget, for jeg havde næsten glemt hvor hyggeligt det er, at lave små størrelser.







Babysæsonen lagde ud med Fiona i fire versioner. En pink, en abrikos, en grøn og en blå. Det er et hyggeligt stykke strik, men jeg indrømmer også at jeg fik nok til sidst.

Jeg fortsatte med et lille sæt bestående af  hue, trøje og dragt. Dragten er vildt sød, men jeg er ikke overbevist, og bliver nok aldrig tilhænger af små strikkede dragter.

Så kom Rose.

Jeg strikkede små huer. To af Karens små kyser og en enkelt Lily.

Også Mille Cardigan blev det til i to versioner. Jeg har stadig lyst til at lave en tredie med mønster på ryggen også. Indtil videre bruger Rose stadig den lille lilla, mens den lidt større rosenfarvede ligger og venter.

Tiny Tulip synes jeg er fantastisk. Rose passer den helt perfekt nu, men hun er et varmt barn, og driver af sved, hvis hun bliver proppet i den. Det er kun prøvet en gang, og det bliver nok den eneste. Størrelsen findes større, og jeg overvejer mindre varme garnvalg - for den er så sød.

Det er ganske sikkert, at jeg er slet ikke færdig med at strikke til Rose.




Sjaler

Der er ikke noget at gøre - jeg kommer aldrig gennem et år uden sjaler. Men mærkeligt nok strikker jeg åbenbart kun Mystery Shawls.





Arohaknits har de sidste år lavet en lille sjalsudfordring. Strik fem sjaler på fem dage - minisjaler vel at mærke, eller nærmere starten på en flok små sjaler i forskellige former. Jeg opdagede det sidste år og var med. Det var en sjov udfordring, jeg har ikke brugt det til noget, men jeg overvejer om jeg skal være med igen, når starten går lige om lidt...

Bente Geil fejrede sit tiårs jubilæum som strikdesigner med et mystisk sjal. Jeg fejrede med og endte med en noget anderledes version end de fleste. En version jeg var usikker på om jeg nogensinde ville bruge, og som siden har hængt om halsen på mig gennem vinter og kulde.

Stephen West besluttede at vi skulle bruge rester og fremstillede et bud på god brug af strømpegarn i mange farver. Marled Magic Mystery. Hr West laver skønne opskrifter og er altid underholdende at strikke, så jeg strikkede med, brugte godt af de mærkelige små rester strømpegarn, jeg havde liggende - og det var ligesom det.

Senere på sommeren lancerede Kirsten Kapur hendes mystiske 2017 sjal. Det var smukt, hyggeligt at strikke varierende mellem hulstrik og vævestrik. Det færdige resultat synes jeg er både smukt og fantastisk, men garnvalget var helt forkert. Jeg valgte en strømpegarnsversion, og jeg må konstatere at strømpegarn egner sig ikke til sjalsstrik - når man er mig. Jeg kan ikke lide fornemmelsen om halsen og det holder ikke særlig godt på faconen af de hulstrikkede og udspændte stykker. Det er ærgerligt, for garnet er superflot og endda håndfarvet. Jeg har besluttet at trævle det op og strikke strømper i stedet - jeg gør det lige om lidt!

Endelig strikkede jeg igen Stephen West. Denne gang hans Mystery anno 2017 -  Speckle and Pop! Det er jeg til gengæld afsindig glad for - og bruger tit. Jeg lavede lidt justeringer, som kun gjorde det bedre - i min optik.



Ærmer

Slutteligt er der ærmerne. Mange flere end jeg troede. Jeg havde faktisk bildt mig selv ind, at flere af kreationerne var flere år gamle. Jeg troede faktisk også jeg strikkede til andre end mig selv.

Det er noget af det sjove ved optællinger - man kan blive afsindig meget klogere.

Og så satser jeg på at strikke voksenstrik til andre end mig selv i år.






Along The Way - en selvkomponeret hæklet kjole af genbrugte cowboybukser, blev årets første færdige store projekt. Den havde været længe undervejs og måske derfor føles det ikke som om den er fra i år. Den har hængt på mig gennem året og jeg jeg bruger den stadig stædigt, selv om den er slidt og gået i stykker under armene.

Et andet langvarigt projekt var Voguekjolen, som har spøgt bagerst i hjernen alt for længe. Den var faktisk mere end et år undervejs, men blev pludselig færdig og meget bedre end jeg undervejs troede. Jeg synes stadig den er meget lilla, og skal altid tage tilløb, før jeg tager den på. Men får også altid komplimenter, når jeg så gør det.

I løbet af sommeren strikkede jeg to t-shirts. Den første Top 6 har jeg det sådan lidt mærkeligt med. Jeg synes egentlig den er for lang, men den er også meget fin. Billederne af den er noget af det mest uflatterende jeg længe har set. Men lige præcis det uflatterende er også noget af det allermest vilde i forhold til den træning, jeg stadig holder ved. For sådan ser jeg ikke ud længere. Jeg synes det er svært at se forskel, selvom jeg godt ved der er sket både det ene og det andet - men de der billeder... taler for sig selv..

Dionysus var forholdsvis hurtigt strikket og jeg bilder mig stadig ind at den vil gøre sig godt forlænget til kjole.

Frosty var allerede lidt for stor da den blev færdig. Det afholder mig ikke fra at bruge den rigtig meget. Den er skøn og helt rigtig.

Mermaid var mest en prøve. Alle taler om Hanne Falkenberg og hendes fantastiske opskrifter. Jeg blev ikke overbevist, heller ikke om den færdige model. Den er for damet og jeg føler mig ikke rigtigt godt tilpas i den, men den var hyggelig at strikke. Den kunne måske overtage herhjemme, når jeg om lidt er nødt til at sige endeligt farvel til min høstjakke, som trods store huller er det jeg griber ud efter, når jeg kommer hjem.

I starten af efteråret strikkede jeg en bomuldscardigan. Den blev lige som jeg ønskede, men vejret blev for koldt, og jeg glæder mig til varme sommeraftener, hvor den vil være perfekt.

Endelig strikkede jeg Ujo. Efter altid at have tænkt i taljering og detaljer, endte jeg med lige-op-og-ned og elsker den. Jeg vil have mere lige-op-og-ned. Bare lidt ind imellem alle de detaljer, jeg ikke kan undvære.



**********



Det var det - langt mere end jeg havde regnet med. Faktisk overvældende meget - hvilket fører til den sjove del med udregninger og mærkelige statistikker.


Mit regneark fortæller:

• At jeg brugte  11.952 kilo garn (næsten 12 kilo) Wauw!
• At jeg forøgede lageret med 2.607 kilo garn
• At det kun var 947 gram af det nye jeg selv købte
• At jeg synes det er ret godt ramt
• At mit lager består af 25.926 kilo garn
• At jeg købte 12.899 kilo garn
• Men kun brugte 6.833 kilo af det nye
• At jeg dermed har cirka halvdelen af det nye garn tilbage.

• At jeg brugte 2.185 kilo garn købt i 2016
• Og 1.005 kilo fra 2015
• Og 1.351 kilo fra endnu tidligere
• At jeg ikke nødvendigvis bruger garnet når jeg køber det
• Selvom jeg tror jeg har en plan.

• At jeg strikkede og hæklede 44.088 kilometer garn
• Og at jeg endnu ikke har fundet en måde at omregne det til antallet af masker. 
• Men at jeg tydeligvis har brugt meget tid på garn
• ... måske ikke så underligt, at der går langt mellem gulvvask....